Kvæg

Mælken kan lades direkte i trailertanke – i en ikke så fjern fremtid

Chaufføren kører med den fulde mælketank og sætter en ny og rengjort. Direct loading af mælk har mange fordele, men kræver at bedriften kan fylde en trailertank på under to dage.

Ingen fast køletank på gården, men egen trailertank, der kan køres direkte til mejeriet. Endnu ikke en realitet i Danmark – men måske i løbet af nogle år. Egne trailertanke anvendes i vid udstrækning andre steder i verden. Især i USA - og i Europa skal vi ikke længere væk end Slovakiet og andre østeuropæiske lande, hvor der findes store besætninger. 

I Danmark er det primært interessant for de mælkeproducenter, der kan fylde en tankvogn på mindre end to dage. P.t. drejer det sig om ca. 120 producenter, men antallet vil selvfølgelig stige inden for de næste år, efterhånden som besætningerne bliver større.

Skarpt overvåget proces når mælken skal lades i trailertank

I stedet for den faste mælkekøletank på gården pumpes mælken direkte fra malkestalden ud i en trailertank. Mælken køles med instant cooling og er færdigkølet, før den når tanken – ofte via en pladekøler med isvand og glykol, som vi allerede kender det. Derudover er anlægget forsynet med en flowmåler, der fortæller personalet i malkestalden, hvornår en tank er fuld, så der kan skiftes til en ny. 

Dette kan også foregå automatisk. Endelig er der monteret en vagt på anlægget, der overvåger og logger nedkølingen af mælken og rengøring af malkeanlægget, så man hele tiden kan dokumentere processen på gården.

Direct loading i trailertanke på en farm i Wisconsin

Direct loading i trailertanke på en farm i Wisconsin

Afhentning og indvejning af mælken

I USA hvor metoden er ret udbredt, er det landmanden, der ejer tankene eller leaser dem af den vognmand, der står for indtransporten til mejeriet. 

De trailertanke, der anvendes, er ofte simple isolerede tanke uden køling og omrøring. Når traileren ankommer fra mejeriet, er den rengjort og forseglet. Vognmanden bakker den tomme tank til en sluse ved mælkerummet og sætter den af. Derefter kobler han den fulde trailertank på bilen. Chaufføren tjekker, at forseglingen af mandelugen ikke er brudt, sætter en støvhætte med gårdens oplysninger på tankstudsen og forsegler den med gårdens segl. Derefter er der afgang til mejeriet.

På mejeriet vejes trailertanken. Derefter omrøres mælken med en mobil omrører, der sænkes ned i tanken via mandelugen. Så udtages der en prøve af mælken, som der efterfølgende afregnes efter. Først herefter indvejes mælken på mejeriet.

Inden traileren igen returneres til gården, rengør mejeriet tanken.

Fordele for både landmand og mejeri

Fordelen for landmanden er et simplere anlæg, og ikke mindst at mejeriet rengør tanken. Samtidig skal der ikke investeres i faste tanke – trailertankene kan leases.

For mejeriet er der også flere fordele. Dels kan indtransporten effektiviseres, og dels kan der spares tid ude på den enkelte gård, da det er langt hurtigere at skifte en trailer end at indpumpe en hel tank. Udstyret er langt simplere, da tankvognene ikke skal være monteret med pumpeudstyr og mælkemåling. Samtidig kan vægten reduceres, så rumindholdet i traileren øges. 

Endelig vil der være en mere skånsom behandling af mælken, da der spares en pumpning. Systemet vil dog kræve, at der er et vist antal leverandører, der deltager i ordningen, da der altid skal være en ledig trailer, som mejeriet kan bytte med. Det vil sige, at hver gård skal investere i mindst to trailertanke og mejeriet i mindst en.