Oprettet: 15-06-2018

Om få år kan vi lave en Superkalv

For første gang nogen sinde udsættes mere end 7.000 danske kalve for et hav af prøver og undersøgelser. Målet er viden til at producere sunde og robuste kalve med høj tilvækst.

Nu skal det være. Nu skal kalvedødeligheden ned på de 5,5 pct., som har været målet de seneste ti år. Nu skal den gennemsnitlige tilvækst på slagtekalvene bankes op på 650 g dagligt. Og nu skal det være slut med, at kalvestalden bonner ud i den forkerte retning med hensyn til antibiotikaforbruget.

Derfor er SEGES gået sammen med Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet om det største kalveprojekt, der nogensinde er gennemført i Danmark. Projektleder Jaap Boes, SEGES, fortæller:

”I stedet for, at vi sidder med hvert vores kalveprojekt, der har samme slutmål, nemlig en robust kalv, er vi gået sammen om opgaven. På den måde kan vi få den pondus, der skal til for at gennemanalysere et kalveliv og finde de faktorer, der er udslagsgivende for, at man får en robust kviekalv, der bliver en god økonomisk ko eller en robust tyrekalv med fart på tilvæksten,” forklarer han.

Omdrejningspunktet bliver ’kalveklynger’, der består af en slagtekalveproducent og mindst fem af hans kalveleverandører. I alt vil mindst 7.000 kalve blive fulgt i kortere eller længere tid gennem de næste fire år fra de fødes, til de klassificeres på slagteriet eller leverer mælk som førstekalvsko.

”Vi vil analysere såvel blodprøver, gødningsprøver og næsesvabere som råmælkstildeling, opstaldning og andre managementforhold for at få et fuldendt billede af, hvad der gør forskellen på den kalv, der klarer sig godt og den kalv, der ikke gør,” fortæller Jaap Boes.

Vi bliver bl.a. klogere på:

  • Brixmåler til blodprøver
    Det undersøges, om brixmåleren kan bruges til blodprøver, så niveauet af råmælksantistoffer kan måles i kalvens blod som en indikator for kalvens immunstatus, fx når tyrekalven flyttes til slagtekalveproducenten
  • Udpeg syge kalve – før de bliver syge
    Langt fra alle kalve med bakterier, parasitter eller vira i blod eller gødning er i risiko for at blive syge. Men kan man finde en sammenhæng, så det bliver muligt at påvise sygdom – før den er der? Og udpege faktorer, der svækker kalven, så de kan undgås?
  • Alternativer til antibiotika
    Der vil blive forsket i, om visse typer pre- og probiotika (fx mælkesyrebakterier eller tang) og smertestillende medicin kan reducere behovet for antibiotika
  • Mere kalvefokus i DMS
    Den viden, der samles via projektet, vil munde ud i nye funktioner i DMS, så DMS i lige så høj grad kan bruges til styring af kalveproduktion som mælkeproduktion.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 12, 2018.

Sidst bekræftet: 15-06-2018 Oprettet: 15-06-2018 Revideret: 15-06-2018

Forfatter

HusdyrInnovation
Kommunikationskonsulent

Lone Sylvest Søgaard

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Du skal kende din fremstillingspris på grovfoder
Du skylder dig selv at udnytte de muligheder, der er i at komme tættere på økonomien i din grovfoderproduktion, mener Chris...
24.01.20
Kvægnyt nr. 2 - 2020
Læs bl.a. om: SEGES rykker ud til kvægbesætninger med salmonella; Du skal kende din fremstillingspris på grovfoder; Sådan k...
24.01.20
24.-25.02.2020: Kvægkongres 2020
Kom med til kvægbranchens største faglige begivenhed den 24.-25. februar 2020
15.01.20
Kvægnyt nr. 23 - 2019
Læs om: Sådan kan du hente store besparelser i malkestalden; Brug af kønssorteret sæd er en fordel ved forlænget laktation;...
13.12.19

Læs også