Oprettet: 06-05-2016

Fire muligheder i celletalslisten du ikke må overse

Dato for goldbehandling, dato for kirtelprøve og mulighed for at vælge og sortere på alle kolonner gør celletalslisten i DMS til et stærkt ledelsesværktøj.


På denne oversigt er der valgt 1. kalvskøer, som er kureret siden sidste kontrol. De er ikke behandlet med antibiotika, men man kan som standard udføre en CMT og kontrollere med en mælkeprøve, om der er behov for behandling. Man kan så diskutere med sin dyrlæge hvilke køer, der evt. skal behandles. Når man ser på dage fra kælvning, ligger de tre første i slutlaktation, og disse køer kunne evt., hvis de forblev høje, med fordel goldbehandles.

Bruger du de nye muligheder i celletalslisten i DMS? Hvis ikke, snyder du dig selv, lyder det fra dyrlæge Michael Farre, SEGES Kvæg.

”Celletalslisten indeholder alle de informationer, du skal bruge for at træffe beslutninger i forhold til din mælkekvalitet. Og informationerne er samlet, så det er let at få et overblik. Det gør listen til et rigtig stærkt ledelsesværktøj,” siger Michael Farre.

Han peger for det første på, at man i DMS kan se dato for eventuel goldbehandling sammen med celletallene ved de seneste seks kontroller.

”På den måde kan du hurtigt se, om det er en ko, du skal behandle eller ej. Hvis hun er goldbehandlet og har kælvet for nylig, og står med højt celletal, skal du ikke behandle hende, for så virker den behandling alligevel ikke,” forklarer han og tilføjer, at i besætninger med mange inficerede køer, kan køer, der er blevet kureret i goldperioden, dog nå at blive inficeret mellem kælvning og 1. kontrol.

For det andet er det også smart, at man i celletalslisten kan se dato for seneste kirtelprøve, hvis der er taget sådan en. På den måde kan man altid se, om der foreligger en gyldig kirtelprøve, hvis en ko skal goldbehandles.

Meget fleksibel

Den tredje forbedring, Michael Farre fremhæver, er relevant for dem, der har lyst til at sammensætte deres egen personlige celletalsliste. Her rummer listen i DMS mange muligheder, der er lette og ukomplicerede at gå til. Blandt andet muligheden for at sortere på alle kolonner.

”Hvis du fx gerne vil vide, om dit celletalsniveau stammer fra få inficerede køer eller fra mange køer, der bare ligger en lille smule over niveau, kan du sortere efter ’celletal’. Så får du hurtigt overblikket over, om der er relativt få køer, der skal sættes ud, eller om der er tale om generel management, der skal forbedres for at bringe celletallet ned,” forklarer han.

Celletalslisten i DMS består i standardopsætningen af 16 kolonner. Og som den fjerde forbedring nævner Michael Farre, at du selv kan skifte alle kolonner ud eller vælge dem fra, hvis du vil have en mere overskuelig liste. Fx ønsker nogen at sortere på CTV eller drægtighedsstatus i stedet for celletal.

Michael Farre påpeger dog én ting, som du skal foretage dig, for at celletalslisten virkelig giver værdi:

”I standardopsætningen er alarmgrænsen sat ved et celletal på 200.000. Men hvis listen skal give værdi som ledelsesværktøj hjemme hos dig, skal du sætte den grænse, der giver mening på din besætning.”

Alarmgrænsen ændres let under fanen ’Målsætning’.

Vær opmærksom på, at du med et enkelt klik kan overføre celletalslisten til Excel, hvis du ønsker at sortere og analysere eller til pdf, hvis du ønsker at printe.

Væk fra celletalsværdierne

Da celletalslisten blev overført til DMS for et år siden, bortfaldt samtidig celletalsværdierne fra 1-5 som standard. Det skyldtes blandt andet, at formlen, der lå bag, delvis var baseret på 25 år gamle data, og derfor ofte fremkom med for høje værdier hos køer med høj ydelse eller for lave værdier hos ældre køer med lav ydelse ved afgoldning. Da flere brugere samtidig brugte de faktiske værdier, valgte man, i tråd med praksis i adskillige andre lande, at overgå til at vise de faktiske celletalsværdier.


Læs også:

Regner alt ud pr. kg EKM

Stærke beslutninger kræver stærke data

 

Artiklen har været bragt i kvægNYT nr. 9 – 2016

 

 

Sidst bekræftet: 23-04-2019 Oprettet: 06-05-2016 Revideret: 06-05-2016

Forfatter

Kvæg
Kommunikationskonsulent

Lone Sylvest Søgaard

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Du skal kende din fremstillingspris på grovfoder
Du skylder dig selv at udnytte de muligheder, der er i at komme tættere på økonomien i din grovfoderproduktion, mener Chris...
24.01.20
Kvægnyt nr. 2 - 2020
Læs bl.a. om: SEGES rykker ud til kvægbesætninger med salmonella; Du skal kende din fremstillingspris på grovfoder; Sådan k...
24.01.20
24.-25.02.2020: Kvægkongres 2020
Kom med til kvægbranchens største faglige begivenhed den 24.-25. februar 2020
15.01.20
Kvægnyt nr. 23 - 2019
Læs om: Sådan kan du hente store besparelser i malkestalden; Brug af kønssorteret sæd er en fordel ved forlænget laktation;...
13.12.19