Kvæg

Høj drægtighedsprocent og højtydende køer kan godt forenes

Resumé

KvægInfo 2562: Uanset besætningsstørrelse og ydelsesniveau tyder det på, at det kan lade sig gøre at opnå en drægtighedspct. ved 1. inseminering på mindst 40.

Er der nogle særlige fællesnævnere, der kendetegner besætninger, der både er højtydende og samtidig lykkes med at have en høj drægtighedsprocent? Det spørgsmål har SEGES søgt at finde svar på i en undersøgelse af 15 højtydende Holstein besætninger – dvs. med en ydelse på mellem 11.500 – 14.000 kg EKM.

Vi har set på forskellige parametre, der beskriver besætningstype og managementprocedurer i besætningerne, for at undersøge, om der er noget her, der kan forklare forskellen mellem højtydende besætninger, som har en høj drægtighedsprocent ved 1. inseminering og tilsvarende besætninger med en lav drægtighedsprocent. I undersøgelsen blev de enkelte laktationsgrupper sat i kategorien ’høj’, hvis de havde en drægtighedsprocent på mindst 40 ved 1. inseminering.

Resultaterne tyder på, at de besætninger, der har en høj drægtighedsprocent, er lidt mere konsekvente i den daglige reproduktionsstyring, og at avlsniveauet, der er relateret til frugtbarhed, er lidt højere. Undersøgelsen peger også på, at alt hvad der understøtter så glidende et kælvningsforløb som muligt, har betydning for drægtighedschancen ved den efterfølgende 1. inseminering i en ny laktation.

Vil du vide mere?