Feedback Form

  

Oprettet: 29-11-2019

Ukrainsk begejstring over erfagruppe

Fem sjællandske mælkeproducenter samler deres ukrainske medarbejdere i en erfagruppe, der giver dem både netværk, glæde og efteruddannelse.

Den ukrainske småsnakken blander sig med duften af kaffe. Hjælpsomt bliver plastikkrus og de små mælkebrikker rakt frem og tilbage mellem bordene, og da et par Harry Potter-bøger bliver trukket frem af en taske, bliver det bemærket fra flere sider.

”Datskij…?,”bliver der spurgt. ”Nee… Ukrainskij,” lyder svaret – og den glade låner forklarer efterfølgende lavmælt, at de faktisk er på russisk, da hun kommer fra den del af Ukraine, hvor man taler russisk.

Vi er til erfagruppemøde i Holbæk. I dag er malkegrav, råmælk og ensilagestakke skiftet ud med skolestue, pebernødder og hjertestartere for 14 ukrainske medarbejdere. Dagens emne i erfagruppen er nemlig førstehjælp. Initiativtagerne er Yke og Rein Kloppenburg, der driver en malkekvægsbedrift med tre ukrainske medarbejdere ved Gislinge. Traditionen med at samle de ukrainske medarbejderne går mere end to år tilbage.

Får landbrugsfaglig viden

For to et halvt år siden fik mælkeproducenterne Yke Kloppenborg og Jan Duchwaider nemlig en idé. De ville lave en erfagruppe for deres medarbejdere, der alle kom fra Ukraine. Efteruddannelse, netværk og medarbejderpleje skulle gå op i en højere enhed ved arrangementer med både landbrugsfaglige indlæg fra eksterne indlægsholdere og gode frokoster.

Ideen lykkedes. I dag tæller erfagruppen ukrainske medarbejdere fra fem bedrifter. Når der er danske medarbejdere på bedrifterne, deltager de også, fortæller Yke Kloppenburg, som er positivt overrasket over det faglige udbytte af gruppen.

”I begyndelsen var vi da i tvivl om, hvor meget de fik ud af de landbrugsfaglige indlæg. Men når vi holder tavlemøder derhjemme, kommer vores medarbejdere med indspil fra de emner, vi har haft i erfagruppen, så de får helt klart noget ud af det,” forklarer hun.

Menneskelighed – der betaler sig…

”Where did you learn that?” lyder det overrasket fra underviseren i skolestuen på Falck i Holbæk. Anden time af førstehjælpskurset er gået i gang. På trods af sproglige udfordringer holder samtlige kursister koncentrationen og kommer med svar og kommentarer på et niveau, der af og til overrasker underviseren. I flokken af malkere, kalvepassere og kvægledere sidder nemlig både en uddannet sygeplejerske, flere universitetsuddannede og en enkelt fra en lægefamilie.

”En del af formålet med gruppen er at få medarbejderne til at føle sig værdsat. Når vi bruger energi på, at de kan dygtiggøre sig, føler de, at de er noget værd for os,” fortæller Yke Kloppenburg.

For hende handler det først og fremmest om det menneskelige i at få ens medarbejdere til at føle sig værdsatte. Men hun er ikke i tvivl om, at det også kan betale sig.

”Du kan tro, de ved, hvor der er godt at være. De udveksler erfaringer på Facebook, så hvis man vil have de gode medarbejdere, kan det godt betale sig at gøre noget ekstra for dem. Fx fik vi mulighed for at ansætte parret, der sidder her, fordi de havde spurgt vores tidligere ansatte, hvor de skulle søge hen. Og hør, som det summer,” siger hun med et smil ud over gruppen, der nu er i gang med at lægge hinanden i aflåst sideleje.

”Næste gang vi beder dem om at give den en ekstra skalle bedriften, er jeg sikker på, de siger ja.”

Emner i erfagruppen

  • Klovbeskæring i teori og praksis
  • Smittebeskyttelse med besøg på svinebedrift
  • Ensilage – sådan åbner og lukker vi ensilagestakken
  • Indlæg ved inseminør
  • Logistik og arbejds- planlægning
  • Sommerfest med grillaften
  • Julebesøg i Tivoli
  • Næste gang: Mælkekvalitet med besøg på Slagelse Mejeri og indlæg fra Michael Farre, SEGES.

 

Jeg vil gerne være den bedste til mit job


”Her kan vi få nye venner, samtidig med vi lærer noget nyt,” siger Anna Semydietova.

Der breder sig et stort smil på Anna Semydietovas ansigt, da hun fortæller om erfagruppen for ukrainske medarbejdere.

”Jeg synes rigtig godt om møderne. Vi lærer noget nyt og får masser af ny information, for meget er anderledes her i forhold til Ukraine,” smiler hun.

For den udadvendte Anna betyder det sociale også meget.

”Vi er jo fremmede her og har ikke et stort socialt liv i Danmark, så her kan vi få nye venner, samtidig med at vi lærer noget,” fortæller hun.

24-årige Anna Semydietova har været i Danmark i tre år. I Ukraine læste hun landbrug på universitetet, og hun ser arbejdet i Danmark som karrierefremmende.

”Min fremtidsdrøm? Det er at blive den bedste til mit job. Jeg vil gerne se, hvor god en karriere jeg kan få, men jeg ved ikke, om jeg bliver i Danmark”, lyder det fra Anna Semydietova.

 

Vasyl byttede jura ud med køer


Vasyl Paziuk satser på at blive i Danmark.

31-årige Vasyl Paziuk er uddannet advokat og arbejdede i Ukraine for staten. At jura og nystrøgne skjorter i dag er byttet ud med køer og Kansas skyldes primært krigen mod Rusland – og en kusine, der for seks år siden foreslog ham at følge efter hende til Danmark. I dag har han kone og barn i Gislinge og drømmer om at læse bioteknologi. Indtil det bliver en realitet, nyder han dagene med ukrainske kollegaer og teoretiske emner i erfagruppen for ukrainske medarbejdere.

”Erfamøderne er altid meget interessante. Det er godt at få noget at reflektere over. Når man har arbejdet praktisk længe, er det godt også at få noget til hjernen,” siger han med et smil.

”Møderne er også gode rent socialt. Jeg får altid nye input til arbejdet fra de andre,” fortæller han.

 

 

Hvis du ikke har en erfagruppe

Man stabler jo ikke en skøn erfagruppe for udenlandske medarbejdere som den, fem sjællandske bedrifter har, på benene fra den ene dag til den anden. Mens du grubler over, hvordan du skal gribe etableringen af sådan en erfagruppe an, kan du klæde dine udenlandske ansatte på med film, online-kurser, faktaark og artikler på engelsk på: www.landbrugsinfo.dk/workingwithcattle

 

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 22, 2019 
Sidst bekræftet: 29-11-2019 Oprettet: 29-11-2019 Revideret: 29-11-2019

Forfatter

Marketing og Fagkommunikation
Kommunikationskonsulent

Lone Sylvest Søgaard

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Kvægnyt nr. 22 - 2019
Læs om: Erfagruppe for udenlandske medarbejdere; Faste procedurer og arbejdsro forebygger antibiotikauheld m.m.
29.11.19
Undgå kalvediarré med ren mælk, ren boks og ren kalvepasser
Diarré giver kalven et livsvarigt knæk. Derfor bør hygiejnen prioriteres tårnhøjt hos såvel tyre- som kviekalve.
15.11.19
Her kan udenlandske ansatte genopfriske klovbeskæring
Hvis dine udenlandske medarbejdere udfører klovbeskæring, kan de korrekte metoder genopfriskes i film med engelsk underteks...
15.11.19
Kvægnyt nr. 21 - 2019
Læs om: Vi har kæmpe succes med fasefodring af goldkøer; Uændret niveau for termoresistente kim – desværre; Pas på den snig...
15.11.19
Avoid calf diarrhea with clean milk, a clean stall and a clean calf caretaker
Diarrhea causes a lifelong setback in the calf. Therefore, hygiene should be very highly prioritized for both bull and heif...
15.11.19