Der er potentiale for at forbedre økonomien ved at øge holdbarheden og dermed livstidsydelsen hos danske malkekøer. En ko med høj livstidsydelse forudsætter et langt liv med en høj ydelse. Det kræver optimal pasning i alle faser.
Knap 10 pct. af danske Holstein-køer når i dag til 6. laktation, og det tal kan hæves. Det skal selvfølgelig ikke hæves for enhver pris, for det vil ikke gavne, hvis det ikke er produktive og sunde køer, der når til 6. laktation.
Vi ved ikke præcis, hvor det økonomiske optimum for danske malkekøer er. Men vi ved, at med det nuværende gennemsnitlige antal malkeår, er der for mange køer, der ikke når at bidrage tilstrækkeligt til dækningsbidraget, før de sættes ud. Så der er et potentiale i at øge holdbarheden og dermed livstidsydelsen hos danske malkekøer.
I dag er det gennemsnitlige antal malkeår pr. ko 2,7 for besætninger med DH og 3,1 for jersey.
Den gennemsnitlige livstidsydelse er 28.388 kg EKM for DH og 28.689 kg EKM for jerseybesætninger opgjort for afgåede dyr de seneste 12 mdr.
Når koen har en høj holdbarhed, betyder det, at den er produktiv i mange laktationer. Der knytter sig forskellige sundheds- og reproduktionsmæssige problemer til hhv. tidlig-, midt-, senlaktation og goldperioden, og i den enkelte kvægbesætning kan der sagtens være en kombination af flere udfordringer, som betyder, at koen holder kortere tid, end man havde tænkt sig.
Selvom andelen af køer, der aflives og slagtes før planlagt, er høj på tværs af malkekvægsbesætninger, er der nogle producenter, der formår at tilpasse staldforhold og management, så de har kontrol over de underliggende sundheds- og reproduktionsproblemer og derved kan opretholde en høj holdbarhed hos deres køer uden at gå på kompromis med sundhedsniveauet hos de dyr, der er i besætningen.
Når vi gerne vil reducere andelen af køer på bedriftsniveau, der aflives eller slagtes før planlagt, skal dette altså gøres ved at reducere de bagvedliggende årsager til tidlig udsætning af køerne, og ikke ved at undlade at udsætte køer, der vurderes ikke egnede til at blive i besætningen. For at opnå mere holdbare køer, bør det daglige fokus på bedriften særligt rettes mod yversundhed, drægtighedsprocent og velfungerende sygeafsnit.
Men de gode pasningsrutiner begynder allerede inden den nye malkeko bliver født - faktisk ca. to år tidligere, nemlig ved den højdrægtige moder. Hvis pasningen og fodringen af den højdrægtige ko er god, fås et bedre kælvningsforløb og råmælk af bedre kvalitet. På den måde sikres den nyfødte kalv den bedste start. I opvækstperioden skal kviekalven møde så få barrierer som muligt. Dels skal fodring og opstaldning være i top, men hun skal også møde så få sygdomsperioder som muligt. Et godt mål for om starten på opvæksten lykkes er, at hun skal have fordoblet sin fødselsvægt på dag 56 efter fødslen.
Kælvning og begyndende mælkeproduktion er den mest risikofyldte periode for malkekøer, og især kælvekvierne kan belastes for meget, hvis forholdene ikke er optimale. Selvstændige hold for højdrægtige kvier og førstekalvskøer kan være med til at lette overgangen fra kvie til succesfuld malkeko. De første 3-6 uger efter kælvning er kritiske for køerne. Ikke alene stiger risikoen for sygdomme og dødsfald markant, det er også i denne periode, mange af årsagerne til senere klovproblemer skal findes.
Den hormonelle opblødning af fødselsvejen ved kælvning bevirker, at alt bindevæv i den kælvende ko bliver mere løst. Det vil sige ikke kun bindevævet i fødselsvejen – men også bindevævet, der bærer koens vægt i klovkapslen. Det betyder, at klovbenet bliver mere bevægeligt, og det kan give blødninger i klovens læderhud. Hvis koen så samtidigt udsættes for lang ståtid på hårde gulve, store vrid i klovene fx ved skarpe sving på drivveje - eller ved for hårdhændet sammendrivning på opsamlingspladsen, går det galt. Så løsnes klovkapslens tilhæftning til klovbenet. Det viser sig senere som sålesår eller løs hvid linje.
Hvis koen alligevel begynder at blive syg, kan hun godt samles op. Men det gælder om at finde hende meget tidligt i sygdomsforløbet, foretage den rigtige behandling og passe godt på hende i sygdomsperioden. Derfor er det daglige opsyn med hver enkelt ko vigtig. I en travl hverdag, hvor der skal passes mange dyr samtidigt, kan kendskab til nogle få konkrete tegn være en stor hjælp til at spotte begyndende syge køer så så tidligt som muligt.
En krum ryg under gang tyder på halthed også selvom man ikke nødvendigvis kan definere det eller de halte ben. En let indfalden hungergrube er tegn på for lille foderoptagelse, og trykninger på has og krop kan tyde på for lang liggetid eller dårlig liggekomfort. Alt sammen tegn, der skal bemærkes og håndteres. Køer med disse forandringer skal tages fra og undersøges nærmere, før en eventuel sygdom eller skade bliver uoprettelig.
Succes med yversundheden i en ny laktation begynder med optimalt management i den foregående senlaktation og omkring goldning.
En eventuel behandling med antibiotika er mest optimal i forbindelse med goldning, både i forhold til antibiotikamængden og effekten af yverbehandlingen, frem for i tidlig laktation, som det oftest sker nu.
At køerne når frem til kælvning i en passende størrelse og huld er ikke blevet mindre vigtigt, selvom det har været sagt i årtier.
Det er en af forudsætningerne for at sikre så høj en foderoptagelse som mulig i tidlig laktation – og det har koen brug for, når den både skal understøtte en høj mælkeproduktion og en ny drægtighed.
Management i den forudgående opdrætsperiode hhv. goldperiode er derfor af afgørende betydning for at undgå reproduktionsmæssige problemer i den efterfølgende laktation.
Det er afgørende for både koens velfærd og fremtidige produktivitet samt for driftsleders og ansattes arbejdsrutiner, at besætningen har et velfungerende sygeafsnit.
Sådan et afsnit skal tilgodese svage og/eller syge dyr og forhindre smittespredning.
Der skal være ordentlige adgangsforhold, som sikrer, at dyrlæge og mandskab kan komme til den syge ko, at den syge kan malkes og nemt drives til og fra afsnittet eller kunne flyttes i tilfælde af aflivning.
Emneord