Oprettet: 22-03-2019

Omdømme: Film skaber stolthed – du rykker holdninger

Kommunikation med omverdenen kan ikke alene klares af flotte film udsendt af L&F. Kommunikationsdirektør Christian Hüttemeier, L&F, forklarer her, hvorfor du som landmand bliver nødt til at engagere dig i dit lokalområde.


Kommunikationsdirektør Christian Hüttemeier, L&F

”Det er ude på gårdene, tingene sker. Og de store kvæggårde fylder i landskabet. Derfor er det dig som landmand, der skal på banen og forklare, hvordan tingene hænger sammen, og hvorfor du gør, som du gør.”

Ordene kommer fra Christian Hüttemeier, der er kommunikationsdirektør i L&F. Han lægger de overordnede linjer for Landbrug & Fødevarers kommunikation og bliver ofte mødt af forslag om at få flere fakta på banen, når han tilrettelægger kommunikationskampagner rettet mod omverdenen. Fakta er vigtige, men de kan ikke stå alene, hvis man skal nå en udenforstående omverden, som har travlt med alt muligt andet i deres hverdag, forklarer han.

”Problemet med fakta er, at det tager tid at sætte sig ind i. Og den brede befolkning bruger ikke megen tid på at sætte sig ind i tunge faktuelle ting. Derfor er man nødt til at bruge følelser som et redskab til at nå folk. Så når vi laver flotte film, er det for at give folk en positiv følelse, der gør dem nysgerrige. For først når de er nysgerrige, kan vi få dem til at interessere sig for vores erhverv,” fortæller han.

Lokalområdet er vigtigt

Åbent Landbrug og andre åbent hus arrangementer er, ifølge Christian Hüttemeier, oplagte til at klæde forbrugerne på med fakta og dermed skabe større forståelse for vores produktion. Når forbrugerne har afsat tid til at besøge en bedrift og møde dig ansigt til ansigt, er de meget mere modtagelige over for fakta om, hvordan produktionen hænger sammen.

Det er, ifølge Christian Hüttemeier, derfor enormt vigtigt, at store kvægbrug engagerer sig i lokalområdet. Når bedriften udvikler sig fra ’bondegård’ til virksomhed, kræver det større professionalisme på en lang række områder, blandt andet hvordan man håndterer det faktum, at bedriften fylder meget, og det dermed kræver en indsats at fastholde goodwill i lokalområdet.

”Hvis jeg havde en større kvægbedrift, ville jeg fx ikke nøjes med de annoncer for Åbent Landbrug, som L&F sørger for. Jeg ville bruge tid på at invitere lokalområdet direkte. Når en bedrift fylder i et lokalsamfund, bliver man simpelthen nødt til at investere noget i et positivt omdømme, hvis man vil have lov til at være der,” mener han.

Høflighed skaber goodwill

Og det behøver ikke at være så svært. Det handler nok allermest om at huske, at man er leder af en virksomhed og så tænke på, hvad den unge børnefamilie eller det ældre ægtepar fra lokalsamfundet med rette kan forvente af en.

”Send en gylle-sms, træk hurtigt ind til siden med store maskiner og så videre – det er det, der betyder noget for forbrugerens syn på landbruget i det lange løb,” mener Christian Hüttemeier.

Og så minder han om, at en åben dialog går begge veje.

”Hvis der er noget, der virkelig forarger nogen – så overvej, om det nu også er rigtigt, det du har gang i. Det er det sandsynligvis, men det skader aldrig at lytte til andre, og derefter tage sine beslutninger – og så forklare, hvorfor du gør, som du gør,” lyder det fra kommunikationsdirektør i L&F, Christian Hüttemeier.

Læs også:

Hvordan engagerer du dig som landmand i lokalsamfundet?

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 6, 2019

Sidst bekræftet: 22-03-2019 Oprettet: 22-03-2019 Revideret: 22-03-2019

Forfatter

HusdyrInnovation
Kommunikationskonsulent

Lone Sylvest Søgaard

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Du skal kende din fremstillingspris på grovfoder
Du skylder dig selv at udnytte de muligheder, der er i at komme tættere på økonomien i din grovfoderproduktion, mener Chris...
24.01.20
Kvægnyt nr. 2 - 2020
Læs bl.a. om: SEGES rykker ud til kvægbesætninger med salmonella; Du skal kende din fremstillingspris på grovfoder; Sådan k...
24.01.20
24.-25.02.2020: Kvægkongres 2020
Kom med til kvægbranchens største faglige begivenhed den 24.-25. februar 2020
15.01.20
Kvægnyt nr. 23 - 2019
Læs om: Sådan kan du hente store besparelser i malkestalden; Brug af kønssorteret sæd er en fordel ved forlænget laktation;...
13.12.19