Kvæg

Sundhedsregler for deltagelse i dyrskuer i Danmark

Smittespredning skal undgås. Også på dyrskuer, hvor en række regler for deltagelse skal beskytte sunde dyr og besætninger mod smitte fra dyr eller besætninger med sygdomme. Se dyrskuereglerne for kvæg, får og geder, heste, kaniner, fjerkræ og katte.

Sundhedsreglerne for deltagelse i dyrskuer er lavet for at undgå smittespredning, så smittefrie dyr eller besætninger beskyttes mod smitte fra dyr eller besætninger, der har sygdomme. Reglerne er lavet i samarbejde mellem Landsskuet, Viking Danmark og SEGES. Øvrige dyrskuer opfordres til at følge de samme regler. Der kan dog være forskelle, så tjek lokale regler inden tilmelding.

OBS: Udstilling af dyr på dyrskuer er bl.a. et positivt udstillingsvindue for landbruget, men der er en risiko for spredning af smitte ved at udstille dyr på dyrskuer. Alle har derfor et medansvar for at mindske denne risiko.

Forhold vedrørende smittebegrænsning på dyrskuet

Alle har et ansvar for at begrænse smitte mellem dyrene på dyrskuet.

  1. Ved vask af dyrene anbefales det ikke at anvende højtryksrenser
  2. Undgå så vidt muligt kontakt med dyr fra andre besætninger
  3. Undgå at stresse dyrene
  4. Foder skal opbevares forsvarligt og ikke mindst adskilt fra gødning

Brug sund fornuft: Tænk hele tiden på om det, du er i gang med, kan øge smitterisikoen!

Hvis der bliver konstateret anmeldepligtige smitsomme sygdomme i udstillerens besætning, efter at der er sendt dyr til skuet, skal dette straks meddeles til Fødevarestyrelsen og skuets ledelse.

Særligt for børnedyrskue

Der kan deltage kaniner og fjerkræ i børnedyrskue uden særlige krav til vaccination og mærkning, hvis børnedyrskuet bliver afholdt på et område fuldstændig adskilt fra hovedskuets afdelinger for disse arter. Hvis man ønsker at anvende denne mulighed for fjerkræ skal Fødevarestyrelsen kontaktes først.

Sundhedsregler for dyrskuedeltagelse - KVÆG

  • Alt kvæg skal være øremærket og registreret i CHR-registret efter gældende regler.

    For bedrifter (CVR-nummer), som har dyr, der er importeret inden for de sidste 12 måneder, skal lovmæssige krav til særlig overvågning for IBR og BVD overholdes. Desuden skal SEGES’ retningslinier i forbindelse med import af kvæg være overholdt.

    OBS! Fra 2024 indføres nye regler for udstilling fra bedrifter med kvæg indført fra udlandet. Det betyder, at fra 1. januar 2024 kan kun udstilles kvæg fra bedrifter med dyr indført fra udlandet:

    • hvis indførslen er foretaget inden 1. juni 2023
    • og i tilfælde af indførsel efter 1. juni 2023
      • hvis indførslen er foretaget fra lavrisikolande, der er på niveau med eller bedre end Danmark mht. kvægsygdomme,
      • og hvis de indførte dyr fra lavrisikolande har overstået krav til test og karantæne, jf. L&F, kvægs retningslinjer.

    Hvis der er dyr fra højrisikolande på bedriften, som er indført efter 1. juni 2023, skal der gå mindst 12 måneder efter sidste indførte dyr har forladt bedriften, før der igen kan udstilles dyr fra bedriften på dyrskuer. Det er dyrets status (høj/lavrisikoland) på importtidspunktet, som er styrende for, hvad der gælder for bedriften, selvom der sker ændringer i landets status senere.
    Se SEGES’ opgørelse over lav- og højrisikolande.


  • Alle dyr skal synes af en dyrlæge ved ankomsten til skuet. Kun sunde dyr kan udstilles. Smitsomme sygdomme som f.eks. vorter, skab, ringorm, klovbrandbylder eller digital dermatitis vil medføre, at dyrene ikke får adgang til skuet.

    Dyr må ikke tilføres skuet fra besætninger, hvor besætningsejer er vidende om, at der er smitsomme sygdomme som f.eks. salmonella, mycoplasma eller B-streptokokker. Dyr med kliniske tegn på paratuberkulose kan ikke tilføres skuet.

    Køer og kvier, der har kastet indenfor de sidste 14 dage forud for skuet, må ikke tilføres skuet.

  • Køer og kvier må ikke transporteres de sidste 30 dage af drægtighedsperioden. Køer anses ikke for transportegnede før 15 dage efter kælvning. Der må ikke transporteres kalve til dyrskuer, før de er 14 dage gamle.

  • Generelle regler
    Kvæg kan deltage i dyrskue, hvis de har opholdt sig vedvarende på en ejendom i Salmonella Dublin-niveau 1 de seneste 7 måneder forud for flytningen.

    Kvæg fra mælkeleverende ejendomme
    For mælkeleverende ejendomme skal seneste tankmælksprøve være udtaget højst 1 måned før dyrskuet.

    Dyret/dyrene skal have opholdt sig vedvarende på en bedrift, hvor der ikke har været positiv reaktion for Salmonella Dublin de seneste 7 måneder forud for udstillingen.
    Dyret/dyrene, der skal tilføres dyrskuet, skal undersøges ved blodprøve for forekomst af salmonellaantistoffer. Blodprøverne skal være udtaget højst 6 måneder før dyrskuet. Hvis dyret/dyrene har deltaget i et dyrskue uden krav til individuel prøve, skal blodprøve dog være udtaget mindst 3 uger efter dette dyrskue. Kalve under 3 måneder, der skal tilføres dyrskuet, skal også undersøges for salmonellaantistoffer. Hvis der ved blodprøverne findes dyr med positivt resultat (≥ 50 ODC%), kan der fra bedriften ikke udstilles på dyrskuer i 7 måneder fra blodprøven blev udtaget. Hvis der kun er en enkelt positiv blodprøve, kan den enkelte dyrskueledelse dog tillade, at der udtages verifikationsprøver svarende til beskrivelsen i ’Bekendtgørelse om salmonella hos kvæg m.m.’, hvorefter andre dyr fra bedriften kan udstille, hvis disse er tilfredsstillende.

    Kvæg fra ikke-mælkeleverende ejendomme
    Dyret/dyrene skal have opholdt sig vedvarende på en bedrift, hvor der ikke har været positiv reaktion for Salmonella Dublin de seneste 7 måneder forud for udstillingen.

    Dyret/dyrene, der skal tilføres dyrskuet, skal undersøges ved blodprøve for forekomst af salmonellaantistoffer. Blodprøverne skal være udtaget højst 6 måneder før dyrskuet. Hvis dyret/dyrene har deltaget i et dyrskue uden krav til individuel prøve, skal blodprøve dog være udtaget mindst 3 uger efter dette dyrskue. Kalve under 3 måneder, der skal tilføres dyrskuet, skal også undersøges for salmonellaantistoffer. Hvis der ved blodprøverne findes dyr med positivt resultat (≥ 50 ODC%), kan der fra bedriften ikke udstilles på dyrskuer i 7 måneder fra blodprøven blev udtaget. Hvis der kun er en enkelt positiv blodprøve, kan den enkelte dyrskueledelse dog tillade, at der udtages verifikationsprøver svarende til beskrivelsen i ’Bekendtgørelse om salmonella hos kvæg m.m.’, hvorefter andre dyr fra bedriften kan udstille, hvis disse er tilfredsstillende.

  • Besætninger, der er fundet smittet eller mistænkt for smitte med Mycoplasma bovis, kan ikke deltage i dyrskuer. Hvis der er konstateret mycoplasma i besætningen indenfor de seneste 6 måneder før skuet, og der i den forbindelse er fundet alvorlige symptomer på ledbetændelse, yverbetændelse og mellemørebetændelse, må der ikke udstilles dyr fra besætningen.

    Mælkeleverende besætninger med negativ mycoplasmaprøve (PCR) ved den seneste nationale tankmælksovervågning (foretages henholdsvis omkring månederne april og september, grænseværdi for PCR ct ≥ 37) kan uden videre deltage i dyrskuer.

    Mælkeleverende besætninger med positiv mycoplasmaprøve ved seneste nationale tankmælksovervågning eller anden positiv tankmælksprøve kan deltage, hvis en efterfølgende tankprøve er negativ ved både PCR og ELISA undersøgelse. Grænseværdien for PCR er ct ≥ 37 og for ELISA ≤ 50 ODC%. Prøven bør udtages direkte fra tanken af uvildig person eksempelvis dyrlæge eller kvalitetsrådgiver.

  • Der kan ikke udstilles dyr fra besætning i B-streptokok registret. Dyret/dyrene skal opholdt sig vedvarende på en ejendom, der ikke har været i B-streptokok registret de seneste 3 måneder forud for udstillingen. Tjek eventuelt CHR.

  • 7/30 dages reglen er en generel regel, der effektivt begrænser spredning af alvorlige smitsomme sygdomme mellem besætninger. Reglen er ophævet i lovgivningen, men opretholdes i forbindelse med udstilling på dyrskue. Reglen betyder, at

    • der ikke må være tilført kvæg til besætningen i mindst 7 dage op til deltagelse i dyrskuet, og
    • kvæg, som udstilles skal have været i besætningen i mindst 30 dage.

    Kvæg, der udstilles, kan deltage hyppigere i dyrskuer uanset 30-dages reglen, hvis det tilbageføres direkte til hjembesætningen fra dyrskuet og opholder sig der i mindst 7 døgn inden næste dyrskue. 

    Reglen gælder også flytninger mellem egne ejendomme indenfor en bedrift.

  • Besætningsejer skal udstationere og hjemtage dyret i DMS, i Webdyr eller lave registrering i staldregistreringsblokken for kvæg, (kode 50 og 51) til skuets CHR-nummer XXXXX

Sundhedsregler for dyrskuedeltagelse - FÅR OG GEDER

  • Alle får og geder skal være øremærket og registreret efter gældende regler. Får og geder skal møde med gyldigt sundhedsdokument.

  • 7/30 dages reglen er en generel regel, der effektivt begrænser spredning af alvorlige smitsomme sygdomme mellem besætninger. Reglen er ophævet i lovgivningen, men opretholdes i forbindelse med udstilling på dyrskue. Reglen betyder, at

    • der ikke må være tilført får eller geder til besætningen i mindst 7 dage op til deltagelse i dyrskuet, og
    • får og geder, som udstilles skal have været i besætningen i mindst 30 dage.

    Får og geder, der udstilles, kan deltage hyppigere i dyrskuer uanset 30-dages reglen, hvis de tilbageføres direkte til hjembesætningen fra dyrskuet og opholder sig der i mindst 7 døgn inden næste dyrskue. 

    Reglen gælder også flytninger mellem egne ejendomme indenfor en bedrift.

  • Besætningsejer skal registrere flytningen i Webdyr ”Til dyrskuer, fællesgræs mv.”. Her angives skuets CHR-nummer XXXXX, datoen, samt der skal oplyses det totale antal dyr, der sendes til dyrskuet.På samme måde registreres flytning ”Hjem fra dyrskuer, fællesgræs mv.”.

    Registrering i Staldregistreringsblok: Her indberettes flokflytning ud og en flokflytning hjem fra dyrskuet.

    Importerede dyr:

    • Import af dyr skal ske i overensstemmelse med officielle regler og Sundhedsprogrammet for Får og Geder
    • Dyret/dyrene skal derfor mindst være importeret 12/15 måneder før skuets afholdelse.
    • Er der importeret dyr til besætningen inden 12 måneder før skuet, kan der ikke udstilles dyr
    • Besætninger, der har købt fra importbesætninger, er under samme regler.
  • Der må kun udstilles dyr fra besætninger, der har M3-status. Gyldig M3 attest medbringes og forevises ved indsyning. 

  • Der er ingen særlige krav, dvs. alle besætninger må udstille dyr (jf. EU-forordning 630/2013). Dette indebærer, at besætninger, som ønsker at eksportere via blå øremærker (DAKA), ikke kan deltage.

  • Hvis du også har kvæg i din besætning, skal den have været i salmonellaniveau 1 i min. 7 mdr.

  • Dyr med lus eller skab vil blive afvist.  

  • Får/geder, som påregnes at skulle læmme inden for 15 dage før dyrskuet, må ikke transporteres, og får/geder, der har kastet inden for de sidste 21 dage forud for dyrskuet, må ikke deltage.

  • Dyr fra besætninger med følgende sygdomme kan ikke udstilles: Orf, ondartet klovsyge, andre klovspalte infektioner, skab, smitsom øjenbetændelse og byldesyge.

    Får/geder fra besætninger, hvori der har været udbrud af smitsomme sygdomme inden for de sidste 14 dage forud for dyrskuet, må ikke deltage. Hvis denne regel overtrædes, kan besætningsejeren drages til ansvar.

    Ejererklæring vedrørende sundhed i besætningen skal udfyldes og forevises ved indsyning.

  • For at udstille får og geder på Landsskuet skal besætningen være testet fri for klovsyge, og ejererklæring vedrørende det frivillige klovsyge-sundhedsprogram skal medbringes.
    Prøverne er gældende i 3 år, (hvis kravet om testgyldighed overholdes) på udstillingstidspunktet. Dog skal laboratorietesten - gældende på Landsskuet 2022 - være attesteret efter 01.08.21!

    Det anbefales desuden, at får og geder ikke fremvises på eller krydser arealer på dyrskuet, hvor der også færdes kvæg for at mindske en eventuel smitterisiko herfra.

    BEMÆRK! Der kan være forskel på regler og krav til test for klovsyge på de forskellige dyrskuer.

Sundhedsregler for dyrskuedeltagelse - HESTE

  • Heste skal medbringe deres hestepas. Fra 1. januar 2012 skal alle heste have et hestepas, som skal følge hesten under transport. Føl skal chipmærkes og have pas, senest når de er 6 mdr. eller ved udgangen af fødselsåret, alt efter hvilken dato, der er senest.

    Det anbefales, at alle heste vaccineres mod influenza. Bemærk Roskilde Dyrskue kræver at alle heste, der tilføres skuet er vaccineret mod influenza.

    Hopper, der påregnes at skulle fole inden for 34 dage eller har folet indenfor de seneste 7 dage, anses ikke for transportegnede. Føl må ikke transporteres, før navlen er fuldstændig helet. (jf. Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter m.v.).

    Heraf følger, at hopper og føl omfattet af ovenstående ikke kan udstilles. Det anbefales, at føllene er mindst 14 dage gamle ved skuets start.

    Heste med åbne, blødende eller væskende sår og heste med skab eller tegn på skab vil blive afvist.

Sundhedsregler for dyrskuedeltagelse - KANINER

  • Dyrene skal være forsynet med tydelig identifikation, dvs. kuldmærke i venstre øre med mindst 3 cifre og avlernummer i højre øre.
    Dyrene skal være ledsaget af ejererklæring udstedt af Danmarks Kaninavlerforening (DK).

Sundhedsregler for dyrskuedeltagelse - FJERKRÆ

    • Fjerkræ skal være mærket, så deres oprindelse og identitet entydigt kan fastslås (fast fodring)
    • Arrangøren af skuet skal føre optegnelser over det tilførte fjerkræ med angivelse af ejers fulde navn og adresse
    • Duer skal være vaccineret mod Newcastle disease/paramyxovirusinfektion. Vaccinationen skal foretages med inaktiveret Paramyxovirus-vaccine. Fjerkræ, der ikke er vaccineret tidligere, basisvaccineres med 2 injektioner med 4 ugers mellemrum. For ungers vedkommende første gang tidligst ved 6-ugers alderen. Revaccination foretages én gang årligt. Vaccination skal være udført senest 8 dage før udstilling (BEK. nr. 1273 af 31.10.07).
    • Fjerkræ skal være ledsaget af en gyldig vaccinationsattest.

    Arrangøren af skuet skal, såfremt der er sket salg og anden omsætning på skuet, føre optegnelse over købers og sælgers navn og adresse.

Sundhedsregler for dyrskuedeltagelse - KATTE

  • Ved ankomsten til dyrskuet sker indtjekning, evt. kontrol af stamtavle (hvis det ikke er en huskat uden stamtavle), kontrol af vaccinationsattest samt dyrlægekontrol. Stamtavler og vaccinationsattester skal forevises. Bemærk at killinger/kuld skal være minimum 4 måneder for at kunne deltage. Drægtige og diegivende katte må ikke udstilles.

    Vaccination/revaccination mod kattesyge og katteinfluenza skal være foretaget senest 15 dage før udstillingen og må ikke være ældre end den af dyrlægen fastsatte dato for revaccination.

    Alle katte fra samme ejer vil blive afvist, hvis der findes tegn på følgende:

    Lopper/loppeekskrementer, ringorm eller andre parasitter, smitsomme sygdomme (snue, betændte øjne m.m.) eller kritisabel sundhedstilstand.
    Hvis vagthavende dyrlæge under dyrskuet finder tegn på, at en kat er syg, skal pågældende kat sammen med alle andre katte, der tilhører samme udstiller, straks hjemsendes.

Vil du vide mere?