En malkekvægsbesætning med kvieopdræt - er fundet positiv for sygdommen BVD (Bovin virusdiarré). Ifølge dyrlæge ved SEGES, Lars Pedersen, er der i øjeblikket et opsporingsarbejde i gang med henblik på at finde smitte kilden. Besætningen er sat under offentligt tilsyn.
”SEGES overvåger for BVD i landets kvægbesætninger, og det er vigtigt at slå fast, at vi fortsat har en meget lav forekomst af BVD i Danmark,” forklarer Lars Pedersen.
”Men tilfældet viser, at BVD til stadighed er en mulig diagnose, som danske kvægbrugere og deres dyrlæger, skal være opmærksomme på,” lyder det fra dyrlægen.
Kend symptomerne
Den besætningsansvarlige skal være opmærksom på symptomer og tilkalde en dyrlæge ved mistanke om BVD. Man bør fatte mistanke om BVD, hvis der ses:
omløbninger eller kastninger i uventet omfang, eventuelt fulgt af svagtfødte kalve eller kalve med medfødte centralnervøse forstyrrelser eller blindhed
appetitløshed, manglende ædelyst, feber, rindende øjne og næsebor, diarré samt sår på mund- og næseslimhinde hos ungdyr.
Vær opmærksom på, at de kliniske symptomer ofte er milde og uspecifikke og også kan ses hos lakterende dyr, hvor ydelsesfald kan opstå i forbindelse med enkelte eller flere af ovenstående symptomer. De kliniske symptomer varer oftest kun 1-3 dage.
Den tilkaldte dyrlæge skal undersøge besætningen og udtage samt indsende materiale, hvis mistanken ikke kan afvises. Hvis laboratoriesvaret viser, at besætningen kan være smittet med BVD, skal dyrlægen underrette både den besætningsansvarlige og Fødevarestyrelsen.
Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 13, 2019