Feedback Form

Kvæg fri 

Oprettet: 15-04-2003

Beskrivelse af sygdommen rabies i relation til kvæg

Detaljeret faglig beskrivelse af sygdommen rabies hos kvæg - inklusiv symptomer, diagnose, behandling og kontrol.

Rabies er en akut viral encephalomyelitis, der primært afficerer kødædere og flagermus, men sygdommen kan forekomme hos alle pattedyr.


Når der optræder kliniske symptomer på rabies, er mortaliteten næsten 100%.

Rabies findes globalt, med meget få undtagelser.

Rabies skyldes en rhabdovirus, der karakteristisk for et givent område er begrænset til 1-2 dyrearter, selvom andre pattedyr kan inficeres. Identifikation af forskellige ecotyper med monoclonale antistoffer og PCR-teknik har øget forståelsen for epidemiologien af rabies.

Ætiologi og epidemiologi
Generelt gælder det, at kun en ecotype transmitteres mellem den samme dyreart i et givent område. Overførsel af flagermusrabies forekommer hyppigst til kat, og flagermusrabies er den hyppigste humane ecotype.

Reservoirer for rabies varierer globalt. Hunderabies dominerer i Afrika, Asien, Latinamerika, og Mellemøsten. I Nordamerika og Europa, hvor hunderabies er næsten udryddet, er sygdommen stadig til stede i vildtpopulationen. I Europa er det primært den røde ræv, der fungerer som reservoir, men mårhund udgør et stigende problem.

Katten er særlig følsom for rabies, men der er ikke identificeret en specifik katterabies. Der har ikke været rapporteret om overførsel mellem katte, men der er rapporter om human smitte efter at have været bidt af en rabiat kat.

Overførsel og patogenese
Overførsel af virus sker næsten altid med virus-inficeret spyt til væv - typisk ved bid af et rabiat dyr. Virus kan imidlertid også overføres med spyt og vævsvæsker til friske åbne sår eller gennem ubeskyttede slimhinder (efter oral indtagelse). Virus kan udskilles i spyttet på et inficeret dyr i flere dage før indtræden af kliniske symptomer - 3-5 dage hos hunde og katte, op til 8 dage hos stinkdyr.

Inkubationsperioden er både lang og varierende. Typisk forbliver virus på inokulationsstedet i længere tid. Den usædvanlig lange inkubationsperiode er årsagen til, at det er muligt at foretage en behandling med hyperimmunserum lokalt efter eksponering. Hunde udviser kliniske symptomer efter 21-80 dage. Ét pålideligt tilfælde af human rabies skulle være udviklet 7 år efter eksponering.

Efter replikation i muskelceller nær inokulationsstedet vandrer virus via de perifere nerver op til hjernen, og derefter, via de efferente nervebaner, ned til spytkirtlerne. Det er derfor antaget, at det altid vil være muligt at detektere virus i hjernen af rabiate dyr, der udskiller rabies i spyttet.

Hæmatogen og luftbåren spredning af rabies er meget usædvanligt. Undtaget kan være flagermushuler, hvor et stort antal inficerede dyr udskiller virus i store mængder. Ved inhalation af sådanne spyt- og næseflådspartikler antages virus at vandre via de olfaktoriske nervebaner - en så kort distance, at selv profylaktiske foranstaltninger ikke har effekt.

Kliniske symptomer på rabies hos kvæg
Rabiate dyr - uanset art - udviser typiske tegn på centralnervøse forstyrrelser. Adfærdsforstyrrelser og lammelser uden påviselige årsager er de hyppigste symptomer hos alle dyrearter, men savlen, hydrofobi eller gastrointestinale forstyrrelser (kvæg). Aggressiv adfærd hos tamme dyr kan ses, ligesom vilde dyr kan udvise manglende frygt for mennesker, eller nat-aktive dyr kan observeres i dagtimerne.

Det kliniske forløb er inddelt i 3 faser:
- den prodormale
- den eksitative
- den paralytiske

Denne opdeling har imidlertid begrænset anvendelighed på grund af variationen i symptomer og længden af faserne.

I den prodormale fase, der varer 1-3 dage, udviser dyret kun svage CNS-forstyrrelser, der hurtigt forværres. Sygdommen progredierer hurtigt efter begyndende lammelser, og døden indtræder ofte under 10 dage efter, de første kliniske tegn er observeret.

Den eksitative form - eller klassiske rabiate adfærd - kan ses hos alle dyrearter. Der ses sjældent tegn på paralyse. Dyret bliver irrationelt, og ved den mindste provokation vil det gå til angreb med kløer, klove, horn, eller hove. Udtrykket er præget af angst og ophidselse med dilaterede pupiller. Støj vil udløse et angreb. Rovdyr vil gå til angreb på andre dyr - også mennesker. Rabiate dyr vil tygge på alle typer af objekter, og ved indespærring i et bur vil de bide så voldsomt i tråden at de ødelægger tænderne. Som sygdommen skrider frem, vil muskel-inkoordination og kramper begynde at indtræde, og døden vil indtræde som følge af tiltagende paralyse.

Kreaturer i den eksitative fase er særdeles farlige, idet de går til angreb på alt og alle. Mælken sættes pludseligt. I stedet for en normal fredelig adfærd bliver de vagtsomme og øjne og ører følger opmærksomt med i alle bevægelser. Det er karakteristisk, at de har en abnorm brølen, der fortsættes frem til kort tid før døden indtræder.

Typiske kliniske tegn på den paralytiske form er lammelser i svælget og tyggemuskulaturen med voldsom savlen og ude af stand til at synke. Hængende underkæbe er almindeligt hos hunde. Ofte vil ejere af sådanne dyr undersøge mundhulen for fremmedlegemer eller indgive medicin, hvorved de eksponeres for virus på hænderne. Dyr i den paralytiske fase har ikke tendens til aggressiv adfærd og bider sjældent. Paralysen progredierer hurtigt til resten af kroppen, og døden indtræder efter få timer.

Generelt skal man få mistanke om rabies ved unormal adfærd (manglende frygt for mennesker) blandt vilde dyr. Observeres flagermus i dagtimerne, siddende på jorden, eller angribende mennesker eller dyr, skal man ligeledes få mistanke om rabies. Flagermus, der har haft tæt kontakt til mennesker eller dyr, skal indfanges og aflives med anvendelse af handsker og indsendes til diagnostisk undersøgelse.

Sådan stilles diagnosen rabies 
En klinisk diagnostik af rabies er vanskelig og kan nemt forveksles med andre sygdomme, der medfører adfærdsforstyrrelser. Derfor skal en diagnose altid bekræftes ved laboratoriediagnostik. Er der tale om et lille dyr, skal hele dyret indsendes, mens der ved større dyr skal indsendes hoved med de øverste halshvirvler. Ved indsendelsen skal hippocampus, medulla oblongata og cerebellum være inkluderet. Præparatet skal holdes afkølet ved af lægge is ved forsendelsen.
Immunofluorescensteknik på frisk hjernevæv kan hurtigt give et svar og efterfølges af virusisolation ved podning i cellekultur.

Behandling og kontrol af rabies
Hud, der har været i kontakt med et mistænkt rabiat dyr, skal afvaskes grundigt med sæbe og vand og desinficeres efterfølgende med jod- eller hypokloritopløsning. Ved bidsår skal man altid gå til læge.

Udførlige retningsliner for kontrol af rabies foreligger fra WHO og indeholder følgende:
- anmeldepligt
- begrænsning i kontakt mellem modtagelige hunde (hundeloven i Danmark, karantæne m.m.)
- vaccinationskampagner
- indfangning og aflivning af vilde hunde
- registrering af hunde

Der er mange vacciner mod rabies. I Danmark er registrerede vacciner inaktiveret (hund). Der findes registrerede vacciner til kat, kvæg, hest, får og fritter. Der er registreret vacciner til human brug, og det må generelt anbefales, at personer i en høj-risikogruppe skal lade sig vaccinere. Dette er dog ikke en absolut beskyttelse, idet gennembrud kan forekomme.

Ved kontrol med rabies i naturen har der tidligere været anvendt udryddelseskampagner, men brugen af orale vacciner i lokkemad har vist sig særdeles effektiv og været anvendt i Finland ved rovdyr fra Rusland, der vandrede ind over grænsen, samt anvendt i Schweiz til udryddelse af rabies.

 

 

 

Sidst bekræftet: 13-07-2005 Oprettet: 15-04-2003 Revideret: 15-04-2003

Kontakt

Specialkonsulent

Lars Pedersen

HusdyrInnovation, Sundhed, velfærd og reproduktion, kvæg


Forfatter

Kvæg