Feedback Form

Kvæg fri 

Oprettet: 27-01-2003

Salmonellose

Detaljeret, faglig beskrivelse af sygdommen. 

Generelt
Salmonellose kan være forårsaget af mange typer af salmonella.
Sygdommen er karakteriseret klinisk ved et eller flere af de mulige syndromer:

  • Septikæmi
  • Akut enteritis
  • Kronisk enteritis
  • Pneumoni

Sygdommen kan ses hos alle dyrearter og forekommer globalt. Incidensen er steget i takt med industrialiseringen og intensiveringen af husdyrbruget.

Spæde dyr udvikler normalt den septikæmiske form med lungebetændelse, mens voksne dyr udvikler den akutte diarré. Kun sjældent udvikler kreaturer den kroniske diarré. Drægtige dyr kan abortere.

Forekomsten af klinisk raske smittebærere (carrier-dyr) er et stort problem for alle dyrearter.

Også forekomsten af human salmonellose har været stigende i de seneste årtier som følge af stigningen i det primære reservoir i husdyrbruget. Overførslen til mennesker sker ved indtagelse af kontamineret kød, vand, mælk eller andre fødevarer, der kan være blevet krydskontamineret.

Ætiologi, epidemiologi og patogenese
De hyppigst forekommende salmonella-typer hos kreaturer er Salmonella Dublin og Salmonella typhimurium. Selv om det kliniske mønster ved de enkelte typer ikke er distinkte, har forskellige salmonella deres egen epidemiologi. Plasmid- og resistensprofiler kan være vigtige epidemiologiske markører.

Fæces fra inficerede dyr kan kontaminere foder, vand, mælk og slagtekroppe (samt færdigvarer). Men også det omgivende miljø kan kontamineres f.eks. ved udbringning af gylle eller mødding på markerne.

Salmonellabakterier kan overleve i flere måneder i varme og våde områder, men under en uge i midten af en gammeldags mødding.

Prævalensen af salmonella varierer mellem dyrearter og lande, men den er langt højere end incidensen af klinisk sygdom, der kan udløses ved fysiologisk stress af dyrene, såsom pludseligt fodersvigt, transport, vandmangel, høj belægningsgrad, fødsel og anvendelsen af visse lægemidler. Administration af visse orale antibiotika er risikofaktor for udløsning af klinisk salmonellose.

Den almindeligste infektionsrute er oral, men luftbåren infektion forekommer også. Efter infektion vil organismen multiplicere sig i tarmene og give diarré. Den øgede følsomhed hos spæde dyr kan muligvis skyldes et højere pH i ventriklen, mangel på normal tarmflora og begrænset immunitet. Bakteriens indtrængen i lamina propria med produktion af cytotoksiner og enterotoksiner er medvirkende til beskadigelser af tarmvæggen og diarré.
Der er et massivt imflammatorisk respons, og bakterien bliver optaget af fagocyterende celler. Bakterien kan imidlertid overleve i disse celler. Dyrene renser sig ikke fuldstændig for infektionen, men bliver raske smittebærere med et lavt serologisk respons - for Salmonella Dublins vedkommende kan de være raske smittebærere i årevis.

Infektionen persisterer i lymfeknuder og tonsillerne med intermitterende udskillelse eller udskillelse udløst af stress.

Passive smittebærere kan også forekomme, hvor bakterien findes i dyret, men invasion forekommer ikke. Ved flytning af dyret fra de kontaminerede omgivelser ophører smittebærer-stadiet.

I enkelte besætninger er sygdommen normalt endemisk hos kalvene med sporadiske eksplosive udbrud, men også subklinisk infektion hos voksent kvæg med lejlighedsvise udbrud kan observeres. Sygdommen udløses af stressorer.

Kliniske symptomer
Septikæmi er den almindeligste form hos spæde dyr. Sygdommen er akut forløbende, voldsom nedstemthed, feber (40,5-41,5°C), og dødens indtræden efter 24-48 timer. Der kan eventuelt observeres centralnervøse symptomer, og disse dyr vil ofte også have pneumoni. Mortaliteten er næsten 100%.

Akut enteritis ses hos voksent kvæg og hos kalve ældre end 1 uge. Initialt ses der feber (40,5-41,5°C) efterfulgt af kraftig, vandig diarré, eventuelt blodig og med tenesmer. Fæces kan have en rådden lugt og indeholde slim, fibrinøse afstødninger eller afstødt slimhinde, og i enkelte tilfælde med store blodkoagler. Rektalundersøgelse giver stort ubehag og voldsom afføringstrang med efterfølgende dysenteri. Mælkeydelsen falder brat.

Subakut enteritis kan ses i besætninger, hvor salmonellose er endemisk. Symptomerne er karakteriseret ved let feber (39-40°C), lind afføring, appetitløshed, og let dehydrering. Der kan ses en høj forekomst af aborter.

Kronisk enteritis er den hyppigste form hos voksent kvæg. Der ses en persisterende diarré, afmagring og forbigående feber med ringe effekt af behandling. Fæces er begrænset og varierer fra normalt til indeholdende slim, afstødninger eller blod.

Gnavere fungerer ofte som reservoir ved besætninger, der er endemisk inficeret.

Diagnose
Diagnosen baseres på de kliniske tegn og laboratorieundersøgelsen af fæces, væv fra syge dyr, foder, vand, eller fæces fra gnavere og fugle ved besætningen. De kliniske tegn er normalt karakteristiske, men skal differentieres fra enterotoksinproducerende Escherichia coli, dysenteri som følge af verotoksinproducerende E coli, coccidiose, cryptosporidiose, IBR, BVD, Clostridium perfringens type B og C, paratuberkulose, ostertagiose eller diætetisk diarré.

Læsionerne er typiske for septikæmiske tilstande og/eller en nekrotiserende fibrinøs enteritis. De største forandringer ses i den nedre del af ilium og tyktarmen med forkortede villi med tab af epithelium til komplet tab af tarmslimhinden. Der ses neutrofil reaktion i lamina propria og koagler i blodkarrene. hæmorrhagiske og fibrinøse strenge kan ses ved obduktionen.
Dyrkning af salmonellabakterierne kræver oftest suppression af E coli, men flere undersøgelse kan være nødvendige for at isolere organismen. Serologisk diagnostik kræver parrede prøver, for at en fortolkning er mulig.

Behandling
Hurtig behandling er nødvendig ved septikæmisk salmonellose, men der er tvivl om anvendelsen af antibiotika ved intestinal salmonellose, da dette ændrer den naturlig balance i tarmfloraen, der virker som kompetetiv flora. Endvidere er der risiko for, at brugen af antibiotika kan være medvirkende til selektion af antibiotika-resistente salmonellastammer, der kan overføres til mennesker.

Parenteral behandling med bredspektrede antibiotika er essentielt ved den septikæmiske form. Valget af antibiotika skal baseres på kendskab til resistensmønsteret i området. Sygehusinfektioner er ofte forårsaget af meget resistente stammer, men brugen af TMP-sulfonamid-præparater er ofte effektive. Behandlingen skal vare i 6 dage.

Oral medicinering kan gives i drikkevandet, da dyrene ofte er tørstige, men gået fra foderet.
Væskebalancen skal genoprettes, da dyrene er dehydrerede.
Brugen af ampicillin og cephalosporiner medfører lyse af bakterien med deraf følgende frigivelse af endotoksiner. Det kan derfor være nødvendigt at supplere med non-steroide antiinflammatoriske præparater.

Enteritis-formen er vanskelig at behandle effektivt, og selvom dyrene bliver klinisk raske, vil de ofte ikke blive bakteriologisk kurerede. Dette ses især hos voksne dyr, hvor infektionen forbliver i galdegangene, og udskillelsen af bakterier foregår intermitterende med deraf følgende kronisk recidiverende diarré og kontamination af miljøet.

Kontrol
Den vigtigste foranstaltning er at undgå at introducere sygdommen til besætningen ved kun at købe dyr fra andre besætninger, hvor status er kendt.

Indkøbte dyr skal holdes isoleret inden introduktion til besætningen.

Ved besætningsudbrud skal følgende gennemføres:      

 

  • Syge dyr skal isoleres
  • Væskebalancen - væsketerapi og evt. anden terapi
  • Kalve tages fra moderen straks efter fødslen
  • Kalve sættes i rengjort, desinficeret og velstrøet enkeltboks placeret i ren stald, maskinlade - eller et andet sted, end hvor der er sygdom
  • Identifikation og slagtning af smitteudskillere
  • Undlad brug af antibiotika
  • Anvend målrettet flytning af dyr inden for besætningen (undgå sammenblanding), så færrest dyr bliver smittet
  • Undgå kontamination af foder og vand
  • Kontaminerede stalde skal rengøres og desinficeres
  • Kontaminerede materialer skal bortskaffes
  • Staldpersonale skal informeres om risiko for smitte ved arbejdet med Smittede dyr, og betydningen af personlig hygiejne
  • Undgå stress af dyrene  

 

 

Sidst bekræftet: 03-05-2019 Oprettet: 27-01-2003 Revideret: 27-01-2003

Forfatter

Kvæg

Af samme forfatter

Landbrug & Fødevarer, Kvægs Branchepolitik for Smittebeskyttelse
De danske kvægbrugere vil tage ansvar for, at der er tilstrækkelig og opdateret smittebeskyttelse i danske bedrifter med kv...
21.02.14
Agern-forgiftning
Pludselige dødsfald hos dyr, der har adgang til egetræer, eller hvis de æder agern.
21.01.14
Salmonellabekæmpelse i kvægbesætninger
SALMONELLAFRI KVÆGPRODUKTION I 2016!
01.08.13
Karantæneregler ved besøg fra udlandet
Danske smittebeskyttelsesregler
14.06.13