Feedback Form

  

Oprettet: 17-10-2014

Betonfaste forhold i kalvestalden øger smittebeskyttelsen

På Vindinggård ved Vejen har man betonmure mellem kalveboksene og lader være med at flytte rundt på kalvene for at reducere smitterisikoen.

På Vindinggård ved Vejen kan småkalvene ikke lige stikke hovedet ind i naboboksen og tage en tår af drikkeskålen. I stedet for tremmer er der nemlig mure mellem boksene.

”Da vi byggede en ny kalvestald for et år siden, satte vi færdige elementer af beton mellem boksene, så dyrene på de forskellige hold ikke kan komme i kontakt med hinanden. For når man – som vi – er glade for at flytte kalve i hold for at holde dyrene adskilt og nedsætte smitterisikoen, nytter det ikke noget, hvis dyrene kan stikke hovedet ind til hinanden,” siger Vindinggårds indehaver Peter Clausen.

Ud over at understrege at betonmurene ikke kostede en bondegård, hæfter den sydjyske mælkeproducent sig ved, at elementerne har glatte overflader. Det letter rengøringen af dem.

Arbejdsmæssigt kalder Peter Clausen de fast adskilte bokse for nemme at passe.

”Vi gør boksene rene en efter en. Det er nemt at arbejde med, rationelt og tilgodeser vores kalve,” konstaterer Peter Clausen.

Ingen smarte træk
Det store fokus på at holde småkalvene adskilt er grunden til, at der ikke bliver flyttet rundt på dyrene.

”Når først kalvene er flyttet over i de fælles bokse i hold på otte, bliver de sammen i de tre måneder, de skal være der. Det duer ikke at flytte en kalv til det ene, andet eller tredje sted, bare fordi man synes, at det er smart,” siger Peter Clausen og peger på faren for smitteoverførsel ved at flytte dyr.

Inspirationen til de faste hold fik han af sin dyrlæge.

”Han opfordrede mig til at lade som om, vi har med grise at gøre. I den branche er man vant til at holde dyrene hver for sig i faste grupper,” siger Peter Clausen. Vindinggårds 368 SDM-årskøer yder 11.250 EKM.

Læs også:

”Vi kan selv gøre noget ved det!”

Ingen rengøring uden sæbe

 

Artiklen har været bragt i KvægNyt nr. 19 - 2014

Sidst bekræftet: 17-10-2014 Oprettet: 17-10-2014 Revideret: 17-10-2014

Forfatter

Kvæg
Henrik Lomholt Rasmussen

Af samme forfatter

Bedre lagerstyring med SmartKoen
Med den nye funktion ’Lager’ i SmartKoen kan man få overblik over sin lagerbeholdning på telefonen, uanset hvor på bedrifte...
28.06.19
Vi sparer masser af tid på reproduktion
RYK’s drægtighedstest via ydelseskontrollens mælkeprøver benyttes af godt 400 landmænd. En af dem roser metoden for at spar...
28.11.14
Budgetmatchen: Fremtiden ser grøn ud
Artikel fra Magasinet Kvæg, juni 2014
20.08.14