Etabler en udleveringsboks
Smitterisikoen er stor - og unødvendig, hvis tyrekalvene skal hentes inde i stalden af fremmede.
Sideindhold
Det ikke smart, når slagtekalveproducenten eller husdyrformidleren selv skal ind mellem kvierne og hente slagtekalvene ud. Det er en direkte invitation til at få smitten indenfor døren.
Derfor appellerer Husdyrformidlingen og DLBR slagtekalve nu til, at mælkeproducenterne etablerer en eller anden form for udlevering – for eksempel bare en boks.
Ikke kun Husdyrformidlingen, men også mange slagtekalveproducenter henter tyrekalve fra forskellige besætninger.
”Og det siger sig selv, at hvis de selv skal ind i dybstrøelsen og hente dyrene i hver eneste besætning – ja så er det besværligt, men udgør også en stor smitterisiko,” forklarer Per Spleth, DLBR slagtekalve. Han forklarer videre, at hvis man oplever at ryge i salmonellaniveau 2, er vognmanden typisk den man først tænker på, når man skal regne ud hvor årsagen ligger.
|
|

Eksempel på en afdeling til tyrekalve, der samtidigt fungerer som udlevering. Foto: Johannes Hoogeveen.
|
”Men i mange tilfælde er man selv skyld i det, hvis man ikke har en udleveringsboks,” lyder det fra Per Spleth.
Det skal understreges, at Husdyrformidlingen meddeler at de ikke samme dag kører mellem status 1 og status 2-besætninger.
Problematikken omkring udlevering gælder naturligvis ikke kun afhentning af kalve, men alle dyr, som skal afhentes af personer udefra.
Anbefalinger til udleveringsboks:
- Dyrene skal have adgang til foder, vand og hvile i udlev. boksen
- Hvis dyrene opholder sig i udlev. boksen mindre end een time, kan adgang til vand, foder og hvile undlades
- Udleveringsafdelingen placeres, så ekstern trafik ikke blandes med gårdens interne trafik
- Udleveringsafdelingen indrettes, så vognmanden ikke skal ind i staldområdet for at hente dyrene
- Udleveringsafdelingen indrettes så den kan vaske og udtørres efter brug.
- Etablering af læsserampe er en stor hjælp ved læsning af dyrene, både for personalet og for dyrene
- Læsserampen skal være skridsikker, og bør maksimalt have en stigning på 17 %.
- Der skal være lys både inden- og udendørs - gerne sensorstyret
- Der skal være mulighed for hånd- og støvlevask.
Kilde: Indretning at stalde til kvæg - Danske anbefalinger, 5. udg. 2010. Dansk Landbrugsrådgivning. Videncentret for Landbrug
|