Feedback Form

  

Oprettet: 23-03-2018

560 køer slap af med krybestrøm

Ét jordspyd i tørt sand viste sig at være lige i underkanten i Jacob Stensigs 6.000 m2 store stald. Det tog tre dage med elektrikere i stalden at løse problemet.


Jacob Stensig vil fremover få stalden tjekket rutinemæssigt for uønsket strøm.

Mælkeproducent Jacob Stensig ved Holstebro oplevede i efteråret problemer i sin stald med 560 køer og otte malkerobotter. Et stigende antal køer stod uroligt i robotterne og derudover var der påfaldende mange køer, der stod op i sengene og ikke ville lægge sig.

”I første omgang tænkte jeg ikke på krybestrøm, for der kunne ikke ses noget på køernes drikkeadfærd, og der var stadig søgning til malkerobotterne,” fortæller Jacob Stensig.

Da alle øvrige muligheder efterhånden var udtømte, valgte han alligevel at kontakte Jesper Sørensen fra Nørager El. Han brugte en formiddag på at gennemgå stalden, og efter han havde foretaget diverse målinger, slog han straks flere sikringsgrupper fra på eltavlen på grund af forstyrrelser.

”Det var noget udendørsbelysning, vi godt kunne undvære og ventilation, vi ikke havde brug for på den tid af året,” fortæller den vestjyske mælkeproducent.

Og effekten lod ikke vente på sig:

”Næsten med det samme var der væsentligt flere køer, der lå ned i sengebåsene, end vi var vant til. Normalt stod der 15-20 % op, når vi kom ud om morgenen, det faldt hurtigt til 5-8 %, og der kom en helt anden ro på i stalden,” fortæller Jacob Stensig.

Elektrikere i tre dage

Det viste sig, at den 6.000 m2 store stald fra 2008 kun var jordet med et enkelt jordspyd, placeret i tør sand lige under el-tavlen. Samtidig havde Jesper Sørensen målt strøm helt ud i malkerobotarmen, der sætter kopperne på yveret.

Et hold elektrikere brugte derfor tre dage på at etablere væsentligt flere jordspyd og både malkerobotterne, vakuumpumperne mv. er koblet direkte på jording nu, det hele var jordet i forvejen, forbindelserne var bare ikke gode nok. Derudover er stelforbindelsen på robotterne blevet optimeret, hvilket betyder, at de er kommet helt af med afspark i robotterne nu. Og også ydelsen har fået et hak opad.

”Nu skal man jo være forsigtig med at kigge isoleret på ydelse, for der kan jo også have været andre problemer inde over, men vi malker i hvert fald to kg mere pr. ko pr. dag i forhold til da, det stod værst til,” lyder det fra Jacob Stensig, der overtog bedriften i 2012.

Vil have rutinemæssige tjek

Den læring, som Jacob Stensig ifølge egne ord har taget med sig fra oplevelsen med krybestrøm er, at det nok er en faktor, man skal regne med i arbejdsgangene på bedriften.

”Jeg tror, det er noget, jeg vil have lavet rutinemæssige tjek af i fremtiden. Og kan man få gennemgået sådan et staldanlæg på ganske få timer, er det en lille ting i forhold til de problemer, det kan medføre. For det er godt nok voldsomt, hvad det kan betyde, især når man tænker på, at der ikke var tale om ret store mængder strøm herude,” lyder det fra Jacob Stensig.

Sidst bekræftet: 23-03-2018 Oprettet: 23-03-2018 Revideret: 23-03-2018

Forfatter

HusdyrInnovation
Kommunikationskonsulent

Lone Sylvest Søgaard

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Kvægnyt nr. 23 - 2019
Læs om: Sådan kan du hente store besparelser i malkestalden; Brug af kønssorteret sæd er en fordel ved forlænget laktation;...
13.12.19
Stil spørgsmål til kvægformanden og -direktøren
Kom til dialogmøde med Christian Lund og Ida Storm.
13.12.19
Kvægnyt nr. 22 - 2019
Læs om: Erfagruppe for udenlandske medarbejdere; Faste procedurer og arbejdsro forebygger antibiotikauheld m.m.
29.11.19
Ukrainsk begejstring over erfagruppe
Fem sjællandske mælkeproducenter samler deres ukrainske medarbejdere i en erfagruppe, der giver dem både netværk, glæde og ...
29.11.19
Undgå kalvediarré med ren mælk, ren boks og ren kalvepasser
Diarré giver kalven et livsvarigt knæk. Derfor bør hygiejnen prioriteres tårnhøjt hos såvel tyre- som kviekalve.
15.11.19