Minivådområder bliver ikke beskyttet natur

Med bekendtgørelsesændringen sikres det, at de minivådområdeprojekter, der gennemføres med tilskud fra Landbrugsstyrelsens minivådområdeordning, ikke kan vokse ind i en § 3 status. Minivådområdet kan derfor ikke få status som hverken kategori 1, 2, eller 3 natur i relation til husdyrgodkendelse.

Ændringerne kan ikke imødegå, at der i minivådområderne indfinder sig arter omfattet af artsfredning eller arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

Vi vurderer dog, at der er begrænset sandsynlighed for indvandring af bilag IV-arter, samt at indvandringen i sig selv ikke nødvendigvis sætter begrænsninger for udviklingen af husdyrbruget. En indvandring kan muligvis i særlige tilfælde begrænse eller besværliggøre muligheden for at genopdyrke arealet.

Ændringerne, der undtager minivådområderne, er gennemført ved at indføje en undtagelsesbestemmelse i naturtypebekendtgørelsen.
Der er således indføjet en ny § 3 i bekendtgørelsen, der lyder:

"§ 3. Søer, moser og lignende, heder, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og biologiske overdrev, der er dannet, fordi der på et areal efter aftale med en offentlig myndighed er etableret et minivådområde til fjernelse af næringsstoffer fra landbrugsjord, er undtaget fra bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 3, medmindre andet er bestemt i aftalen. Undtagelsen omfatter projektarealet, der er indtegnet i Internet Markkort (IMK) eller er afgrænset i overensstemmelse med et af en offentlig myndighed givet tilsagn om tilskud, dvs. anlægget med et omkringliggende areal. Undtagelsen gælder, indtil minivådområdet er nedlagt, hvorved forstås, at minivådområdet ikke længere er i drift, og at projektarealet er retableret med henblik på anvendelse til andet formål end minivådområde."

Der er således ikke tale om en udvidelse af 1 års reglens anvendelsesområde, men i stedet en undtagelse, der knyttes til projektarealernes fysiske karakter.
Se den samlede ændrede bekendtgørelse

Miljø- og Fødevareministeriet har i høringsnotatet bemærket, at bestemmelsen netop tager sigte på at løse den udfordring, der består i, at et minivådområde efter omstændighederne kan udvikle en sådan naturtilstand, at området uden en sådan undtagelse, ville vokse ind i beskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3 og evt. blive omfattet af husdyrlovens kategori 3 natur.

Begrundelsen for., at der ikke gælder en 1 års frist er bl.a., at en genopdyrkning kan forudsætte en myndighedsbehandling, typisk efter vandløbsloven, som kan være en tidskrævende proces, som ikke vil kunne holdes inden for en etårig ramme.

Ændringerne af naturtypebekendtgørelsen kan ikke imødegå, at der i minivådområderne indfinder sig arter omfattet af artsfredning eller arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Det betyder, at der forsat kan være en bekymring for, om minivådområdet alligevel kan blive omfattet af restriktioner af betydning for landbruget.

En række danske arter af planter og dyr, er i EU vurderet som særligt sårbare og truede. Arterne fremgår af EU’s Habitatdirektiv bilag IV og kaldes derfor i daglig tale bilag IV-arter. Arterne er omfattet af en streng beskyttelse. Bilag IV-arterne må ikke slås ihjel og der er forbud mod forstyrrelse eller ødelæggelse af deres yngle- og rasteområde, hvis det har konsekvenser for arten i dens udbredelsesområde. For planter gælder, at de ikke må beskæres eller graves op eller i øvrigt ødelægges.

Mange arter er desuden beskyttet i kraft af, at de lever i beskyttede naturtyper. Det skal dog understreges, at de enkelte arter er beskyttede, uanset hvor de findes og altså også i minivådområder selvom disse undtages fra naturbeskyttelse.

Bekymringerne går primært på om indvandring af bilag IV-arter vil føre til vilkår for den tilladte ammoniakdeposition på minivådområdet i forbindelse med miljøgodkendelse/tilladelse af husdyrbrug.
Vi ser herunder nærmere på bestemmelserne og vurderer på den baggrund, hvilket grundlag, der er for bekymringerne og om de kan imødegås?

Husdyrgodkendelse

Myndighederne må, i medfør af habitatdirektivet og habitatbekendtgørelsen, ikke give tilladelser eller godkendelser, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Derfor skal kommunerne også vurdere om en udvidelse af et husdyrbrug, kan have miljøvirkninger, der forstyrrer eller ødelægger bilag IV-artens yngle- og rasteområde, i en sådan grad at det har konsekvenser for arten i dens naturlige udbredelsesområde, eller ødelægge beskyttede plantearter i alle livsstadier.

Ved udvidelser af husdyrbrug, er der bekymring for at en forøget ammoniakfordampning eller anvendelse af husdyrgødning kan føre til næringsberigelse af tilstødende naturarealer/artslevesteder og at dette kan føre til forringelser af raste- og yngleområderne for bilag IV-arter.

Bestemmelserne omkring bilag IV-arterne rummer ikke et særligt forsigtighedsprincip, men medfører at der skal være en påviselig sammenhæng mellem et ansøgt projekt og den angivelige forringelse af raste- og yngleområdet (Kamby, 2011). For merbelastning, som påvirker raste- og yngleområder, der også modtager næringsstofbidrag fra mange forskellige diffuse kilder, vil det ofte være vanskeligt at godtgøre en egentlig årsagssammenhæng mellem en Husdyrbrugsudvidelse og en potentiel forringelse af et raste- og yngleområde (Kamby, 2011) (Kammeradvokaten, 2014).

Af den gamle husdyrvejledning fremgik det:
” Det er en forudsætning for vilkårsstillelse eller afslag, at der kan påvises en direkte sammenhæng mellem projektet og påvirkningen af den pågældende arts yngle- og rasteområde. Diffus forurening vil som hovedregel ikke have en sådan direkte sammenhæng. Udenfor en afstand på 300 m fra en ammoniak-udledning fra et husdyrbrug vil en påvirkning fra punktkilden som nævnt som hovedregel ikke kunne adskilles fra den diffuse forurening.”

Det er indarbejdet i nugældende husdyrgodkendelsesbekendtgørelses § 36, stk. 5 at Kommunalbestyrelsen ved vurderingen af, om der skal stilles krav til den maksimale deposition af ammoniak, skal inddrage kvælstofbidrag til området fra andre kilder, herunder om der er tale om et minivådområde eller et vådområde, som er udlagt med henblik på kvælstoffjernelse fra landbrugsjord, jf. BEK nr. 1021 af 06/07/2018.

Ydermere er minivådområderne et miljøvirkemiddel, der har til formål at opsamle og fjerne næringsstoffer fra drænvandet inden det ledes ud i vandmiljøet. Derfor er minivådområderne ikke ammoniakfølsomme, men næringsrige, og de arter, der indfinder sig i områderne er tilpasset/tilvænnet sådanne forhold, se også Vejledning til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen kap. 13.
Økosystemerne i minivådområderne må forventes oftest at være næringsmættede og produktionen (plante- og algevækst) være begrænset af andre faktorer, som lystilgængelighed, vanddybde osv. Merbelastning med luftbåren kvælstof (ammoniak) vil derfor sædvanligvis ikke ændre ved produktiviteten og dermed heller ikke ved lokalitetens betydning for områdets kvalitet som yngle- og rasteområde. Derfor må det forventes, at der ikke vil blive stillet vilkår for ammoniakdepositionen på minivådområderne, selvom der indfinder sig en bilag IV-art.

Genopdyrkning

Der kan være situationer, hvor det kan blive vanskeligt at opnå tilladelse til at nedlægge minivådområdet og opdyrke eller bebygge arealet. Dog kun, hvis kommunen vurderer at lokaliteten er væsentlig for arten i dens naturlige udbredelsesområde. Myndighederne skal nemlig vurdere virkningen på, raste- og yngleområdets økologiske funktionalitet og ikke en konkret lokalitet forstået snævert som f.eks. et bestemt vandhul.

"Et yngle- eller rasteområde forstås som en samling af lokaliteter, hvor en bestand af en art yngler eller raster, og ikke som hver enkelt lokalitet eller forekomst, medmindre der ikke er økologisk sammenhæng med andre lokaliteter eller forekomster. Ofte vil de enkelte lokaliteter i et sådant »netværk« af lokaliteter, der udgør et yngle- eller rasteområde, indbyrdes supplere hinanden i at opretholde bestande.” (Kammeradvokaten, 2014).

Det skal således afgøres om der er tale en potentiel forringelse af et område, der er nødvendig for bestanden af den pågældende art. Vandre- og fourageringsområder er ikke omfattet af bestemmelserne (Kamby, 2011).
 
I forbindelse med driftsændringer, der ikke kræver tilladelser, godkendelser m.m. efter anden lovgivning, er det lodsejerens eget ansvar at sikre sig, at driftsændringen ikke skader bilag IV-arters yngle- og rasteområder. Det gælder også selvom myndighederne ikke har oplyst lodsejeren om, at der er konkrete forekomster af bilag IV-arter i området.

Læs også:

• Landbrugsdrift og beskyttelse af særlige arters yngle- og rasteområder (pdf)
• Beskyttelse af dyre- og plantearter (pdf)

Arter, der er sårbare og truede, er det ofte fordi de stiller specifikke krav til deres leve-/voksesteder og disse specifikke forhold ikke er almindelige i naturen. Mange af bilag IV-arterne har således en relativt begrænset, velkendt udbredelse.

Sandsynligheden for at minivådområderne, der må forventes fortrinsvis at huse ret almindelig næringsrig natur, bliver koloniseret af bilag IV-arter, må forventes at være begrænset og størst for de arter, der har behov for fersk vand til at yngle og raste og i egne, hvor sådanne arter allerede forekommer.

Nogle få arter er mere udbredte og lokalt almindelige i Danmark. Det gælder f.eks. stor vandsalamander, spidssnudet frø, forskellige flagermusarter og odder.
Men selvom der er en større sandsynlighed for, at der indfinder sig en af disse mere udbredte arter bilag IV-art i et minivådområde, vil den enkelte lokalitet (minivådområdet) således også sjældent være strengt nødvendig for bestanden af arter, som har mindre specifikke krav til levestederne og større yngle- og rasteområder.

Finde udbredelseskort over kendte forekomster af bilag IV-arterne, samt viden om kravene til deres yngle- og rasteområder:

• Forekomst via Danmarks Naturdata
• Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV (pdf) – til brug i administration og planlægning

Bemærk, at en lokalitet som regelmæssigt anvendes af arten, kan betragtes som en del af et raste- og yngleområde, selvom der kan gå halve eller hele år mellem, at arten benytter lokaliteten. Spontane og tilfældige forekomster af arter i områder, der ikke regelmæssigt udnyttes af arten, f.eks. strejfere af bilag IV-arter fra andre lande, er omvendt ikke beskyttede.

Det kan ikke udelukkes, at det i egne med forekomst af mere sjældne bilag IV-arter, i helt særlige tilfælde kan ske, at en sådan art anvender minivådområdet som en del af raste- og yngleområdet og at kommunen derfor vurderer at der f.eks. ved nedlæggelse af området kan ske forringelse af et raste- og yngleområde, der er nødvendig for bestanden af den pågældende art.

Skulle dette ske, rummer lovgivningen dog en mulighed for alligevel at få miljøgodkendelse eller tilladelse til nedlæggelse af minivådområdet, hvis skaden på yngle- og rasteområdet kan afværges ved at etablere erstatningsbiotoper.

En skade på et levested et sted i et netværk af lokaliteter i yngle- og rasteområdet kan muligvis afværges ved at fremme kvaliteten eller udstrækningen af levestederne andetsteds i netværket.
Det kan eksempelvis accepteres at nedlægge et vandhul/minivådområde, hvis der indenfor bestandens netværk etableres en eller flere nye vandhuller eller andre naturtyper, som samlet set sikrer, at den økologiske funktionalitet af den lokale bestands yngle- og rasteområde opretholdes på samme niveau som før nedlæggelsen.

Læs mere om afværgeforanstaltninger og se konkrete eksempler på dette: 

• Habitatvejledning (pdf)
• Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV (pdf) – til brug i administration og planlægning

Teoretisk set kan en beskyttet planteart flyttes til et andet område uden at blive beskadiget.

Vejledningerne til husdyrloven og de tilhørende bekendtgørelser rummer aktuelt ingen anvisninger til, hvordan forholdet omkring bilag IV arter kan/skal vurderes. Vurderingen vil være individuel og konkret for den enkelte sag og vi har ingen kendskab til afgørelser om minivådområder og kun et par enkelte på husdyrområdet, der kan synliggøre, hvilken praksis vi kan forvente på området. Derfor må vi tage forbehold for, at der kan komme tvister om administrationen af bestemmelserne.

Med den nye husdyrlov, er det nu ansøger, der i første omgang skal beskrive og vurdere det ansøgtes væsentlige direkte og indirekte virkninger i forhold til bl.a. bilag IV-arter. Det er derfor vigtigt at landmanden og hans rådgiver sætter sig ind i bestemmelserne og den faglige viden om arterne således, at der kan argumenteres og vurderes præcist på om det er muligt at godtgøre at der ikke vil ske skade af en bilag IV-arts yngle- og rasteområde evt. om det er muligt vha. afværgeforanstaltninger, at undgå skade.

Vi vurderer dog, at der er begrænset sandsynlighed for indvandring af bilag IV-arter, samt at indvandringen i sig selv ikke nødvendigvis sætter begrænsninger for udviklingen af husdyrbruget.
En indvandring kan muligvis i særlige tilfælde begrænse eller besværliggøre muligheden for at genopdyrke arealet. Dette vil kommunen tage stilling til, hvis opdyrkningen forudsætter en tilladelse efter vandløbsloven, en landzonetilladelse eller hvad der konkret vil være nødvendigt for den ønskede ændring af arealet.

Forfattere: Specialkonsulent Winnie Heltborg og specialkonsulent Frank Bondgaard, SEGES Innovation