Bliver vådområdet ammoniakfølsomt?
Det er en betingelse for tilsagn til kvælstofvådområder, at projektet bidrager til at reducere kvælstofbelastningen fra et eller flere delvandoplande, hvor der vurderes at være et indsatsbehov for at nedbringe kvælstofbelastningen.
Projektet skal bidrage til, at reduktionen af kvælstofbelastningen fra hovedvandoplandet samlet udgør mindst 90 kg kvælstof pr. ha pr. år. Jf. BEK nr. 2015 af 02/03/2017 § 3 nr. 1) og 5. Det er således tale om vådområder, der modtager et væsentligt årligt kvælstofbidrag. Selvom en del af den kvælstof, i overensstemmelse med formålet, frigives igen ved denitrifikation, vil de arealer, der påvirkes af en fortsat gennemstrømning eller oversvømmelse af næringsrigt overfladevand i forvejen være præget af kvælstoftålende arter og naturtyper.
Den natur, der indfinder sig i vådområder, der udlægges som virkemidler med det formål at modtage og fjerne kvælstof fra landbrugsarealer vil således være tilpasset et næringsrigt miljø. Naturen vil dermed ikke blive påvirket væsentligt af de mængder næringsstoffer, som evt. tilføres via luften fra en nærliggende stald eller lignende i form af ammoniak.
Vådområderne er derfor ikke og kan heller ikke udvikle sig til at blive ammoniakfølsomme naturområder, så længe de opfylder formålet og fortsat gennemstrømmes af næringsrigt overfladevand, se også Husdyrvejledningen (under udarbejdelse).
Anmeldeordninger efter husdyrloven
Hvis et vådområde bliver til mose og med tiden omfattes af husdyrlovens kategori 3, kan det få betydning for enkelte af husdyrgodkendelovens anmeldeordninger. Ved anmeldeordningerne er der ikke et krav om konkret vurdering af ammoniakfølsomhed, og bestemmelserne gælder alene i kraft af registreringer som § 3 beskyttet mose. Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen er pt. i høring og reglerne kan blive ændret!
Konsekvenser i forhold til husdyrgødningsbekendtgørelsen
Opstår der ved anlæggelsen af et vådområdeprojekt en egentlig sø (over 100 m2), er der en række generelle regler i husdyrgødningsbekendtgørelsen om f.eks. afstandskrav for nye gyllebeholdere, der kan blive relevante. Hvis vådområdeprojektet medfører en sø, er det derfor vigtigt at orientere sig nærmere om disse generelle regler.
Forfatter: Specialkonsulent Winnie Heltborg, SEGES Innovation