Økologiske landsforsøg

Økologi, Planter

Økologiske Landsforsøg 2021

Følg med i hvad der kan opleves i marken hen over vækstsæsonen. Artiklen bliver løbende opdateret med information om arrangementer og nyt fra de økologiske landsforsøg og andre aktiviteter i marken.

Arrangementer i 2021

Der blev i 2021 afhold nedenstående arrangementer:

  • 14. juni 2021 – Markvandring i Odder
  • 22. juni 2021 – Sommermarkvandring i Lemvig
  • 22. juni 2021 – Markvandring i Holeby
  • 24. juni 2021 – Store Lupindag 2 i Bredebro
  • 30. juni 2021 – Markvandring i Sønderjylland

Nyt fra de økologiske landsforsøg

  • SEGES Økologi Innovation laver markforsøg, hvor vi måler lattergasudledning ved forskellige nedmuldningsstrategier i kløvergræs. Lars, den økologiske planteavler, som driver det areal, hvor forsøget er placeret, har efter nedmuldning af kløvergræs sået vårsæd, og nu skal det blive spændende at se, om afpudsning eller nedfræsning af kløvergræs inden pløjning giver en hurtigere frigivelse af kvælstof til kornet og dermed måske også en større emission af lattergas til atmosfæren.

    Teknologisk Institut udfører lattergasmålingerne i forsøgene, og i de kommende år bliver netop lattergasudslip fra landbrugsarealer et stort fokus i forsøget på at reducere landbrugets klimaaftryk betragteligt.

    Billede 1

    Foto: Casper Laursen, SEGES Økologi Innovation.

  • Stribedyrkning, bestående af striber med 3-5 forskellige afgrøder sået i 3-12 m bredde i marken, har vist sig at have flere positive effekter i udenlandske forsøg. For eksempel har dette system i Holland resulteret i: 

    • øget biodiversitet både under- og over jorden
    • mere robuste afgrøder
    • øget jordfrugtbarhed
    • lavere skadedyrs- og sygdomstryk
    • mindre jorderosion   

    Vi afprøver stribedyrkning for at undersøge, om vi kan se samme positive effekter af systemet under danske forhold. 

    Sædskifte og jordbearbejdning

    Billede 2

    3 forskellige sædskifter er udlagt i 6 gentagelser med striber á 3 og 6 meters bredde i stribesystemet hos Nordic Beet Research i Holeby. Så hver afgrøde har en eller flere forskellige naboafgrøder. På den måde kan vi se, hvordan afgrøderne virker på hinanden. Fotograf: Trine Schwennesen.

    Sædskifterne består af sukkerroer, hestebønner, vårbyg, vinterhvede, havre, ærter, kløvergræs og quinoa. Afgrøderne er valgt ud fra lokale erfaringer og traditioner, samt et ønske om at indarbejde flere afgrøder til konsum. 

    Til jordbearbejdning anvendes Robotti fra AgroIntelli, som har en arbejdsbredde på 3 meter. Den første rad-rensning er i gang, og det bliver spændende at se, hvordan afgrøderne udvikler sig gennem sæsonen.

    Billede 3

    Sven Hermansen og Trine Schwennesen fra SEGES Økologi Innovation har været ude for at undersøge, hvordan etableringen af den ene platform i det nye stribedyrkningsprojekt StripCrop ser ud i det kolde forår. Fotograf: Trine Schwennesen.

Find placeringen af de økologiske landsforsøg

I videoen her forklarer Inger, hvordan du let finder placeringen af årets forsøg, så du selv kan køre ud og besøge de forsøg, som du finder interessant.

Beskrivelser af forsøgene

Næringsstofforsøg

I de økologiske næringsstofforsøg undersøger vi alternative gødskningsstrategier i vårsæd, som kan sikre en god og tidlig etablering uden strukturskade fra tunge køretøjer. Vi har også fokus på gødningsstrategier i vinterraps.

Forsøgene gør os klogere på:

  • Fordelen ved at tildele startgødning ved såning i vårsæd, og færdiggødske når afgrøden er kommet op
  • Værdien af at bruge en gødet eller ugødet efterafgrøde som startgødning
  • Startgødningens effekt på en evt. undersået efterafgrøde
  • Gødningsstrategier i vinterraps: gylle og svovlgødninger

Projekter: Økologiske markforsøg til udvikling af økologien, Anvendt teknologi til økologisk planteavl
Kontaktperson: Lars Egelund Olsen 

Næringsstofforsøg

Foto: Casper Laursen, SEGES Økologi Innovation

Bælgsædsforsøg

Der skabes ny viden om dyrkning af bælgplanter til plantebaserede fødevarer, vi har valgt at fokusere på seks arter:

  • Ærter, her indgår forskellige typer og sorter af ærter i forsøgene (grøn, gul, marrowfat, maple og small blue)
  • Hestebønne, er afprøves sorter med fokus på protein og indhold at ikke ønskede stoffer. 
  • Lupiner, her indgår både smalbladede og hvide lupin og for begge er der både forgrenede og uforgrenede sorter med i forsøgene. Der er fokus på sorter med lavt indhold af alkaloider.
  • Linser, betydning af såtid og ukrudtskonkurrence i brun (Anicia), grøn (Flora) og rød linse (Rosana).
  • Kikært, betydningen af udsædsmængde i sorterne CDC Orion og Elmo. 

Projekt: Konkurrencedygtig og markedsbaseret produktion af afgrøder til fødevarer
Kontaktperson: Inger Bertelsen 

Bælgsædsforsøg

Foto: Inger Bertelsen, SEGES Økologi Innovation

Korn- og rapsforsøg

Der er igen i år mulighed for at se en række kornarter og sorter i økologiske forsøg. 
Du kan se sortsforsøg i vårbyg og havre. Herudover er der forsøg i havre, hvor vi undersøger, i hvilket omfang sortsvalg og gødningstildeling påvirker mængden af essentielle aminosyrer i afskallet havre. 

I både vårsæd og vintersæd er der forsøg med hvede, triticale og rug, hvor vi undersøger indholdet af naturligt fytase i en række sorter. Essentielle aminosyrer og naturligt forekommende fytase er vigtige i forbindelse med fodring, det kan du komme og høre mere om på en af vores markvandringer. 
I raps undersøger vi bl.a. om samsåning af vinterraps og bælgplanter kan øge kvælstofforsyningen, udbyttet og kvalitet, samt reducere skadedyrsangreb. Derudover undersøges næringsstofforsyningen i vinterraps med husdyrgødning og svovl. 

Webinar om fordele og ulemper ved økologisk vårsæd sået om efteråret

Projekter: Optimal udnyttelse af naturlig fytaseaktivitet i foderkorn, Afskallet havre med aminosyrer til fjerkræ og svin, Økologiske markforsøg til udvikling af økologien
Kontaktpersoner: Tove Mariegaard Pedersen – korn og Inger Bertelsen – bælgplanter i raps.

Korn- og rapsforsøg

Foto: Tove Mariegaard Pedersen, SEGES Økologi Innovation

Grovfoderforsøg

I majsforsøgene er der fokus på at få en tidlig vækst så majsplanterne får et forspring frem for ukrudtet og udnytter næringsstofferne bedre. Der er to forsøgsserier om dette:

  • I den ene ser vi på effekten af at placere gyllen under majsrækken i stedet for almindelig nedfældning, dette sker ved to gødningsniveauer og sammenlignes med ugødet
  • I den anden forsøgsserie primer vi majsfrøene ved at lægge dem i blød lige inden såning, med det formål at de spirer hurtigere. Samtidig er der tre sorter med forskellig tidlighed med i forsøgene. De to foregående års forsøg har ikke vist en effekt af priming

Projekt: Økologiske markforsøg til udvikling af økologien
Kontaktperson: Inger Bertelsen

Grovfoderforsøg

Foto: Inger Bertelsen, SEGES Økologi Innovation

Maskindemo

I samarbejde med forhandlere af kamera- og gps-styrede radrensere, planlægger vi at lave markkant-demoer af de fabrikater, der er på markedet i Danmark.
Derved kan vi demonstrere den nyeste teknologi i sit rette element, hos den landmand der ejer maskinen, med bistand fra forhandleren.

Det bliver små arrangementer, som fastlægges med kort varsel. Når vi har de grundlæggende aftaler på plads, bliver de annonceret, så man kan tilmelde sig og få besked om den endelige aftale på sms eller mail.

Projekt: Anvendt teknologi til økologisk planteavl
Kontaktperson: Sven Hermansen  

Maskindemo

Foto: Sven Hermansen, SEGES Økologi Innovation

Stribedyrkningsforsøg

Stribedyrkning er dyrkning af forskellige afgrøder i smalle striber ved siden af hinanden.
Formålet er at bruge diversiteten af afgrøder til at styrke den enkelte afgrøde imod angreb af sygdomme og skadedyr.

I samarbejde med AU, KU, Nordic Beet Research og AgroIntelli, er der lavet avancerede forsøgsopstillinger til afprøvning af systemerne og måling af effekter.
Adgang til markrobotter er med til at gøre det muligt at reducere arbejdsbredden og køre i mere komplicerede systemer med 4-6 afgrøder på samme mark.
Vi planlægger besøg i forsøgene på Lolland og ved Ringkøbing i løbet af sommeren.

Projekt: Stribedyrkning i økologisk planteavl
Kontaktperson: Sven Hermansen