Oprettet: 15-11-2019

Hegn til frilandssvin

Ved hold af økologiske grise, og andre grise på friland, er det landmandens ansvar at holde dyrene indhegnet. I artiklen her kan du læse mere om omfangshegn, inderhegn og kravene til hegning af grise på friland.

De arealer, der bruges til hold af grise på friland, skal hegnes af to typer hegn - et omfangshegn og et inderhegn.

Et omfangshegn har 2 formål

  • 1.at hindre at uvedkommende får adgang til besætningsområdet (både dyr og mennesker)
    a. Hegnet bør indrettes, så rovdyr som f.eks. ræve hindres adgang til foldene
    b. Ved at opsætte et haretæt vildthegn med små masker forneden kan man undgå smitte med brucellolose fra hare
  • 2.at sikre, at grisene fortsat er indhegnede, selv hvis de slipper ud af inderhegnet

Inderhegnet har 1 formål

  • 1.at opdele arealet i mindre folde, f.eks. individuelle farefolde eller drægtighedsfolde, hvor søerne er sorteret efter f.eks. huld, alder, tidspunkt i cyklus eller andre kriterier

Hold søer og evt. smågrise adskilt med inderhegnet

Det inderste hegn bruges til opdeling af folde og skal bestå af mindst 1 strømførende tråd. Nogle producenter vælger at opsætte 2 tråde, fordi det giver mulighed for at holde smågrise fra forskellige kuld adskilt.

Kraftig vegetation omkring – og under tråden vil kunne aflede strømmen i fugtige perioder, ligesom det vil gøre det svært for grisene at se tråden. Vegetationen omkring inderhegnet bør derfor slås, inden soen sættes ind i.

Hegnet kan indrettes, så en traktor kan køre over tråden uden, at man skal fjerne hegn hver gang. Det kan lade sig gøre, idet tråden kan give sig ved hjælp af et håndtag med fjeder i begge ender af tråden / ledet. Nylontråd frem for ståltråd kan gøre management af inderhegnet lettere.

Tip: Kør skråt indover hegnet, så undgås det, at køretøjet hænger fast i tråden.

Rævesikret omfangshegn

Det yderste hegn bør indrettes, så rovdyr (ræve) hindres adgang til foldene. Det anbefales at opsætte 7 tråde, hvor hver anden tråd danner jordforbindelse.

Erfaringen har vist, at når rævene først har lært at komme ind i faremarken, er de svære at holde ude. Hegnet skal derfor altid være intakt. Gør det til en vane at efterse hegnet, inden et nyt farehold sættes i folden – hver gang! Sørg for, at der altid er tilstrækkelig spænding på hegnet (over 3.000 volt). Det anbefales at anvende en kraftig spændingsgiver, med en god afsvidende effekt på græs. Den nederste strømførende tråd vil ellers ofte gro til i græs.

Vær opmærksom på, at et kuperet terræn kræver flere pæle for at sikre, at hegnet følger terrænet, så der ikke er passagehuller under hegnet.

Der kan opsættes et haretæt vildthegn med store masker foroven og små masker forneden for at undgå brucellolose fra harer. Øverst på vildthegnet placeres en eltråd. Vildthegnet kan kombineres med en eltråd, der er placeret uden for hegnet i en afstand af 20 cm fra vildthegnet og 10 - 15 cm over jorden. Vildthegnet kan også monteres så lavt, at de nederste 20 - 30 cm ligger vandret ud på jordoverfladen.

Regler for hegn til grise på friland

Hegnet skal være opført på 1 af følgende måder og bestå af:

  • 1.et indre og et ydre hegn, der er placeret mindst 5 m fra hinanden, eller
  • 2.et (ydre) hegn, hvor der direkte på hegnet er påført mindst 3 strømførende tråde med alarm, der udløses, hvis spændingen falder i de strømførende tråde, som er permanent aktiveret, eller
  • 3.et hegn der er godkendt af Fødevarestyrelsen efter ansøgning, hvor sikringsniveauet svarer til punkt 1 eller 2 herover.

Grisene må ikke kunne slippe ud, og der må derfor ikke være huller eller skader på hegnet. Adgangsveje til indhegningen skal holdes lukkede. Holder du vildsvin skal hegnet være minimum 1,5 m højt.

Der skal være skilte på indhegningen som tydeligt viser, at fodring af dyrene er forbudt, og at der er adgang forbudt for uvedkommende.

 

Bestil dine skilte til hegnet her

Du kan bestille skilte til dine hegn hos SEGES Svineproduktion.

Læs mere om regler for hegning i den opdaterede bekendtgørelse om hold af svin på friland.

 

Sidst bekræftet: 25-11-2019 Oprettet: 15-11-2019 Revideret: 15-11-2019

Kontakt

Landskonsulent

Tove Serup

Økologi Innovation


Forfatter

Økologi Innovation