Økonomi og ledelse

Billig skat ved fri bolig til forældre

Børn, der stiller en bolig til rådighed for forældre m.fl. i tilknytning til egen bolig er omfattet af særlige, gunstige skatteregler

Hvis børn gerne vil lade mor og far bo billigt eller gratis i en bolig i tilknytning til egen bolig, kan det ske, uden at barnet skal beskattes dyrt af en ”fiktiv husleje”. Barnet skal derimod betale ejendomsværdiskat på samme måde, som hvis barnet selv boede i boligen.

Hvis forældrene betaler husleje, skal barnet ”kun” beskattes af den del af lejebetalingen, der overstiger 250 pct. af ejendomsværdiskatten.

Ud over mor og far gælder reglen også, når boligen stilles til rådighed for svigerforældre eller egne eller ægtefællens stedforældre eller bedsteforældre. Det er en forudsætning, at mindst en af forældrene er førtidspensionist, efterlønsmodtager, fleksydelsesmodtager eller har nået folkepensionistalderen. 

Det er ydermere et krav, at boligen findes i tilknytning til barnets bolig.

Hvornår bor forældrene for langt væk?

Landsskatteretten har lige taget stilling til denne bestemmelse om afstand. I sagen var der tale om boliger på landet. Forældrene boede på en landbrugsejendom, som sønnen ejede. Sønnen var entreprenør og boede ca. 1,3 km derfra. Imellem de to ejendomme var der 7 huse. Landsskatteretten fandt desværre, at afstanden var for stor til, at den særlige skatteregel kunne bruges. I en sag fra år 2000 accepterede Landsskatteretten, at 750 meter i afstand levede op til kravet om, at forældrenes bolig lå ”i tilknytning til” barnets bolig.

Fri bolig kontra markedsleje

Konsekvensen af, at særreglen ikke kan anvendes er, at barnet ikke skal betale ejendomsværdiskat, men i stedet skal beskattes af markedslejen, altså en fiktiv husleje svarende til, hvad 3. mand vil betale for at leje huset.

Når en ejer bliver beskattet af en værdi, der svarer til markedslejen, vil ejeren dog samtidig kunne fratrække driftsudgifter og udgifter til vedligeholdelse af ejendommen. Skat kan dog være af en anden mening på dette punkt.

Kontakt din rådgiver

Snak gerne med din økonomikonsulent om, hvordan du opnår en skattemæssigt god løsning.  

Et eksempel på, hvad det koster barnet i skat at give forældrene fri bolig: 

Barnets skat
Markedsleje 5.000 kr. mdr. x 12 måneder x 40% skat 24.000 kr.
Ejendomsværdiskat 1% af ejendomsvurderingen f.eks. 1.000.000 kr. 10.000 kr.

Vil du vide mere?