Feedback Form

Dyrkningsvejledning | Riis 

Oprettet: 06-09-2004
Revideret: 27-10-2004

Asclepias L.

Asclepias L.

Asclepiadaceae

Dansk: Silkeplante, Ravsilkeplante (A. curassavica), Rosensilkeplante (A. incarnata), Kæmpesilkeplante (A. syriaca), Orangesilkeplante (A. tuberosa)

Synonymer: Hoya

Slægten omfatter ca. 150 arter i hovedsagelig Mexico og Nordamerika. Det er vedvarende oprette eller flerstænglede urter med modsatte, kransstillede eller sjældnere spredte oftest sommergrønne blade. Blomsten hvid, rosa, orangegul, rød eller grønlig med hjulformet, senere tilbagekrummet, dybt femspaltet krone og bikrone. Blomsterstanden en mangeblomstrende skærmagtig gaffelkvast. Mælkesaft.

A. curassavica fra Mexico og tropiske egne af Sydamerika er en ved grunden træagtig vedvarende 40 - 70 cm høj mer eller mindre grenet, opret halvbusk med modsatte, lancetformede, 8 – 12 cm lange, kortstilkede på overfladen mørkegrønne, på undersiden blåliggrønne blade. Blomsterne med skarlagenrød krone og mørkorange bikrone i oprette skærme med 5 – 10 blomster. Naturlig blomstring juni – september. Som middelstor blomstrende potteplante. Også som snitkultur.


KULTUR

Formering generativ ved udsæd februar – juni. Spiring på 2 – 4 uger ved 18 – 20°C og 85 – 90% RH. Lysintensitet 5 – 20 klux i starten uden stærk direkte sol. Vegetativ ved topstiklinger, roddannelse på 2 – 3 uger ved 20 – 22°C., 90 – 95% RH, 10 – 20 klux og 12 – 14 timers daglængde. Formeringsmediets pH 6,0 –6,3, calciumniveau 200 – 220 og omsætningsgrad ikke under 100.

Dyrkning ved 30 – 50 klux (fuld sol), 14 – 16 timers daglængde og 16 – 18°C. (vinter 14 – 16°C.) med lidt højere nat- end dagtemperatur. RH 75 – 80% og middel luftcirkulation (0,4 – 0,6 m/sek.). Jævnlig vanding. Ernæringsniveau og N:P:K:Ca:Mg 160:20:200:110:25. Ammoniumkoncentration 0 – 15%. Voksemediets pH 6,0 – 6,3, calciumniveau 200 – 250, omsætningsgrad ikke over 120 og lertilsætning.

Vækstregulering ved 1 eller flere knibninger og eventuelt kemisk/klimatisk til kompakte planter.

Blomsterdannelse ved høj lysintensitet, temperatur >22°C. og lang dag. Blomstring efter et ½ år ved såning januar – februar. Overvintring ved 12 – 14°C., drivning ved 16 – 18°C, 15 – 20 klux og 14 – 16 timers daglængde. Blomstring forår.

Skadevoldere: Fusarium, spindemider, skjoldlus. Tynde grene og svag blomstring ved lav ernæringstilstand.


 

Kemiske midlers virkning påvirkes bl.a. af temperatur, sol, fugtighed og eventuel blanding med andre midler, samt anvendt mængde og afmålt koncentration. Da GartneriRådgivningen ikke har indflydelse på ovenstående forhold, og erfaring viser stor variation i sortsfølsomhed, ydes ikke garanti for virkning, eller påtages noget ansvar for eventuel skade på kulturplanter.
   
Sidst bekræftet: 26-10-2016 Oprettet: 06-09-2004 Revideret: 27-10-2004

Forfatter

GartneriRådgivningen
Planteavlskonsulent

Anne Krogh Larsen

Administration


Af samme forfatter