Feedback Form

Dyrkningsvejledning | Riis 

Oprettet: 06-09-2004
Revideret: 27-10-2004

Asplenium L.

Asplenium L.

Aspleniaceae

Dansk: Fugleredebregne (A. nidus), Gulerodsbregne (A. bulbiferum) , Radeløv, Hjortetunge (A. (Phyllitis) scolopendrium).

Synonymer: Phyllitis

Slægten omfatter ca. 700 arter hjemmehørende i såvel tempererede som tropiske områder. Også arter hårdføre i Danmark. Det er bregner med helrandede eller snitdelte blade siddende i roset på kort stængelstykke. Farven er lys grøn hos yngre, mørkere hos udvoksede blade. Nogle arter epifytiske.

A. antiquum fra Japan og Taiwan har rosetstillede, smalle, lancetformede, tynde læderagtige, friskgrønne blade med rødlig midterribbe og bølget kant.

A. bulbiferum fra Australien og New Zealand har fjersnitdelte, overhængende op til 50 cm lange blade. På overfladen af bladene dannes småplanter. Som stor grøn potteplante på kølige steder.

A. nidus fra Polynesien og Australien har skinnende, grønne, bredt lancetformede, tynde, læderagtige, helrandede, rosetstillede blade med sort midterribbe og bølget rand. Hjertet er med sorte skæl. Som mindre til middelstor grøn potteplante.

A. scolopendrium (Phyllitis s.) fra Middelhavsområdet, Lilleasien, Mexico og USA er en flerårig opret urt med kort opret rhizom, der som basis af bladstilkene er skællet. Bladstilkene korte, samlet i tæt bundt. Bladene 4 cm brede, ca. 40 cm lange, tungeformede, helrandede, ofte noget bølgede, øverst tilspidset, nederst hjerteformet, glinsende grønne og læderagtige. På bagsiden af bladene sporehushobe (juli – august) langs ribberne. Flere typer/sorter med variation i vækst og bladform. Tåler let frost. Som middelstor grøn potteplante.

A. dausifolium fra tropisk Afrika har op til 50 - 60 cm lange, fjersnitdelte blade med småplanter langs bladranden.


KULTUR

Formering generativt ved spore eller vegetativt ved roddeling, småplanter fra plantebærende arter eller cellekultur. Spiring på 2 - 4 uger ved 20 - 22°C, 5 - 10 klux uden direkte sol, 10 - 14 timers daglængde, 95 - 100% RH. Ingen vanding fra oven før efter spiring. Formeringsmediets pH 5,7 - 6,0, calciumniveau 180 - 200, omsætningsgrad ikke over 110, findelt eventuelt med sand. 1. prikling efter ca. 4 uger.

Dyrkning ved 10 - 30 klux uden direkte sol, daglængde 12 - 16 timer, 18 - 20°C med lidt højere nat- end dagtemperatur. RH 70 - 80% og luftcirkulation god til middel (0,5 - 0,7 m/sek.). Hyppig vanding. Ernæringsniveau og N:P:K:Ca:Mg 130:20:200:15. Ammoniumkoncentration 5 - 15%. Voksemediets pH 5,7 - 6,0, calciumniveau 180 - 220, omsætningsgrad ikke over 120.

Vækstretardering ikke aktuel.

Skadevoldere: Fusarium, bladnematoder, bladlus, skjoldlus, snegle. Nekrotiske bladrande (K-mangel), uudviklede blade (Ca-mangel, Mo-mangel).


 

Kemiske midlers virkning påvirkes bl.a. af temperatur, sol, fugtighed og eventuel blanding med andre midler, samt anvendt mængde og afmålt koncentration. Da GartneriRådgivningen ikke har indflydelse på ovenstående forhold, og erfaring viser stor variation i sortsfølsomhed, ydes ikke garanti for virkning, eller påtages noget ansvar for eventuel skade på kulturplanter.
   
Sidst bekræftet: 26-10-2016 Oprettet: 06-09-2004 Revideret: 27-10-2004

Forfatter

HortiAdvice
Planteavlskonsulent

Anne Krogh Larsen

Administration


Af samme forfatter