Feedback Form

Dyrkningsvejledning | Riis 

Oprettet: 06-09-2004
Revideret: 27-10-2004

Hoffmannia Sw

Hoffmannia Sw.

Rubiaceae

Dansk: Hoffmannie

Synonymer: Higginsia.

Slægten omfatter ca. 50 arter i mellem og Sydamerika. Det er urter eller buske med korsvis modsatte eller 4-stillede ofte smukt farvede blade og runde eller firkantede stængler. Blomsten tragtformet med 4 fremstående støvdragere.

H. discolor fra Mexico er en ca. 15 cm høj fladt voksende, let behåret flerårig urt med rund, purpurrød stængel og kortstilkede, omvendt ægformede, 15 cm lange og 6 cm brede buklede, fløjlsgrønne glinsende blade med lys purpur underside. Blomsten i lys brunrød i ensidige kvaste på 10 cm lange stilke. Som middelstor grøn/blomstrende potteplante.

H. ghiesbreghtii (Higginsia g.) fra Mexico og Guatemala er en op til 1½ m høj stedsegrøn halvbusk med næsten glatte, firkantede, svagt vingede grene. Bladene lancetformede, 30 cm lange og 8 – 10 cm brede, helrandede, udløbene i kort vinget bladstilk, kraftig nervatur, fløjlsagtig olivengrøn overside og purpurrød underside. Blomsten, gul med rød plet midten, i tætte, akselsiddende kvaste. Brogetbladede, hvidplettede og marmorerede typer findes, ligesom artskrydsning med H. roezlii. Som middelstor grøn potteplante.

H. regalis fra Mexico er en kraftigtvoksende halvbusk med firkantede, noget kødede grene. Bladene ægformede, rundagtige tilspidsede, let læderagtige med mørkegrøn overside og purpurrød underside. Blomsten, gul i kortstilkede, akselsiddende kvaste. Som middelstor til stor grøn potteplante.


KULTUR

Formering vegetativ . Roddannelse på 3 – 4 uger ved 23 – 25°C og sluttet luft (100% RH). Lysintensitet 15-20 klux uden stærk direkte sol og daglængde 14 – 16 timer. Formeringsmediets pH 5,3 -5,5 og calciumniveau 180 - 200. Omsætningsgrad ikke over 100.

Dyrkning ved 30-50 klux uden stærk direkte sol, daglængde 14-16 timer, 20-22°C med højere nat- end dagtemperatur. RH 80-85% og middel luftcirkulation (0,3 – 0,5 m/sek.) og jævnlig til hyppig vanding. Ernæringsniveau og N:P:K:Ca:Mg 180:20:160:75:20. Ammoniumkoncentration 5 - 20%. Voksemediets pH 5,3-5,5, calciumniveau 180-200, omsætningsgrad ikke over 100 og eventuelt tilsætning af luftgivende materiale.

Vækstregulering ved 2– flere planter pr. potte og kemisk/klimatisk til kompakte planter.

Blomsterdannelse ved lang dag og høj temperatur, >30/25°C dag/nat. Naturlig blomstring fra juli – oktober.

Skadevoldere: Gråskimmel, spind, topskudsmider, rodlus, skjoldlus, uldlus, trips.Tåler ikke lavere temperatur end 15°C., følsom for høj saltkoncentration (ledningsværdi).


 

Kemiske midlers virkning påvirkes bl.a. af temperatur, sol, fugtighed og eventuel blanding med andre midler, samt anvendt mængde og afmålt koncentration. Da GartneriRådgivningen ikke har indflydelse på ovenstående forhold, og erfaring viser stor variation i sortsfølsomhed, ydes ikke garanti for virkning, eller påtages noget ansvar for eventuel skade på kulturplanter.
   
Sidst bekræftet: 30-10-2017 Oprettet: 06-09-2004 Revideret: 27-10-2004

Forfatter

HortiAdvice
Planteavlskonsulent

Anne Krogh Larsen

Administration


Af samme forfatter