Dyrkningsvejledning | Riis 

Oprettet: 06-09-2004
Revideret: 27-10-2004

Leptospermum

Leptospermum J.R. et G. Forst.

(Myrtaceae)

Dansk: Rosenmyrte

Synonymer: Metrosideros,

Slægten omfatter ca. 28 arter i Australien, New Zealand og på de Malaysiske øer. Det er stedsegrønne, fingrenede buske eller små træer. Bladene spredte og helrandede. Blomsten hvid, rosa eller rød, enkelt aksel siddende eller 2-3 samlet i korte sidegrene. Bæger og krone femtallig, talrige støvdragere.

L. flavescens fra Australien er en kraftig, 2-3 m høj busk med lysegule grene og friskgrønt løv. Bladene 6 - 15 mm lange, smalle, lancetformede til omvendt ægformede, stumpe og nøgne. Kun spidsen af unge grene hvidhårede. Blomsten altid på unge skud, cremehvid, 15 mm bred, næsten siddende, enkelt eller på korte grene eller i bladakslen. Typer med større blomster og variation i bladstørrelse findes. Naturlig blomstring juli-august. Som mindre til middelstor blomstrende potteplante.

L. lanigeum (L. pubescens) fra det sydøstlige Australien og Tasmanien er en stedsegrøn, udbredt busk. Bladene langagtige, omvendt ægformede, ca. 12 mm lange og 3 mm brede, som unge tæt sidehårede. Blomsten 12 - 18 mm i diameter, enkeltsiddende på korte akselsiddende skud. Blomsterrøret mere eller mindre behåret. Variabel art, blomstrer som ung. Naturlig blomstring juli - august.

L. scoparium fra New Zealand og Australien er en stedsegrøn, lav, tæt forgrenet busk (findes dog også som 30 m højt træ) med 4 - 12 mm lange, fra lancet- til bredt ægformede, siddende, mørkegrønne blade. Blomsten er enkelt, akselsiddende eller endestillet på sidegrene. Blomsten 12 mm, hvid med affaldende bægerblade. Arten har stor individvariation, storblomtrede typer med rosa eller hvide blomster, typer med bronzefarvede blade og karminrøde blomster findes. Naturlig blomstring maj - juni.

Leptospermum-Hybrider findes.


KULTUR

Formering vegetativ i august-marts med halvmodne led eller topstiklinger. Roddannelse på 2 - 3 uger ved 18-20°C og 100% RH (sluttet luft). Lysintensitet 15-25 klux uden direkte sol. Efter roddannelse 14-16°C, 80-90% RH (til skudbrydning) og lysintensitet 30-40 klux og solrigt. Formeringsmediets pH 4,5 - 4,8, calciumniveau ca. 150-180, omsætningsgrad ikke over 100, findelt og uden gødningstilsætning. Kan sættes på friland fra ca. 1. juni.

Dyrkning ved lysintensitet 30-50 klux og fuld sol. Daglængde 14-16 timer og 14-16°C, lidt højere nat end dag. RH 75-80 og god luftcirkulation. Hyppig vanding og ernæringsniveau og N:P:K:Ca:Mg 185:25:140:110:25. Ammoniumkoncentration 10 - 25%. Voksemediets pH 4,8 - 5,0, calciumniveau 150-180, omsætningsgrad ikke over 100 og evt. tilsætning af luftgivende materialer. Kulturtid ialt ca. 1,5 år.

Vækstregulering ved gentagne knibninger.

Blomsterdannelse: 20 - 25°C ved 8 timers daglængde, ved > 8 timers dag lavere temperatur. Optimalt 10 timers daglængde og 8 - 10°C. Drivning på 13-14°C indtil ballonformede knopper, derefter 15-18°C. Gennemgroning ved høj temperatur.

Skadevolder:


 

Kemiske midlers virkning påvirkes bl.a. af temperatur, sol, fugtighed og eventuel blanding med andre midler, samt anvendt mængde og afmålt koncentration. Da GartneriRådgivningen ikke har indflydelse på ovenstående forhold, og erfaring viser stor variation i sortsfølsomhed, ydes ikke garanti for virkning, eller påtages noget ansvar for eventuel skade på kulturplanter.
   
Sidst bekræftet: 30-10-2017 Oprettet: 06-09-2004 Revideret: 27-10-2004

Forfatter

HortiAdvice
Planteavlskonsulent

Anne Krogh Larsen

Administration


Af samme forfatter