Dyrkningsvejledning | Riis 

Oprettet: 06-09-2004
Revideret: 01-11-2004

Nerium

Nerium L.

(Apocynaceae)

Nerie, Oleander

Slægten omfatter 2-3 arter fra Middelhavsområdet og det subtropiske Asien. Det er oprette, glatgrenede buske med slimet saft. Bladene smalle, læderagtige modsatte eller i krans. Blomsten anseelig i endestillede gaffelkvaste. Giftig.

N. oleander (N.indicum) fra middelhavsområdet og Øst-Asien er en 3-6 m høj stedsegrøn busk med modsatte eller tre-kransede, 10 - 15 cm lange, lineær-lancetformede, tilspidsede, ved grunden afsmallende, kortstilkede læderagtige, på oversiden glatte, mørkegrønne blade. Blomsten i endestillede, mangeblomstrende gaffelkvast. Den enkelte blomst ca. 3½ cm i diameter hos grundformen, kulturformer op til 7-8 cm, lys eller mørk rosa, rød, hvid, gul stribet, fyldt eller enkel. De fleste duftende, især nat. Naturlig blomstring juni-september. Type med brogede blade findes. Som middelstor til stor blomstrende potteplante.


KULTUR

Formering vegetativ ved top- eller ledstiklinger. Roddannelse på 2-3 uger ved 24-25° C og 96-100 % RH, 14-18 timers daglængde og lysintensitet 15-25 klux uden direkte sol. Efter roddannelse og skudbrydning tåles sol. Kemisk retardering fra stikning. Formeringsmediets pH 6,3 - 6,5, calciumniveau 200-220 og omsætningsgrad ikke over 100.

Dyrkning ved 20-50 klux, 14-18 timers daglængde og 19-21° C, med lidt højere nat- end dagtemperatur. RH 80-85% og jævn luftcirkulation. Hyppig vanding. Ernæringsniveau og N:P:K:Ca:Mg 160:20:190:120:25. Ammoniumkoncentration 20-30% (ammoniumbaserede retarderingsmidler kan sænke pH). Voksemediets pH 6,3-6,5, calciumniveau 200-230, omsætningsgrad ikke over 120 og lertilsætning. Temperatur ned til 15° C ved lav lysintensitet.

Vækstregulering kemisk/klimatisk nødvendigt til kompakte planter. Kemisk fra stikning. Ved for få brydninger på stikkebed knibes tilbage.

Blomsterdannelse ved høj lysintensitet og temperatur mellem 15° og 18° C. Blomster udvikling fremmes ved højere temperatur. Kraftig retardering ca. 6 uger før blomstring sikrer blomstring ved at hæmme sideskudsudviklingen.

Skadevoldere: Pseudomonas, verticilium, spind, uldlus, skjoldlus, springhalere, øresnudebiller, lus, trips.


 

Kemiske midlers virkning påvirkes bl.a. af temperatur, sol, fugtighed og eventuel blanding med andre midler, samt anvendt mængde og afmålt koncentration. Da GartneriRådgivningen ikke har indflydelse på ovenstående forhold, og erfaring viser stor variation i sortsfølsomhed, ydes ikke garanti for virkning, eller påtages noget ansvar for eventuel skade på kulturplanter.
   
Sidst bekræftet: 04-11-2016 Oprettet: 06-09-2004 Revideret: 01-11-2004

Forfatter

HortiAdvice
Planteavlskonsulent

Anne Krogh Larsen

Administration


Af samme forfatter