Feedback Form

  

Oprettet: 27-06-2002
Revideret: 19-11-2014

Opbevaring og mærkning af kemi og vejledning om leverandørbrugsanvisning (arbejdspladsbrugsanvisning)

HJ 09-008
Revideret den 19. november 2014

Tilbage til oversigten



Generelt

Alle bedrifter med ansatte skal udarbejde en arbejdspladsbrugsanvisning. Det gælder også for forsøgsvirksomheder, der håndterer bekæmpelsesmidler i forbindelse med forsøgsarbejdet. En arbejdspladsbrugsanvisning er en leverandørbrugsanvisning suppleret med arbejdspladsens specifikke oplysninger.

Hele arbejdsmiljøområdet omkring forsøgsmæssig anvendelse af bekæmpelsesmidler er dog ikke særlig tydeligt. Blandt andet kan det med nye ikke godkendte midler være svært at leve op til de forskellige krav til arbejdsmiljøet, idet Miljøstyrelsen ikke altid har klassificeret midlerne, inden de sendes i afprøvning.

Det er dog forsøgsvirksomhedens ansvar, at den lever op til de gældende krav. Det er derfor svært at udstikke konkrete retningslinjer for området, men følger man nedenstående generelle retningslinjer, vil man formodentlig ikke få problemer.

  • Bekæmpelsesmidler skal opbevares i et aflåst skab eller rum.
  • Det tilrådes at skabet/rummet er afmærket med advarselstavlen "Giftige stoffer" og udstyret med behørig udluftning.
  • Bekæmpelsesmidler skal være tydeligt mærket med en etiket, der indeholder oplysninger om midlets navn, fareklasse og R- og S-sætninger.
    • Undtaget herfra er ikke godkendte midler, der kræver en særlig mærkning. Disse midler skal ligeledes være mærket med max antal ha som må behandles, max dosis pr. ha, anvendelsesområde og afstand til vandmiljø.
  • Hvis behandlinger skal udføres med forsøgsværtens sprøjte, kan forsøgspræparatet udleveres til denne virksomhed. For ikke godkendte midler, skal der gøres opmærksom på de arealmæssige begrænsninger for anvendelsen.
  • Gamle kemikalier og ikke klassificerede midler bortskaffes, når de ikke skal bruges længere, ligesom tom emballage bortskaffes efter brug.
  • Påkrævede værnemidler skal være til rådighed, i orden og skal anvendes.
  • Derudover anbefales det, at man ikke har andre kemikalier i kemikalieskabet end de, som er i brug.
  • På fastliggende forsøgsarealer skal alle grundbehandlinger indberettes i sprøjtejournal på samme vis som beskrevet i ”Bekendtgørelse om sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i jordbruget”. Heri står angivet, at marken/arealet skal kunne identificeres tillige med ejer eller brugers CVR-nummer og areal i ha. Herudover skal der i sprøjtejournalen være angivet anvendt plantebeskyttelsesmiddel, dosering, afgrøde samt dato for anvendelse. Derfor kan det være nødvendigt at dele forsøgsarealet op i delmarker med individuel mark nummer.
  • Leverandørbrugsanvisning på alle midler skal være tilgængelig.

Leverandørbrugsanvisning

Leverandøren af farlige stoffer og materialer skal ved salg og levering altid levere en udførlig og letforståelig brugsanvisning (også kaldet sikkerhedsdatablad). Den består af 16 punkter, der samlet giver en beskrivelse af sikkerhed, opbevaring, anvendelse, forholdsregler ved brand, værnemidler samt bortskaffelse.

Leverandørbrugsanvisningen kan være trykt på midlets etiket, eller den udleveres separat samtidig med midlet. Nogle firmaer samarbejder om en fælles leverandørbrugsanvisning, som så gælder for flere identiske produkter.

Ifølge Arbejdsmiljøloven skal der på en arbejdsplads altid foreligge en leverandørbrugsanvisning for alle de bekæmpelsesmidler, som opbevares/anvendes på virksomheden. For at opfylde kravene til Arbejdsmiljøloven er det derfor meget vigtigt, at virksomheden sørger for at få fremskaffet en leverandørbrugsanvisning til alle farlige stoffer og materialer, der anvendes i virksomheden.

For alle gængse midler kan man finde leverandørbrugsanvisningen på Middeldatabasen. Dette gælder også ikke godkendte midler som afprøves i forsøg. For ikke godkendte midler gælder det, at de skal bortskaffes årligt, såfremt de ikke er udsendt til igangværende forsøg. 

Arbejdspladsbrugsanvisning

De enkelte forsøgsvirksomheder skal selv udskrive tillægsskemaet til arbejdspladsens specifikke oplysninger. Det gøres lettest via programmet Arbejdspladsbrugsanvisning. Alternativt kan man anvende skabelonerne Tillægsskema for arbejdspladsbrugsanvisning og Produktbeskrivelse. 

En arbejdspladsbrugsanvisning kan bestå af de udfyldte skabeloner med de aktuelle oplysninger for den pågældende arbejdsplads, suppleret med opdaterede udskrifter af alle de aktuelle leverandørbrugsanvisninger.

Ved udarbejdelsen af arbejdspladsbrugsanvisningen kan man vælge at tage udgangspunkt i det produkt med den produktbeskrivelse, som har de strengeste krav, og dermed udarbejde en overordnet arbejdspladsbrugsanvisning og udelade produktbeskrivelsen. Alternativt kan man udfylde produktbeskrivelsen med alle de aktuelle kemikalier og hænge den op på kemikalieskabet.

Arbejdspladsvurdering

Alle virksomheder med ansatte skal udarbejde en skriftlig arbejdspladsvurdering. Du kan læse mere om en arbejdspladsvurdering ved at klikke på de efterfølgende links til henholdsvis: Arbejdstilsynets hjemmeside, eller LandbrugsInfo.

Ved tvivlsspørgsmål er man altid velkommen til at kontakte afdelingen Planter & Miljø i SEGES.

   
Sidst bekræftet: 14-02-2018 Oprettet: 27-06-2002 Revideret: 19-11-2014

Forfatter

Planter & Miljø
Faglig leder

Karina Vincents Lohmann

AgroTech


Af samme forfatter

Oversigt over instruktioner og hjælpemidler
Oversigt over instruktioner og hjælpemidler
09.09.19
Opgavefordeling i forbindelse med Landsforsøgene
Nedenfor er listet medarbejdere i Teknologisk Institut, AgroTech og i SEGES, der primært arbejder med Landsforsøg. Det frem...
11.07.18