Feedback Form

  

Oprettet: 15-04-2019

Nu kan du også se lejesædsrisiko i dine vinterrugmarker i CropManager

Brug vækstreguleringsprognosen til at vurdere behovet for vækstregulering i dine vinterrugmarker.

Risikoindeks for lejesæd

I programmet CropManager.dk får du et overblik over den beregnede risiko for lejesæd i dine vinterrugmarker. Der beregnes et samlet lejesædsindeks (pointsum) per mark. Indekset er sammensat på baggrund af oplysninger i Mark Online om sådato, jordtype, vinterrugsort, samt oplysninger om kvælstofforbrug og eftervirkning. Derudover indgår der også oplysninger om biomasse, bl.a. det seneste satellitbillede (NDVI) som viser markens aktuelle biomasse.

Risikoen for lejesæd opdeles i tre kategorier og vises per mark, som GRØN = lav risiko, GUL = medium risiko eller RØD = høj risiko. Ved at klikke på en bestemt mark kan du se hvordan hver af faktorerne bidrager til det samlede risikoindeks. Sammen med dit eget kendskab til marken kan du bruge risikoindekset til at vurdere behovet for vækstregulering.

Det er vigtigt at data er korrekt indtastet i Mark Online for at modellen kan beregne lejesædsrisikoen rigtigt. Hvis du kan se at der er fejl i oplysningerne, f.eks. sådato eller angivelse af sorten, så kan du lave rettelser via CropManager, FarmTracking eller Mark Online, og herefter få beregningen af lejesædsindeks foretaget igen.

Dyrkningsfaktorernes betydning for lejesæd

Der er mange forhold som har betydning for lejesædsrisiko og mange af disse faktorer er medtaget i vækstreguleringsmodellen. Sort, såtidspunkt, jordtype, kvælstofoplysninger og markens NDVI er medtaget i modellen, Tabel 1.

I sortsforsøg er det vist, at vinterrugsorter har forskellig tendens til lejesæd og disse forskelle er medtaget i indekset. Såtidspunktet har stor betydning for lejesædsrisikoen. Tidlig såning fremmer risikoen for lejesæd meget. I modellen er datoerne for tidlig, middel og sen såtid grupperet efter landsdelsforskelle i efterårstemperaturer.

Jordtypen har betydning for lejesæd. På lette jordtyper vil vand ofte være en begrænsende faktor for plantevæksten. Hvis plantevækst og plantetætheden er lav, vil risikoen for lejesæd reduceres. På vandet sandjord, lerblandet sandjord og sandblandet lerjord vurderes der en medium risiko for lejesæd. På svære lerjorde og på humusjorde, er vand og næringsstoffer sjældent begrænsende og derved øges lejesædsrisikoen, som følge af en høj biomasse.

Eftervirkning af kvælstof er forskellig fra mark til mark, og i modellen er eftervirkningen af forfrugt og gødningshistorie medtaget, da en høj eftervirkning erfaringsmæssigt giver større risiko for lejesæd. Tidlig tildeling og høje kvælstofniveauer øger også risikoen for lejesæd.

Høj biomasse i en afgrøde fremmer konkurrencen mellem planterne, så planterne vokser sig højere, og derved øges risikoen for lejesæd. Satellitbilleder som viser NDVI giver et billede af markens biomasseniveau, og er egnet til vurdering af biomasseniveau i de perioder, hvor vækstregulering er aktuelt.

I 2019 er der et generelt højt biomasseniveau, og der er derfor givet et ekstra point til alle marker, for at korrigere for det højere niveau i 2019, sammenlignet med de to foregående år. Derudover gives der point for biomassen i den enkelte mark sammenholdt med biomassen for øvrige vinterrugmarker. Modellen er dynamisk, da det hele tiden er det seneste satellitbillede for marken der indgår I beregningen. Derfor er det også relevant at vurdere markerne løbende frem til vækststadie 32-33.

Tabel 1. Faktorer der indgår i beregning af lejesædsrisiko i vinterrug.

Dyrkningsfaktorer Lav risiko Medium risiko Høj risiko Mulig score for
hver faktor
Vinterrugsort Høj stråstyrke Middel stråstyrke Lav stråstyrke -1, 0 eller 2
Jordtype Sandjorde som ikke kan vandes Sandjorde som kan vandes. Andre jordtyper. Svær lerjord og humus jorde -1, 0 eller 1
Sådato Sen såning Middeltidlig såning Tidlig såning -1, 0 eller 2
Biomasse (NDVI) Lavt NDVI-indeks Middel NDVI-indeks Højt NDVI-indeks -1, 0 eller 1

Biomasse korrektion 2019
(NDVI)

Generelt højt niveau Generelt højt niveau Generelt højt niveau 1
N ((Tilført+ planlagt)
- behov)
< -30 kg N pr. ha -30 - 30 kg N pr. ha > 30kg N pr. ha -1, 0 eller 1
N før 1. april < 60 kg N pr. ha 60 - 100 kg N pr. ha > 100 kg N pr. ha -1, 0 eller 1
Eftervirkning
(forfrugt + gødning)
< 4 kg N pr. ha 4-25 kg N pr. ha > 25 kg N pr. ha -1, 0 eller 1
Maksimal samlet score i hver kategori       -6            1 10  

Hvis den samlede score for marken er mindre end -2 så vurderes lejesædsrisikoen at være lav. Hvis den samlede score ligger mellem -2 og 3, så vurderes lejesædsrisikoen at være middel. Hvis den samlede score for marken er over 3 så vurderes lejesædsrisikoen at være høj.

Sådan ser du det i CropManager

Herunder ses billede 1, der viser brug af vækstreguleringsprognosen i CropManager.

Du kan også se mere på denne introduktionsvideo. Fremgangsmåden i CropManager er ens for vinterrug og vinterhvede.

Billede 1. I CropManager skal du i venstre side gå ind under ’Prognoser’ og her vælger du ”vækstregulering vinterrug” i boksen til højre, så får du vist dine marker. Vinterrugmarkerne er farvede. De forskellige farver på markerne viser to af tre kategorier af lejesædsrisiko (rød og grønne marker). Den samlede risiko for lejesæd vises for hver mark, som enten GRØN = lav risiko; GUL = medium risiko eller RØD = høj risiko. I boksen til højre i billedet ses de dyrkningsoplysninger og tilhørende scorer der indgår i den samlede pointscore og gruppering af lejesædsrisiko for marken som er valgt, her mark 104-0.

Forslag til brug af vækstreguleringsmodulet i dit markarbejde?

Hvis du har en ’grøn mark’ med lav risiko for lejesæd kan du vælge at undlade vækstregulering. Hvis du kigger på biomassedata tidligt i sæsonen f.eks. omkring afsluttende buskning, så bør du vurdere marken igen omkring vækststadie 32 (2. knæ mærkbart).

Hvis du har en ’gul mark’ med medium risiko for lejesæd, så bør du vurdere om pointtallet ligger i den lave del (-2 til 0) eller i den høje del af pointskalaen (1-3). Hvis marken ligger i den lave del af skalaen, kan du overveje at undlade vækstregulering, eventuelt udsætte beslutningen til vækststadie 32-33 (2. - 3. knæ mærkbart). Hvis marken ligger i den høje ende af skalaen, og værdien for biomasse er høj (1), så forventes der en relativ høj risiko for lejesæd, og behovet for vækstregulering bør vurderes.

Hvis du har en ’rød mark’ forventes der at være høj risiko for lejesæd. I disse marker kan det være aktuelt med vækstregulering 1 til 2 gange. Det kan også være disse marker du skal prioritere at vækstregulere som de første.

Du kan også bruge modellen tidligt i sæsonen til at vurdere om der kan være marker hvor N-niveauerne skal justeres. Har du en tynd mark med lav risiko for lejesæd, hvor der er potentiale til mere buskning kan den evt. få mere kvælstof. Har du derimod en meget kraftig mark med høj risiko for lejesæd, kan det være relevant at udsætte N-gødskning eller reducere niveauet.

Modellen for vinterrug er trin 1 i et udviklingsforløb. Modellen vil blive udbygget og valideret efterhånden som der opsamles satellitdata for flere år, og vi får erfaringer med, hvor godt modellen lykkes med at udpege de marker, hvor der reelt kan ende med at komme lejesæd. Desuden er der ønske om, at modellen kan udbygges, så der også indgår advarsel for afgrødestress, så skader ved vækstregulering kan undgås.

Adgang til Cropmanager.dk

Som landmand anvender du dit landmand.dk login, som er det samme som til andre IT-produkter fra DLBR. Du kan også finde adgang til CropManager fra landmand.dk. Du skal have basic abonnement til CropManager for at anvende vækstreguleringsprognosen. Du vil på forsiden kunne tilvælge dette abonnement. Har du abonnement på Mark Online har du fri adgang til CropManager.dk

Gradueret tildeling i CropSAT

I løbet af foråret 2019 vil det blive muligt at hente tildelingskort til graduering af vækstreguleringsmidler i CropManager. Det er også muligt at lave en tildelingsfil til gradueret tildeling i programmet CropSAT på CropSAT.dk. Anvend det nyeste satellitbillede og vælg maksimum og minimum dosis ud fra variationen i markens NDVI. Brug inspirationsarket som hjælp til gradueret tildeling af vækstreguleringsmidler.

 

Sidst bekræftet: 16-04-2019 Oprettet: 15-04-2019 Revideret: 15-04-2019

Forfatter

PlanteInnovation
Specialkonsulent, Planteværn

Marian Damsgaard Thorsted

Planteværnsteam


Chefkonsulent, Gødskning

Leif Knudsen

Gødningsteam


IT Konsulent

Christian Brandt Møller

Business Development


Specialkonsulent, GIS

Rita Hørfarter

Gødningsteam


Landskonsulent, Korn

Lars Bonde Eriksen

Afgrødeteam


Landskonsulent, Planteværn

Jens Erik Jensen

Planteværnsteam