I tilfælde af, at du er usikker på, hvem der er far eller mor til dyret, kan der tilføjes andre fædre og/eller mødre. Så er bestillingen afsluttet, og du modtager TSU-glas til udtagning af vævsprøver i løbet af et par dage, hvis de er tilvalgt købet. Herefter tages prøverne og sendes til GenoSkan sammen med følgesedlen, som du modtager på den mail, du angiver ved bestillingen.
Hvis du ikke har en TSU-tang til udtagning af vævsprøve, kan du få din inseminør til at udtage prøven. Alternativt kan du bestille en tang på hos VikingDanmark på tlf. 8728 2000.
Trin 2: Information på DMS og mail
Ud fra test af dyr, far og/eller mor kan de registrerede forældre på Kvægdatabasen bekræftes og godkendes eller alternativt afvises. Dyr, hvor far, mor eller begge forældre bekræftes, bliver vist i DMS under Dagligt overblik i aktuelt boksen. I de tilfælde, hvor mor med sikkerhed kan bekræftes, men far ikke passer, vil vi automatisk rette far, hvis den rigtige far er i vores database.
Hvis der er fejl i afstamningen, vil du modtage en mail fra SEGES, hvori der står, hvad den mulige fejl kan være.
På ko-kortet (fanen afstamning) i DMS kan du altid se en opdateret status på, om afstamningen er bekræftet eller i ”mulig fejl”.
Trin 3: Ny procedure for retning af afstamning
Hvis der er fejl i den afstamning, der er registreret på Kvægdatabasen, har du mulighed for at rette den. Tidligere var det Viking, som informerede dig om fejl i afstamningen samt var behjælpelig med at rette disse fejl, men sådan er det ikke længere. Nu varetages denne opgave af SEGES, så hvis du ønsker hjælp til at løse en afstamningsfejl, skal du kontakte SEGES Kundecenter på 7015 5015 eller send en mail til kundecenter@seges.dk
Forældreskabstest af kvæg er sikker og billig
Tidligere blev forældre til et dyr godkendt ved hjælp af mikrosatellitter. Dette var en god metode til at godkende/afvise de registrerede forældre. Nu bruger vi omkring 800 SNP’er fordelt på kromosomerne. Dette er en mere sikker metode, som gør, at vi også kan søge potentielle forældre blandt alle dyr, som har en genomisk test. Samtidig er det væsentligt billigere at godkende forældreskab via SNP’er end via mikrosatellitter.
I en overgangsperiode vil forældre have mikrosatellitter. I dette tilfælde vil det billigste være at foretage en genomisk test – hvis der er væv til rådighed. Hvis det ikke er tilfældet, skal der tages en vævsprøve af dyret, hvis det stadig lever. Hvis det ikke er fysisk muligt at skaffe vævsmateriale på forældrene, kan afstamningen i en overgangsperiode fortsat godkendes via DNA-mikrosatellit – kontakt SEGES Kundecenter på 7015 5015 eller send en mail til kundecenter@seges.dk.
Korrekt afstamning på kalven giver fordele
Fra tidligere undersøgelser ved vi, at en del af de nyfødte kalve registreres med den forkerte far eller mor. Der er dog klare fordele ved at kende den korrekte afstamning. Korrekt afstamning sikrer eksempelvis bedre avlsværdital, bedre insemineringsplaner med mindre indavl og dokumentation ved salg ud af besætningen.
Der er dermed penge at hente ved at få afstamningen på plads, og hvis du alligevel foretager genomisk test, er forældreskabskontrollen ganske gratis.