Kvæg

Krydsning af malkeracer fremmer sundhed og holdbarhed

Ny dansk undersøgelse bekræfter, at krydsningskøer klarer sig rigtig godt sammenlignet med de renracede.

Det er velkendt, at krydsningskøer klarer sig godt, når det kommer til sundhedsegenskaberne som frugtbarhed, yversundhed, holdbarhed m.m. Det bekræftes nu også i en ny dansk undersøgelse foretaget af SEGES. Undersøgelsen omfatter krydsninger mellem renracede Holsteinkøer og tyre af racerne Jersey, RDM, Montbeliarde og Fleckvieh.

De klassiske krydsninger: Holstein, RDM og Jersey

De mest anvendte racer til krydsning i Danmark er Holstein, RDM og Jersey. Både RDM og Jersey har bedre frugtbarhed end Holstein. Samtidig er der stor krydsningsfrodighed for denne egenskab, og det slår ifølge undersøgelsen igennem ved krydsning med Holstein.

For både Jersey-Holstein og RDM-Holstein opnås et kortere kælvningsinterval på ca. 10 dage. Også holdbarheden forbedres væsentligt for både Jersey-Holstein og RDM-Holstein i forhold til ren Holstein med over 10 pct. for overlevelse til 3. kælvning. Til gengæld er der ikke den store forskel på ydelsesniveauet for begge krydsningskombinationer i forhold til Holstein.

Krydsninger med Montbeliarde og Fleckvieh

Mens Holstein og RDM tit indgår i krydsningsstrategier, kræver valget af den tredje race ofte flere overvejelser, hvis Jersey – fx på grund af størrelsen ikke ønskes i krydsningsprogrammet. To af de racer, der er i spil, er Montbeliarde fra Frankrig og Fleckvieh, som findes i flere lande i Mellemeuropa. I SEGES’ undersøgelse har man set på resultaterne for krydsninger, hvor Montbeliarde og Fleckvieh er brugt på renracet Holstein så der for alle resultater er tale om førstegangskrydsninger.

Da Holsteinkøer er meget højtydende, var forventningen, at krydsningerne ikke kunne følge med på kg fedt og protein. Men her overrasker Montbeliarde-Holstein-krydsningerne i undersøgelsen positivt. Kg fedt + protein er højere for Montbeliarde-Holstein-krydsningerne i alle tre laktationer, hvilket skyldes, at Montbeliarde som udgangspunkt har en højere proteinprocent men også en højere fedtprocent i mælken. Fleckvieh-Holstein-krydsningerne ligger derimod lavere end renracede Holstein på kg fedt og protein, og forskellen bliver større i de senere laktationer.

At krydsningsfrodighed især er markant for frugtbarhed, ses også for krydsninger med Montbeliarde og Fleckvieh. Begge typer krydsninger har en bedre chance for at blive drægtige i forhold til Holstein, idet der er færre dage fra første til sidste inseminering. Også holdbarheden er markant bedre for begge krydsningstyper – endda lidt bedre end for krydsninger med Jersey og RDM. Dog skal man være opmærksom på, at der for disse krydsningstyper indgår færre dyr i analysen, hvorfor resultaterne er mere usikre.

For både ’klassikerne’ og Montbeliarde og Fleckvieh var krydsningerne desuden bedre for fødselsforløb, antal levendefødte kalve og celletal. For yversundhed klarer RDM- og Fleckvieh- krydsninger sig også væsentligt bedre end Holstein.

Vil du vide mere?