Kvæg

Tre-krydskøer klarer sig godt under danske produktionsforhold

Flere udenlandske artikler har vist, at tre-krydskøer opnår rigtig gode produktionsresultater. Det kan vi nu også vise under danske produktionsforhold – over flere laktationer.

Krydsningskøerne er rigtig stærke for sundhed og frugtbarhed. Deres fedt- og proteinydelse er på niveau med Holstein i de første laktationer, men de har ikke samme ydelsesudvikling i senere laktationer.

Vi har set på danske produktionsresultater fra tre-krydskøer over tre laktationer. Der var kun et tilstrækkeligt antal dyr for JER x RDM x HOL og MON x RDM x HOL krydsninger, også kaldet GoldenCross og ProCross. Der er dog på nuværende tidspunkt stadig kun et moderat antal tre-kryds dyr (tabel 1). I tre-krydskøerne vil der være 25 % Holstein, 25 % RDM og enten 50 % Jersey eller 50 % Montbeliarde.

Tabel 1. Antal 3-kryds dyr fra 2011 til december 2018

GoldenCross ProCross
Antal fødte kvier 3.113 2.489
Køer med ydelse i 1. lakt. 2.893 2.209
Køer med ydelse i 2. lakt. 1.976 1.440
Køer med ydelse i 3. lakt. 1.210 800

Fedt- + proteinydelse på niveau med Holstein

I tabel 2 fremgår ydelsen i de første 3 laktationer. I 1. laktation er F+P lidt højere for GoldenCross og på samme niveau for ProCross i forhold til ren Holstein. De gode produktionsresultater for GoldenCross skyldes den høje Jersey-andel, som er med til at øge fedtproduktionen. I 2. laktation kan GoldenCross stadig følge med Holstein på F+P, mens ProCross ligger en smule under. I 3. laktation har Holstein den højeste F+P produktion, da de har en større ydelsesstigning.

Tabel 2.

Produktion Præstation i forhold til ren Holstein
Ren Holstein GoldenCross ProCross
Mælkeydelse, 1. lakt. (kg) 8.585 -1.058 77
Fedtydelse, 1. lakt. (kg) 346 39 14
Proteinydelse, 1. lakt. (kg) 296 -8 8
Mælkeydelse, 2. lakt. (kg) 10.260 -1.663 -252
Fedtydelse, 2. lakt. (kg) 412 34 (3)
Proteinydelse, 2. lakt. (kg) 355 -19 (-1)
Mælkeydelse, 3. lakt. (kg) 10.914 -1.833 -512
Fedtydelse, 3. lakt. (kg) 440 28 (-6)
Proteinydelse, 3. lakt. (kg) 374 -24 -8

Mælkeydelse, fedtydelse og proteinydelse i 1., 2. og 3. laktation. Værdier i parentes er ikke signifikant forskellige fra Holstein

Bedre frugtbarhed

Både GoldenCross og ProCross køer har en lettere kælvning, og kalvene har en bedre livskraft i forhold til Holstein med 2% bedre livskraft og -6,3% point i forløb for GoldenCross og -4,9% point i forløb for ProCross. For frugtbarhedsegenskaberne ses der også en positiv effekt. Der er færre dage fra første til sidste inseminering – især i de senere laktationer. Yderligere er kælvningsintervallet i gennemsnit 15 dage kortere for begge krydsningskombinationer i forhold til Holstein.

Tabel 3.

Kælvning og frugtbarhed Præstation i forhold til ren Holstein
Ren Holstein GoldenCross ProCross
1. – sidste ins., kvier (dage) 19 -3 -3
1. – sidste ins., 1. lakt. (dage) 42 -11 -9
1. – sidste ins., 2. lakt. (dage) 48 -15 -13

Kælvning og frugtbarhed i forhold til renracet Holstein

Sundheden er i top

Det er de funktionelle egenskaber, der er krydsningskøernes styrke (tabel 4). Det bliver understreget af GoldenCross køerne, som har færre reproduktions- og fordøjelseslidelser samt en væsentlig bedre klovsundhed. I 1. laktation har de lidt flere yverbehandlinger, da det er en af Jersey koens udfordringer, men i senere laktationer vil der være færre tilfælde. For ProCross køerne er effekterne på sundhed ikke så markante, men der ses færre yverbehandlinger og en generel bedre sundhed og klovsundhed bortset fra andelen af såleblødninger.

Tabel 4.

Sundhed Præstation i forhold til ren Holstein
Ren Holstein GoldenCross ProCross
Yverbehandling, 1. lakt. 10,2 (0,6) -2,6
Yverbehandling, 2. lakt. 15,3 -3,5 -3,8
Reprolidelser, 1. lakt. 8,7 -3,9 -3,6
Reprolidelser, 2. lakt. 10,5 -4,4 -3,7
Fordøjelseslidelser, 1. lakt. 2,1 0,7 -1,6
Fordøjelseslidelser, 2. lakt. 4,1 -1,8 -1,3
Digital Dermatitis, 1. lakt. 34,4 -6,5 -7,7
Digital Dermatitis, 2. lakt. 31,2 -7,8 -3,7
Såleblødning, 1. lakt. 25,0 -9,4 4,1
Såleblødning, 2. lakt. 21,7 -8,3 (1,5)

Sundhed i forhold til renracet Holstein. Værdier i parentes er ikke signifikant forskellige fra Holstein

Tre racer i et krydsningsprogram giver ekstra boost

Sammenligner man produktionsresultater fra tre-krydskøer med to-krydskøer, klarer tre-krydskøer sig også rigtigt godt. Ydelsen er en anelse lavere, da Holstein andelen kun er det halve, men på de funktionelle egenskaber er effekten endnu større. For sundhedsegenskaberne ses der en reduktion, der er næsten det dobbelte af den for to-krydskøer. Det giver altså god værdi at bruge tre racer i et krydsningssystem.

Opgørelsen er lavet med data fra avlsværdivurderingen i august 2020. Der er brugt data fra 2011 og frem. Raceforskellene er beregnet i en analyse, hvor der er korrigeret for besætning x år og mormors NTM. Det tager højde for besætningsforskelle og variation over år.

Vil du vide mere?