Kvæg, Planter

Sådan doserer du kvælstof og startgødning til majs korrekt

Startgødning, fosforloft og placering af gylle skal der være styr på for at få majsen bedst fra start.

Først af alt – tjek ensilageanalyserne. Er proteinindholdet til den lave kant, er der grund til at se på fordelingen af gylle mellem majsmarkerne. Majs skal tilføres kvælstof, så indholdet af råprotein ved høst er 70-75 gram pr. kg tørstof. Er proteinindholdet lavere end det, er der stor sandsynlighed for, at kvælstof har begrænset udbyttet. Er proteinindholdet større end 75 gram pr. kg tørstof, kunne majsen have nøjedes med mindre kvælstof. Få derfor gyllen fordelt mellem markerne, så proteinindholdet er 70-75 gram pr. kg tørstof i alle marker på bedriften. Marker, hvor der har været majs eller korn i flere år, har brug for at få tilført ekstra kvælstof, mens marker, hvor der har været kløvergræs inden for de senere år, kan nøjes med mindre.

Nedfæld husdyrgødning kort før såning

Du får den sikreste effekt af husdyrgødning ved at nedfælde kort før såning. Hvis du har bragt gylle ud til majs i februar/marts på grovsandet jord, er der risiko for tab ved udvaskning.
I 2020 kan tabet være relativt stort, fordi nedbøren siden midt i februar har været 120 mm større end normalt. SEGES vil forsøge at sætte tal på dette tab med henblik på behov for eftergødskning, se KvægNyt der udkommer 1. maj.

Få lavet en gylleanalyse, så du er sikker på, at du får udbragt den planlagte mængde kvælstof. På grovsandet jord er der økonomi i at tilsætte en nitrifikationshæmmer til gyllen, som øger udbyttet, begrænser udvaskningen og forbedrer majsens forsyning med fosfor og mikronæringsstoffer.

Strategi for startgødning til majs

De bedste startgødninger til majs har kvælstoffet på ammoniumform og indeholder omkring samme mængde kvælstof som fosfor eller mere. Det er optimalt at placere 10-15 kg fosfor pr. ha. Har man ikke plads til det, skal man placere den mængde fosfor, der er til rådighed på bedriften. Samtidig bør man undersøge mulighederne for at afsætte gylle og placere gylle under såsporet til majs.

Er der mindst 7-8 kg fosfor pr. ha majs til rådighed på bedriften til placering i en NP-gødning, placeres den mængde fosfor, som er til rådighed på bedriften.

Er der mindre end 7-8 kg fosfor pr. ha til rådighed, placerer man den mængde fosfor, som er til rådighed på bedriften, og gyllen placeres under såsporet, hvis der er mulighed for det i området. Der er kun økonomi i at afsætte gylle for at få plads til fosfor i startgødning, hvis gyllen kan afsættes uden omkostninger til udbringning og ekstra transport.

Sådan gøder du dine majs til sæson 2020

  • Majs efter kløvergræs tilføres maksimalt 80 kg N pr. ha – vær opmærksom på tilstrækkelig kaliumforsyning.
  • Majs efter korn/majs med husdyrgødning i sædskiftet tilføres 140-155 kg N pr. ha – mindst hvor kløvergræs har indgået i sædskiftet i de seneste 5 år.
  • Majs efter majs/korn, uden større mængder husdyrgødning i sædskiftet, tilføres 190 kg N pr. ha.
  • Effekten af gylle udbragt i februar er reduceret, hvilket der skal korrigeres for (Se KvægNyt nr. 9. 1. maj.)
  • Der skal placeres 10-15 kg fosfor pr. ha i en ammoniumholdig gødning – ved mindre tilgængelig fosformængde placeres gyllen under såsporet.

Sådan placeres gylle til majs

  • Placeres i pløjet eller dybdeharvet og pakket jord
  • Placeres få dage før majssåning
  • Al gylle placeres
  • Overkant af gylle skal ligge 4-5 cm under frøet
  • Der tilsættes en nitrifikationshæmmer
  • En gyllevogn, med dog walk og dæktryk maks. 1,5 bar og helst omkring 1,0 bar, er særlig egnet
  • Ved såning køres mellem rækkerne
  • Fosfor til rådighed på bedriften placeres i NP-gødning ved såning.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 7, 2020

Vil du vide mere?

Støttet af