Task Force Kalve: Bedre bundlinje i slagtekalveproduktionen

Kvæg

Task Force Kalve: Bedre bundlinje i slagtekalveproduktionen

Der er brug for handling, hvis kalveproduktionen skal forbedres. Hvis alle i værdikæden arbejder sammen, er der penge at hente på bundlinjen. Derfor har Task Force Kalves formuleret fire anbefalinger for området.

Task Force Kalve består af repræsentanter fra bestyrelsen i L&F, Kvæg, Danish Crown, rådgivningen, dyrlæger, forskningen, Viking, slagtekalveproducenter og SEGES. Gruppens formål er at undersøge og udbrede mulighederne for, at kalveproduktionen bliver konkurrencedygtig.

Task Force Kalves fire anbefalinger

1: Øget samarbejde mellem mælke- og slagtekalveproducent

Samarbejdet mellem mælke- og slagtekalveproducent skal styrkes for at få robuste og hurtigvoksende kalve og for at få kalve, der giver mest værdi i hele kæden.
I begyndelsen af kalvens liv lægges fundamentet for kalvens livskraft, velfærd, tilvækst, produktivitet fodereffektivitet og slagtekvalitet. Næsten alle sygdomme kan føres tilbage til kalvens første levemåned, og derfor er det alfa og omega, at kalven får en god start på livet.

Kalvens liv begynder hos mælkeproducenten. Og hvis vi skal komme fremad i slagtekalveproduktionen, skal vi stille skarpt på samarbejdet mellem mælkeproducent og slagtekalveproducent. Det er helt centralt for kalvens sundhed og tilvækst, at der er en dialog mellem slagtekalveproducent og mælkeproducent om kalven, og om hvilke krav og forventninger der er til hinanden.
Hør mere om, hvordan slagtekalveproducent Rasmus Alstrup samarbejder med de mælkeproducenter, der leverer kalve til hans produktion.

Kalven er vigtig for mælkens image

For forbrugerne er kalven ikke længere en unge. Det er et barn. Et barn, som skal behandles med respekt. Derfor er kalvens liv også vigtig for mælkens image – og derfor er det relevant for mælkeproducenter at interessere sig for et godt samarbejde med mælkeproducenten.

Hør chef for medlemsservice, Poul Petterson, fra Arla fortælle, udbyde de nye forbrugertendenser.

2: Fokus på en mere markedsdrevet slagtekalveproduktion

I samarbejde med slagteriet skal slagtekalveproducenten levere de slagtekalve, der giver mest værdi på verdensmarkedet.
Hør Finn Klostermann, CEO for Danish Crown Beef, fortælle, hvordan slagterierne kan formidle relationen mellem landmanden og forbrugerne, så producenterne møder efterspørgslen på markedet. På den måde kan det igen blive lønsomt for landmanden at producere kalvekød.

3: To kødkvægsavlslinjer

Der er behov for to kødkvægsavlslinjer – en ekstensiv og intensiv med gode egenskaber for spisekvalitet, foderudnyttelse, sundhed og en lav metanudledning.
For at sikre, at danske kvægproducenter kan levere til alle fremtidens markeder, arbejdes der hårdt på at producere attraktive alternativer til Dansk Blåkvæg, som kan konkurrere på både håndterings-, fødsels- og produktionsegenskaber.

Derfor er anbefalingen, at der skal udvikles to kødkvægslinjer: en ekstensiv og en intensiv. Tyrene i den intensive linje skal være målrettet god og effektiv kalveproduktion med de kvaliteter, som fremtidens forbruger efterspørger – fx god spisekvalitet. Derfor vil Viking, SEGES og Danish Crown Beef samarbejde om udviklingen af gode alternative racer over de næste tre-fem år, alt imens vi afprøver tyre og racer grundigt i vores nordiske avlsprogram.

Hidtil har en stor del af den kødkvægssæd, der benyttes på malkekvæg, været fra Blåkvæg. De afprøvede blåkvægtyre er meget populære både hos malke- og slagtekalveproducenter, og det er meget forståeligt, da deres afkom både har gode fødsels- og slagteegenskaber samt er gode på mange bløde egenskaber som drikkelyst. Derfor har det skabt usikkerhed, at der i pressen har stået, at det er slut med Blåkvæg til krydsninger. Det var bestemt ikke intensionen med anbefalingen fra Task Force Kalve.

Anbefalingen er derfor klar, når der skal vælges tyre til inseminering:

  • Lav en strategi for anvendelse af kødkvæg i din besætning. Rådfør dig gerne med din avlsrådgiver
  • Y-Vik, X-Vik, renracede kvier til salg/udvidelse
  • Brug de bedste kødkvægstyre på krydsningsindeks uafhængig af race
  • Brug min 10 pct. kødkvægsungtyre (for at få data på næste generation)

Hør Lisbeth Holm, vicedirektør for VikingDanmark fortælle, hvorfor det er vigtigt, at vi fremover fokuserer på at have to kødkvægsavlslinjer.

4: Totalrådgivning af slagtekalveproducenter

Der er behov for et rådgivningskoncept, der har 100 % fokus på hele produktionen fra kalv til krog. Derfor tilbyder Task Force Kalve nu et totalt tværfagligt rådgivningskoncept, som kan hjælpe dig med at definere din strategi og skabe din vej til målet.

Konceptet indeholder:

  • Individuel tilpasning efter dine behov
  • Et tværfagligt samarbejde, der skaber fælles retning, synergi og et stærkt fagligt fundament
  • En fast struktur, der skaber bedre systematik og fastholdelse af indsats
  • Fælles opfølgning og vidensdeling via TTR-Team og fælles dataplatform
  • Koordinering via TTR-tovholder

Konceptet sikrer, at alle arbejder mod et fælles mål.
Se, hvordan du kommer i gang med det totalt tværfaglige rådgivningskoncept.

Hør Terese Jarltoft, slagtekalverådgiver hos SAGRO, fortælle om det nye rådgivningskoncept.

Vil du vide mere?