Økonomi og ledelse, Planter

Undgå ulykker ved korrekt håndtering af halmballer

Transport og lagring af halmballer er blandt de arbejdsopgaver i landbruget, hvor der sker mange alvorlige ulykker. Korrekt håndtering og stabling af halmballer er afgørende for at undgå ulykker.

De alvorlige ulykker, der typisk sker under transport og lagring af halmballer, kan oftest undgås, hvis man kender de grundlæggende regler i sikker håndtering af halmballer i alle led - på marken, under transporten og under stabling og nedtagning af halm fra lageret. Branchearbejdsmiljørådet (BAR) Jord til Bord har udgivet en vejledning om sikkerheden i håndtering af halmballer.

Sikker håndtering af halmballer på marken

Når man håndterer halmballer, skal der altid bruges et køretøj med førerværn, der kan beskytte tilstrækkeligt, hvis halmballen falder af læssegrabben. Hver balle skal enten være fixeret med spyd, så der er to sæt spyd ved transport af to halmballer, eller der skal være spyd i nederste balle og en bøjle, der giver tilstrækkelig støtte til øverste halmballe. 

Det vil sige bøjlen skal nå mindst halvt op på halmballen. Det er i praksis svært at stable baller i flere lag, hvis der er spyd i både den øverste og nederste balle. Den øverste kan spænde, når man bakker med traktoren. Ved at hælde halmspyddene lidt nedad, er det lettere at få ballerne sikkert af.

Sådan stabler du halmballer sikkert

Der skal altid stables i forbandt – mindst for hvert tredje lag halmballer. Det gælder både ved stabling i marken og i laden. På den måde sikres stabilitet, så risikoen for ulykker mindskes risikoen for ulykker. Halmballerne skal stables tæt, så der ikke bliver dybe mellemrum mellem ballerne. Stablingen bør højst være halvanden gang så høj som mindste bredde. Snittet halm presset i minibigballer er mere løst, og dermed svært at holde i facon, end bigballer. Derfor bør de ikke stables i mere end fire lag.

Sikker transport af halm

Se videoen nedenfor hvor formand for Danske Halmleverandører, Erik Poulsen, fortæller hvorfor han mener, at arbejdssikkerhed er vigtigt, når der skal køres halm.

Vil du vide mere?