Kvæg

Landmænd har mulighed for at aflive dyr på marken

Fødevarestyrelsen har efter en tæt dialog med blandt andre Landbrug & Fødevarer udarbejdet en vejledning til de landmænd, som gerne vil aflive dyr på deres egen gård fremfor på et slagteri.

Flere landmænd stod med et problem, da Fødevarestyrelsen sommeren 2019 indskærpede, at det ikke er tilladt at aflive dyr på marken for derefter at sende de døde dyr til et slagteri. Medmindre der er tale om nødslagtning eller dyr, der er uvante med at blive håndteret.

Årsagen var, at styrelsen var blevet gjort opmærksom på, at den procedure, der blev brugt i Danmark, var i strid med EU-reglerne.  
Hen over efteråret har L&F været i tæt dialog med Fødevarestyrelsen for at få en alternativ løsning for de få landmænd, som af flere grunde ikke ønsker at transportere deres dyr levende til slagteriet.

Aflivning af dyr på marken tilladt pr. 1. januar 2020

Fødevarestyrelsens løsning betyder, at landmænd fra 1. januar 2020 igen må aflive dyr på marken, når bestemte krav til hygiejne og fødevaresikkerhed er opfyldt på bedriften.

De såkaldte gårdslagtninger indebærer, at dyrene kan blive bedøvet og afblødt på bedriften under slagteriets autorisation. Efter afblødningen bliver slagtekroppen transporteret til slagteriet til videre behandling.
Slagtningen vil således foregå under slagteriets autorisation, og alle aktiviteter knyttet til den er slagteriets ansvar.

Fødevarestyrelsen har udsendt en vejledning, der beskriver reglerne for at slagte alle typer af slagtedyr på gården. 

Vil du vide mere?