Feedback Form

  

Oprettet: 04-06-2019

Aktuelt til dyrlæger juni 2019

Læs bla. om: Forbud mod brug af humankritiske antibiotika i økologiske besætninger; Ny vejledning om økologisk jordbrugsproduktion - februar 2019; FVST intensiverer saneringsarbejdet med Salmonella Dublin; Hvornår har du sidst snakket om besøgshygiejne?

 
Indhold:

 

Forbud mod brug af humankritiske antibiotika i økologiske besætninger fra 1. juni

Forbud mod brug af humankritiske antibiotika i økologiske besætninger fra 1. juni
Brancheanbefalinger for økologiske kreaturer udvides. For økologiske producenter, der leverer mælk eller kød til mejerier og slagterier, og som har tilsluttet sig anbefalingerne, betyder det et forbud mod anvendelse af ”humankritiske antibiotika” fra 1. juni 2019. Ved humankritiske antibiotika forstås her 3. og 4. generations Cephalosporiner.

Følgende præparater er p.t. forbudt: Cobactan, Ceftiocyl og Eficur.

Det er vurderet veterinærfagligt, at der ikke er behov for undtagelser i relation til udfasning af disse produkter.

Du kan læse mere om brancheanbefalingerne her

Birgit Ingvorsen (bii@seges.dk)

 

Ny vejledning om økologisk jordbrugsproduktion - februar 2019

Opdateret økologivejledning indebærer præciseringer vedrørende operative indgreb samt behandling med calcium og håndtering af fluestik.

Økologivejledningen er opdateret med enkelte præciseringer indenfor området med behandling af økologiske dyr – kap. 32:

Ved operationer/operative indgreb (inkl. afhorning) er det præciseret, at det kun er bedøvelse og smertebehandling, der ikke tæller med i behandlingsregnskabet. Øvrige lægemidler skal regnes med i behandlingsregnskabet.

Ved behandling med calcium er det også præciseret, at præparater der indeholder magnesium og/eller glukose heller ikke tæller med i behandlingsregnskabet.

Behandling ved problemer med fluestik er ændret. Hvis dyrlægen vurderer, at flueplagen og risikoen for fluestik er særlig stor, og der derved opstår fare for skader og alvorlige gener for dyrene, samt når effekten af de andre indsatser ikke er tilstrækkelig, kan alle dyr i den pågældende flok – efter dyrlægens anvisning – behandles med et veterinært lægemiddel. Bemærk, at der fra 1. januar 2021 i de nye EU-regler vil være 48 timers tilbageholdelsestid for mælk ved behandling med lægemidler med ”0 dages” tilbageholdelsestid, som f.eks. midler mod fluer.

Læs mere i Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion

Birgit Ingvorsen (bii@seges.dk)

 

FVST intensiverer opfølgning på saneringsarbejdet med Salmonella Dublin

Indskærpelser og partshøringer til mælkeleverende besætningsejere, der ikke har taget kvartalsprøver, efter skift fra niveau 2 til 1.

Vær opmærksom på, at Fødevarestyrelsen fremover vil sende indskærpelser og partshøringer til mælkeleverende besætningsejere, der ikke får taget kvartalsblodprøver for Salmonella Dublin, efter at de er skiftet fra niveau 2 til niveau 1. Reglerne for udtagelse af kvartalsprøver for disse besætninger ser sådan ud:

Ejendomme, der har været placeret i Salmonella Dublin-niveau 2 indenfor det seneste år, skal sikre, at der fortsat bliver taget kvartalsprøver hver tredje måned indtil 1 år efter, at ejendommen er kommet i niveau 1. 
I denne periode skal der udtages 8 blodprøver på de yngste kalve over tre måneder, hver tredje måned. Prøverne skal tages af kalve, der har opholdt sig på ejendommen i mindst 3 uger.
Kravet gælder også nysmittede besætninger, der kun kortvarigt har været i niveau 2.

Hvis der fra ejendommen flyttes kvæg til levebrug, som er ældre end 6 måneder, skal ovenstående blodprøver udtages hver tredje måned i 2 år, efter at ejendommen er placeret i Salmonella Dublin-niveau 1.


Lars Pedersen (larp@seges.dk

 

Pinkeye – hjælp til diagnostik

SEGES gennemfører i år en række undersøgelser vedrørende pinkeye.

Hvis du oplever udbrud i nogle af dine besætninger, så kontakt os endeligt.

Efter aftale kan vi i et mindre omfang finansiere diagnostiske prøver ved DTU Veterinærinstituttet.

Lars Pedersen (mobil: 87405270, e-mail: larp@seges.dk) og
Henrik Læsssøe Martin (mobil 40242681, e-mail: hlm@seges.dk)

 

Hvornår har du sidst snakket med dine landmænd om besøgshygiejne?

Vi har alle et ansvar for at hjælpe landmændene med at beskytte bedriften mod smitte. Besøgshygiejnen er en vigtig brik. Rent skiftetøj og støvler samt vask af hænder bør være standard i alle besætninger.

Det er en stor opgave at få lukket smittevejene på en kvægbedrift. Nogle tiltag burde dog være nemme – fx brugen af besætningsstøvler og -skiftetøj.

Besøgshygiejne har stor betydning

Men har besøgshygiejne overhovedet væsentlig betydning i forhold til at bringe smitte ind på ejendommen?  Ja! Salmonellabakterier kan dyrkes på skyllede støvler 48 timer efter, de har været i en smittet besætning. Der er også videnskabelig dokumentation for, at risikoen for at en besætning bliver smittet med forskellige virussygdomme er mindre, når der bruges besøgsgummistøvler.

Stil krav

Måske kan det nogle gange være svært at stille krav til værten om passende sikkerhedsgummistøvler og fulddækkende tøj, og at tøj og gummistøvler altid er tørt og rent. Men gør det! Selvom smittebeskyttelsen på ejendommen er landmandens ansvar, har vi alle et ansvar for at hjælpe ham.

DDD og VikingDanmark støtter SEGES’ retningslinjer for besøg i kvægbesætninger:

  • Gå kun ind i besætningen, hvis du har en aftale
  • Skift til besætningens overtrækstøj og støvler
  • Tag kun udstyr med ind, som er vasket og desinficeret
  • Vask hænder og brug handsker, hvis du skal røre ved dyrene
  • Vask besætningsstøvlerne efter brug
  • Vask hænder, før du går
  • Vask og desinficer brugt udstyr

Find plancher om smittebeskyttelse til dine landmænd her:

www.landbrugsinfo.dk > Kvæg > Sundhed og sygdomme > Smittebeskyttelse

Lars Pedersen (larp@seges.dk)

 

’Kvier – tilvækst og størrelse’ er et nyt værktøj i DMS

Hold styr på kviernes tilvækst i DMS, så du er sikker på, at opnå deres fulde ydelsespotentiale.

Første del af et nyt værktøj, med fokus på kviers tilvækst og størrelse, er blevet tilgængeligt i DMS Dyreregistrering. Værktøjet finder du under Analyse og Lister > Analyseudskrifter.

Ved at veje og måle kalvene flere gange i løbet af opdrætsperioden, kan tilvæksten følges nøje, så der hurtigst muligt kan rettes op på brist i fodring og management. Opfølgning på tilvæksten giver også mulighed for at udvælge kvier med det største potentiale til at indgå i den fremtidige mælkeproduktion.

Fordoblet fødselsvægt på dag 56
Med værktøjet kvier – tilvækst og størrelse sættes der fokus på daglig tilvækst fra fødsel til 56 dage. Dette nøgletal er et af de vigtigste redskaber til tidlig estimering af kviernes senere ydeevne. Der er en god sammenhæng mellem tilvækst i de første levemåneder og mulighederne for at udfylde det genetiske potentiale for ydelse. Det beregnes, hvor stor en andel af kvierne, der har fordoblet deres fødselsvægt ved 56 dage. De registrerede vejninger i aldersgruppen 42 til 84 dage vises og danner baggrund for beregning af vægten ved 56 dage. Det er i dag kun et fåtal af landmænd, som registrerer vejninger, men det kan gøres enkelt under Dagligt overblik, Vægt/højde.

Her kan vejninger registreres: Dagligt overblik, Vægt/højde (se ikon markeret med pil).

Vi har erfaret, at andelen af kalve med fordoblet fødselsvægt ved 56 dage også er en god motivationsfaktor for medarbejderne, når de skal følge op på kalvemanagement.

Det bedste mål findes naturligvis, hvis kalvene bliver målt og vejet både ved fødsel og omkring 56 dage efter fødsel. Alternativt anvender programmet en ”standard fødselsvægt” (42 kg for kviekalve, 43 kg for tyrekalve).

Det nye værktøj vil senere blive udvidet med visning af vejninger fra de ældre kvier. Kom godt i gang med at bruge værktøjet ved at se vejledning på filmen Kvier - tilvækst og størrelse www.vimeo.com/325488447

Søs Ancker (sanc@seges.dk,
Henrik Martinussen (hnm@seges.dk) og
Lars Arne Hjort Nielsen (lahn@seges.dk)

 

Sidst bekræftet: 04-06-2019 Oprettet: 04-06-2019 Revideret: 04-06-2019

Forfatter

HusdyrInnovation
Landskonsulent

Birgit Ingvorsen

Økologi Innovation


Specialkonsulent

Lars Pedersen

HusdyrInnovation, Sundhed, velfærd og reproduktion, kvæg


Specialkonsulent

Henrik Læssøe Martin

HusdyrInnovation, Sundhed, velfærd og reproduktion, kvæg


Specialkonsulent

Søs Ancker

HusdyrInnovation, Sundhed, velfærd og reproduktion, kvæg


Specialkonsulent

Lars Arne Hjort Nielsen

HusdyrInnovation, Foderkæden, kvæg


Af samme forfatter

Vesikulær stomatitis
Kort beskrivelse af sygdommen med link til faglig beskrivelse m.m.
20.06.19
Hvornår har du sidst snakket med dine besøgende i kvægbesætningen om besøgshygiejne?
Rådgivere, inseminører, klovbeskærere, dyrlæger og landmænd. Vi har alle et ansvar for at beskytte bedriften mod smitte ved...
14.06.19
Værd at vide om rabies hos kvæg
Kort og godt om rabies hos kvæg: Symptomer, smitte, risiko m.m.
13.06.19
Værd at vide om schmallenbergvirus
Om schmallenbergvirus hos kvæg: symptomer, smitte, udbredelse og overvågning.
13.06.19
Kælvninger i Danmark
Opgørelser over kælvninger i Danmark fra 1999 og frem
10.06.19