Bemærk: Dokumentet er arkiveret, udløbet 22-12-2019

  

Oprettet: 23-08-2013

Store forskelle i mængden af antistoffer mod Mycoplasma i danske kvægbesætninger

Tankmælksovervågning viser, at godt 20 pct. af besætningerne er positive i ny test for antistoffer mod Mycoplasma. At besætningen er positiv, behøver dog ikke at give problemer.

I juni/juli 2013 gennemførte VFL, Kvæg en screening for mycoplasma-antistoffer i tankmælks­pøver fra alle mælkeleverende besætninger. Resultatet viser, at andelen af besætninger med antistoffer over den fastsatte grænseværdi er 20,8 pct. på landsplan*.

”Med screeningen får den enkelte besætningsejer viden om, hvorvidt der har været mycoplasma-antistoffer i hans besætning. Vores viden om, hvordan resultaterne skal tolkes er imidlertid ikke fuldstændig endnu. Derfor kan en besætning sagtens være positiv, uden at man af den grund har eller har haft de klassiske mycoplasma-problemer i form af yverbetændelse, ledbetændelse eller mellemørebetændelse hos kalvene,” forklarer dyrlæge Kaspar Krogh, VFL, Kvæg.

Men viden om antistoffer i besætningen er, ifølge dyrlægen, væsentlig viden, fordi man så kan træffe forholdsregler i forhold til at reducere intern smittespredning i besætningen.

”Får man problemer, er det dog stadig vigtigt at huske, at en positiv antistofprøve aldrig vil være nok til at stille diagnosen Mycoplasma. Det er vigtigt at se på dyrene og få dem undersøgt fx med PCR eller andet, for at være sikker på, om problemerne kan være relaterede til Mycoplasma,” forklarer Kaspar Krogh.

Behandling af Mycoplasma med antibiotika er vanskelig og oftest uden effekt. Derfor bør fokus rettes mod at forebygge, at man får infektionen ind i besætningen samt etablering af smittereducerende foranstaltninger inden for besætningen. Læs om forebyggelse på www.landbrugsinfo.dk > Kvæg > Sundhed og Sygdomme > Mycoplasma.

Screeningen gentages

Screeningen af alle besætninger med malkekvæg gentages yderligere to gange i løbet af efteråret 2013 som led i Landbrug & Fødevarer, Kvægs ekstraordinære indsats for at skabe tilstrækkelig viden om infektion med Mycoplasma bovis på besætningsniveau. Det er muligt, at resultaterne på sigt kan danne baggrund for en løbende overvågning af besætningers mycoplasmastatus, men der mangler endnu megen viden, før det kan realiseres.

Resultaterne fra screeningen er tilgængelige i Dyreregistrering på Ejendomsfanen under fanebladet Sundhedsstatus (vælg– Mycoplasma antistof - i rullemenu og se herefter Overvåg Tankmælk.

*Det er muligt at den fastsatte grænseværdi skal justeres, når Kvæg med tiden får endnu større kendskab til Mycoplasma.

 

Artiklen har været bragt i Kvæg Nyt nr. 15 -2013 

Sidst bekræftet: 08-08-2019 Oprettet: 23-08-2013 Revideret: 23-08-2013

Forfatter

Kvæg
Kommunikationskonsulent

Kirsten Foss Marstal

Fagkommunikation


Af samme forfatter

24.-25.02.2020: Kvægkongres 2020
Kom med til kvægbranchens største faglige begivenhed den 24.-25. februar 2020
15.01.20
Kvægkongresprogrammet er på trapperne
Vi håber, du vil give dig tid til at dykke ned i det og lade dig friste af de mange spændende foredrag og debatter.
10.01.20
Velkommen til et år med klima, økonomi og den gode fortælling i kvægbruget
Formand Christian Lund og sektordirektør Ida Storm ønsker godt nytår med et par korte bud på, hvad de forventer, 2020 vil b...
10.01.20
Video: Sådan udtager du prøve til genomisk test
Det er nemt at bestille og udtage prøver til genomisk test. Se hvordan i denne video.
18.12.19