Feedback Form

  

Oprettet: 06-09-2019

Fokus på medarbejdernes trivsel giver pote

Respekt og rummelighed giver tilfredse medarbejdere hos mælkeproducent Ole Kristensen.


Efter at have været elev på Lihmegaard er 22-årige Rasmus Herman Jensen nu fodermester på bedriften og har stort udbytte af sin leders fokus på sine medarbejdere. Foto: SEGES

Mælkeproducent Ole Kristensen og hustru Bente Kristensen på Lihmegaard driver deres bedrift på deres helt egen måde. Med to fuldtidsansatte, en elev og to deltidsansatte passer og malker de bedriftens 240 køer tre gange dagligt.

Hos Ole Kristensen er der stort fokus på, at unge arbejder på bedriften, og at arbejde såvel som privatliv skal fungere for medarbejderen. Også selvom det betyder, at flere arbejdsopgaver lander på landmandens bord. Det er dog ikke noget, Ole Kristensen bekymrer sig ret meget om.

“Grundlæggende handler det om, at der skal være en respekt for det menneske, der arbejder for dig. Der skal være plads til at være ung. Også selvom det betyder, at jeg selv skal stå for malkningen en søndag morgen, når medarbejderen har været en tur i byen,” siger Ole Kristensen.

Fyldt køleskab

Køleskabet er fyldt med kolde sodavand, fryseren er velforsynet med is til de varme dage samt frugt og kiks, hvis man er sulten. Når man er på arbejde på Lihmegaard, spiser man alle måltider sammen. Der er ingen hjemmesmurte leverpostejmadder i køleskabet. Frokost og forplejning sørger Bente Kristensen for.

I løbet af året afholdes flere fælles aktiviteter for både medarbejdere og ejere for at give et styrket sammenhold. Medarbejderne får både fødselsdags- og julegaver. For Lihmegaard drives nemlig af Bente og Ole Kristensen i fællesskab. Alligevel mener Ole Kristensen ikke, at parret gør noget markant anderledes end deres kolleger.

“Vi har bare den grundholdning, at medarbejderne skal føle sig respekterede og vide, at vi sætter pris på deres indsats,” siger Ole Kristensen.

Lange ansættelsesforhold

Blandt medarbejderne på Lihmegaard er fodermester Rasmus Herman Jensen. Med et smil på læben fortæller han, at han trods sine 22 år allerede har 16 års anciennitet på Lihmegaard.

”Jeg begyndte herude, da jeg var fem år. Lige siden har jeg vidst, at jeg gerne vil arbejde med køer,” fortæller Rasmus Herman Jensen.

Med til historien om Rasmus hører, at han som femårig fik sin gang på gården i aflastning for at brænde et overskud af energi af.

“Der skulle ske noget, og jeg skulle have noget, jeg kunne bruge en masse kræfter på. Det fandt jeg hos Ole og Bente,” siger Rasmus Herman Jensen.

Forfremmet til fodermester

For Rasmus Herman Jensen har matchet med Ole Kristensen været så godt, at han har været der lige siden. Først i aflastning og siden i et fritidsjob efter skoletid. Derefter fik han plads som elev på Lihmegaard, og efter endt uddannelse blev han fastansat til at passe køerne. Senest er han blevet forfremmet til fodermester, og det passer Rasmus Herman Jensen godt.

“Selv om jeg har været her længe, føler jeg stadig, at jeg har meget at lære om køerne. Det synes jeg sagtens, jeg kan her. Som fodermester følger der både nye udfordringer og nyt ansvar med. Det kan jeg godt lide,” siger Rasmus Herman Jensen.

 

Se og hør Ole Kristensen fortælle om sin ledelse i videoen her

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 16, 2019

Sidst bekræftet: 06-09-2019 Oprettet: 06-09-2019 Revideret: 06-09-2019

Forfatter

Marketing og Fagkommunikation
Kommunikationskonsulent

Erik Suhr

Marketing & Fagkommunikation, Fagkommunikation


Af samme forfatter

Nye digitale kurser på engelsk
SEGES har produceret to nye digitale kurser på engelsk til bedriftens udenlandske medarbejdere.
09.08.19
Metalgitter gør ensilagestakken mere sikker
En kreativ løsning på en sønderjysk mælkeproduktion sikrer arbejdet ved ensilagestakken nemt, hurtigt og billigt.
28.06.19
Business Check var en øjenåbner
Svineproducent og planteavler Claudi Lange fra Følle på Djursland har brugt Business Check i mange år. Faktisk kan han slet...
13.06.19
Podcast om arbejdsmiljø på kvægbedriften – del 2
Kom en tur med rundt på bedriften – hvor kan arbejdsmiljøet blive mere sikkert?
17.05.19
”Arbejdsmiljø er noget, vi snakker om”
For den økologiske mælkeproducent Jens Peter Skovsgaard er arbejdsmiljø og sikkerhed en vigtig del af måden at drive landbr...
03.05.19