Økonomi og ledelse

Få styr på strategien for dit landbrug, før du forretningsudvikler

Før du arbejder videre med din forretningsidé eller dit optimeringsprojekt, bør du afdække de potentialer og udfordringer, din bedrift står overfor. Det gør du bedst med et strategiforløb. Dermed sikrer du, at forretningsudviklingen hænger sammen med din virksomheds strategi.

Med et strategiforløb får du overblik over din virksomheds potentialer og udfordringer. Og du sikrer, at du får afklaret din vision for virksomheden, og at du og din families ønsker til fremtiden tænkes ind i virksomhedens udviklingsplaner.

Disse værktøjer hjælper med afdækningen af potentialer og udfordringer i strategiforløbet

Uanset om du ønsker at udvikle et nyt produkt, eller du vil optimere din virksomhed, så er der en række værktøjer, som vi anbefaler, at du og din rådgiver anvender i strategiforløbet.

Hvis du er i gang med at udvikle et nyt produkt, bør du starte med udvidet SWOT. 

Hvis du vil optimere din virksomhed, bør du og din rådgiver arbejde med værktøjerne Fraktilanalyse, Business Check og Ø90 Benchmarking i den rækkefølge og derefter udvidet SWOT. 

Driftsgrensanalysen er fundamentet for Fraktilanalyse, Business Check og Ø90 Benchmarking. Om du kan nøjes med en driftsgrensanalyse, afhænger helt af dine individuelle behov.

Hvis din bedrift ikke har de store udfordringer, giver Ø90 Benchmarking et tilstrækkeligt overblik over hele virksomheden og produktionen. Har du derimod udfordringer i produktionen, kan Business Check sammen med Fraktilanalysen hjælpe dig med at udpege de konkrete problemer.

I alle tilfælde bør I afslutte strategiforløbet ved at udarbejde en risikoanalyse af din forretningsudvikling.

Gå i dybden med de forskellige værktøjer til strategiforløbet

  • Med udgangspunkt i den udvidede SWOT kortlægger du din virksomheds stærke og svage sider, trusler og muligheder. Se Skabelon til Udvidet SWOT

    Analysen er mere omfattende end en almindelig SWOT, fordi den samtidig udpeger din virksomheds såkaldt ”sikre” usikkerheder, vigtige forandringer, bastioner, som skal forsvares, og områder, der skal aflæres.

    Den samlede virksomhedsanalyse munder ud i en prioritering af dine Top 3-udfordringer og Top 3-potentialer. 

    Som forberedelse til arbejdet med den udvidede SWOT vil din rådgiver udarbejde en række spørgsmål til hver kasse i SWOT’en. Dermed sikres det, at I kommer omkring alle aspekter af din virksomhed.

    Læs mere om, hvordan du og din rådgiver bedst arbejder med den udvidede SWOT.

    Du vil muligvis skulle justere på den udvidede SWOT, når du har været igennem alle faserne i Værktøjskassen for forretningsudvikling i landbruget

     
  • Fraktilanalysen giver dig et hurtigt visuelt overblik over, hvordan din driftsgren klarer sig på en række udvalgte nøgletal sammenlignet med niveauet i andre landbrugsvirksomheder. 

    Fraktilanalysen viser dig, hvor din bedrift er konkurrencedygtig, hvor den klarer sig som gennemsnittet, og hvor forbedringspotentialet er stort.

    Dermed giver fraktilanalysen dig en første temperaturmåling af økonomien i produktionen. Hvis du skal dybere ned i tallene, må du ty til et Business Check.

  • Business Check fokuserer også på produktionssiden af bedriften. Med et Business Check kan du sammenligne dine resultater med resultaterne på andre enkeltbedrifter. Der er nemlig en konkret landmand bag hver kolonne i Business Check. 

    Du kan også bestille et Business Check-regneark hos din rådgiver. Han kan vælge de enkeltbedrifter ud, som du får mest ud af at sammenligne dig med.

    Business Check er bygget op omkring et bredt udvalg af nøgletal som f.eks. fremstillingspris. Det betyder, at du og din rådgiver kan komme helt ned i detaljerne, når I sammenligner produktionsresultaterne fra din bedrift med udvalgte enkeltbedrifter. Det giver jer et endnu tydeligere billede af, hvor der er udfordringer, så I kan lægge en handlingsplan for, hvor du skal sætte ind – både på kort og langt sigt.

  • I Ø90 Benchmarking sammenlignes dine resultater med en hel gruppe landmænds resultater. Sammenligningsgrundlaget kan være op til flere hundrede bedrifter på de største driftsgrene.

    Den store fordel ved Ø90 Benchmarking er, at den giver et overordnet billede af hele økonomien på både virksomheds- og produktionsniveau. Udfordringen er, at nogle af problemerne kan skjule sig lidt i gennemsnitstallene. De reelle forskelle mellem bedrifterne bliver tydeligere, når man ser på enkeltbedrifter frem for gennemsnitstal.

    Ø90 Benchmarking er en integreret del af regnskabet og laves samtidig med årsrapporten.

Vil du vide mere?