Mark med mennesker

Økonomi og ledelse

Virksomhedsledelse i landbruget – det skal du kunne

E-bogen Virksomhedsledelse i landbruget – det skal du kunne sætter fokus på, hvilke teorier, praksisser og værktøjer du som virksomhedsleder skal kende og kunne, hvis du vil være en god leder i landbruget.

Du har sikkert allerede opdaget det – kravene til dig som virksomhedsleder i landbruget stiger støt i takt med, at konkurrencen i erhvervet bliver hårdere. For at kunne drive et succesfuldt landbrug med positive økonomiske resultater er det derfor nødvendigt, at du som leder imødekommer kravene om hele tiden at optimere din virksomhed. Samtidig skal du kunne håndtere den stadigt større kompleksitet i virksomheden og en lang række af krævende interessenter. Det er hårdt arbejde.

I E-bogen Virksomhedsledelse i landbruget – det skal du kunne har vi i otte kapitler samlet den viden, der skal hjælpe dig som nuværende eller kommende virksomhedsleder i landbruget med at styrke dine faglige ledelseskompetencer og dermed på sigt højne din virksomheds konkurrenceevne. Med bogen får du fuldt opdateret viden og håndgribelige redskaber til ledelsesarbejdet på din bedrift, så du kan blive opdateret og få en hjælpende hånd og ekstra motivation til at udvikle og drive et (endnu mere) succesfuldt landbrug.

Ledelsesinspiration ud fra konkrete erfaringer

Kapitlerne har alle fokus på det praktiske lederskab af et moderne landbrug og er baseret på forfatternes egne erfaringer fra forskellige landbrug, som de har besøgt eller hjulpet, hvor en ændret ledelsesindsats eller konkrete ledelsesværktøjer har haft afgørende betydning for virksomhedens resultater.

Hvert kapitel indeholder mindst én case, der sætter teorierne eller værktøjerne ind i et hverdagsperspektiv og gør det nemt for dig at implementere dem på din bedrift. Artiklerne bidrager desuden med inspiration til, hvordan du kan håndtere visse problematikker på nye måder.

Hvert kapitel præsenterer et emne og en række teorier, praksisser eller værktøjer, som du skal kende og kunne, hvis du ønsker at være en succesfuld leder i landbruget. Det har ikke været muligt at dække hele ledelsesspektret, men forhåbentligt vil disse otte nedslag kunne hjælpe dig i ledelsesarbejdet på din bedrift og give dig lyst til at bruge den viden og de værktøjer, du finder i artiklerne, til at skabe god ledelse.

Intro til kapitlerne Virksomhedsledelse i landbruget

  • Hvad er ledelse egentligt? Det forklarer Jørgen Kroer, seniorkonsulent i ledelse, i kapitlet ”Up-to-date ledelse i en turbulent hverdag – relationer, rammer, retning og roller”, hvor han også præsenterer værktøjet 4R-modellen.

    I kapitlet indleder Jørgen Kroer, seniorkonsulent ved SEGES, med at definere begrebet ledelse for at skabe en fælles forståelse for disciplinen, som går igen i de øvrige kapitler i E-bogen.
    ”Ledelse afhænger af, hvad og hvem der skal ledes,” fastslår Jørgen Kroer i kapitlet. Rigtig mange bedrifter vækster, bliver mere komplekse og får flere ansatte. Med et håndgribeligt perspektiv på ledelse kan du bedre forstå din virksomheds udvikling og løse de fleste udfordringer, der opstår i en vækstfase. 

    Jørgen præsenterer et helt konkret værktøj kaldet 4R-modellen. De fire R’er står for relationer, rammer, retning og roller, og det er et værktøj, som du kan gå hjem og bruge direkte i dit arbejde, når din virksomhed vækster og vokser, og når både dine og dine medarbejderes opgaver forandrer sig. Du får også et overblik over de forskellige og helt konkrete udviklingskriser og faser, du kan møde i din virksomhed, og som ofte kræver nye tiltag. I disse overgange fra én fase til en anden, kan du trække på 4R-modellen til at hjælpe dig effektivt igennem den krise, der ofte vil opstå.

  • Hvordan ved man, at man er en god virksomhedsleder? Og hvordan bliver man endnu bedre? Det giver William S. Andersen, specialkonsulent i strategi og økonomi, dig et svar på i artiklen ”Tag din virksomhedsledelse et niveau op”. Kapitlet præsenterer et helt håndgribeligt værktøj, du kan bruge til at analysere dine egne kompetencer og kortlægge, hvor du befinder dig på rejsen fra daglig leder mod at blive en god virksomhedsleder. 

    Virksomhedsledelse er for mange en ny disciplin, og en disciplin hvor du skal arbejde for at opnå de afgørende kompetencer, der gør dig til en god virksomhedsleder. Men når det lykkes, vil det resultere i en mere robust virksomhed, hvor du har mere tid til medarbejderpleje og familie. Og økonomisk kan du se det på din bundlinje.

    William S. Andersen gennemgår de syv vigtigste discipliner inden for virksomhedsledelse, som han har observeret gennem sit arbejde som strategikonsulent. De syv discipliner er områder, hvor du med fordel kan lægge mere energi for at højne niveauet på din bedrift og skabe forbedret ledelse. Pointen her er, at hvis ikke du får gjort din virksomhedsledelse konkret og til dels målbar, risikerer du, at du aldrig udvikler dig. Du har brug for en strategiproces, hvor du formulerer dine strategiske mål.

    Til sidst får du en række håndgribelige anbefalinger til, hvordan du kommer i gang med din strategiproces, så du kan få en robust virksomhed med gode vækstmuligheder og en solid bundlinje.

  • Hvem skal hjælpe dig i din virksomhed? Det giver Lotte Lüscher fra Clavis Erhvervspsykologi Aps dig et bud på i artiklen ”Ledergruppens betydning – for arbejdsdagen og for bundlinjen”.

    Det betaler sig, både for den gode hverdag på bedriften og for din bundlinje, hvis du bruger tid på din ledergruppe frem for selv at klare tingene i driften. Hold fokus på mennesker, ikke på dyr og jord, hvis du vil sikre dig, at bedriften trives, udvikler sig, vækster og skaber overskud. Sådan lyder det fra konsulent Lotte Lüscher fra Clavis Erhvervspsykologi Aps i kapitlet ”Ledergruppens betydning – for hverdagen og for bundlinjen”.

    Kapitlet henvender sig til dig, der har seks eller flere ansatte, og som har ledere under sig. Den gennemgående case beskriver Jan og Jesper, der sammen ejede et I/S, som de måtte opløse på grund af interne problemer. Gennem casen illustrerer Lotte Lüscher, hvordan man, når man involverer ledergruppens og medarbejdernes kompetencer, kan opnå gode resultater. I casen ser vi bl.a., at den fælles sparring og koordinering med ledergruppen er udslagsgivende for medarbejdernes hverdag – og for virksomhedens bundlinje.

  • Økonomistyring er en vigtig ledelsesopgave, som kan spare dig for ubehagelige overraskelser, fordi du hele tiden har styr på din bedrift. Det er budskabet i specialkonsulent Mads R. Simonsens kapitel ”Økonomistyring – en ledelsesopgave”.

    ”Jeg har altid haft en fornemmelse af, at jeg er god til at passe både medarbejdere og grise. Men jeg syntes ikke altid, at der var en direkte sammenhæng mellem de perioder, hvor det gik godt i staldene, og om jeg tjente penge.” Sådan siger den svineproducent, som er hovedperson i Mads R. Simonsens kapitel.

    I kapitlet giver Mads R. Simonsen, specialkonsulent ved SEGES, dig en dybere forståelse for sammenhængen mellem produktionsstyring og økonomistyring. Denne sammenhæng forklarer han ud fra teoretiske og praktiske beskrivelser af, hvordan du kan anvende registrering, data, budgetlægning og tavlemøder på din bedrift. Derudover beskriver han, hvordan du kan prioritere og fordele dine ressourcer via aktivitetsstyring, likviditetsstyring og kapacitetsstyring.

    Mads R. Simonsen kommer også ind på, hvordan du med grundige registreringer og opfølgninger kan undgå overraskelser, fordi du hele tiden arbejder på at se fremtiden komme nærmere. Det giver et godt grundlag for, at du kan lave tilpasninger, inden behovene overhovedet opstår, uanset om behovet er på mandskab, staldanlæg foderanlæg eller noget helt fjerde.

    Endeligt beskriver Mads R. Simonsen økonomistyring som en proces og pointerer, at jo mere naturlig processen føles i hverdagen, desto hurtigere kan du træffe beslutninger om at ændre din produktion. Du får inspiration og motivation til at få fuldstændigt styr på de aktiviteter, der findes på din bedrift, så du kan få din bedrift til at fungere som en top-tunet maskine.

  • Du er landmand, men er du også en god købmand? Det spørgsmål stiller Ivan Damgaard, chefkonsulent i SEGES, i kapitlet ”Se potentialet i handel”.

    Handel er ikke altid en nem sag, og handel i landbruget kan være ganske kompliceret og er forbundet med store risici og omhandler ofte meget store beløb. Men faktisk kunne danske landmænd gøre meget mere på handelsområdet. I kapitlet ”Se potentialet i handel” tager chefkonsulent Ivan Damgaard fra SEGES fat i dit handelsfokus og viser, at der hos danske landmænd er kæmpestore uudnyttede potentialer inden for køb og salg fra produktionen. Hvordan afsætter du din produktion, og har du fokus på at få en god fremstillingspris, høje udbytter og høj kvalitet?

    Du får overblik over de udfordringer, barrierer og potentialer, som danske landmænd oplever i arbejdet med at forbedre deres virksomheders bundlinje. Herefter følger en kort definition af tre af de vigtigste produkter, landmanden køber og sælger, det vil sige handelsvarer, produkter og serviceydelser. Til sidst i artiklen beskriver Ivan Damgaard de potentialer og udfordringer for landmandens handel, og hvordan du kan realisere potentialerne på din virksomheds bundlinje ved at arbejde med handelsstrategier og handelserfagrupper.

    Du får forhåbentlig lyst til at arbejde med din handelsstrategi og få opbygget et professionelt set-up for din virksomheds køb og salg, for det er et strategisk indsatsområde med store økonomiske potentialer.

  • Lad være med at spilde tiden. Sådan lyder det fra Susanne Pejstrup fra Lean Farming®, der har skrevet artiklen ”Tidsforbruget skal ind i produktionsstyringen”.

    I de fleste virksomheder i industrien arbejder man med nøgletallet ”produktivitet”. Det vil sige, at man måler, hvor mange enheder man producerer pr. arbejdstime. Det gør man ikke ret ofte i landbruget. Alle er dog enige om, at det er nødvendigt at måle for at kunne forbedre. Men hvorfor måler vi så ikke arbejdstidsforbruget i landbruget og sætter det i forhold til produktionen? 

    Virksomhedskonsulent Susanne Pejstrup fra Lean Farming® fortæller om sit arbejde med begrebet ”produktivitet” i forskellige brancher. Hun giver også nogle bud på, hvad der skal til, for at du får nøgletallet til at blive en del af den daglige produktionsstyring på din bedrift. Tidsregistrering er nemlig nødvendigt, hvis du vil reducere dine arbejdsomkostningerne pr. produceret enhed.

    Målet er at få endnu flere landmænd til at åbne øjnene for potentialet i at bruge tidsforbruget pr. produceret enhed i den daglige styring af virksomheden. Med håndgribelige eksempler fortæller Susanne Pejstrup, hvor meget spildtid der hurtigt kan opstå, hvis ikke alle medarbejdere ved, hvad de skal lave hele tiden, og hvis ikke arbejdet er godt organiseret. De fleste mennesker vil gerne arbejde effektivt, og der er faktisk inden, der gider spild.

  • Er du en tøsedreng eller en god leder? Sådan udfordrer Torben Wiborg, chefkonsulent i LMO, dig i kapitlet ”Kun tøsedrenge lader sig ikke udfordre!”.

    De fleste danske landmænd kan have glæde og gavn af at turde udsætte deres virksomhed for en turnaround-proces. Turnaround er nemlig ikke for tabere, men for gode ledere, der tager styring og ansvar for at (gen-)oprette deres virksomhed. Sådan konkluderer chefkonsulent Torben Wiborg fra LMO i kapitlet ”Kun tøsedrenge lader sig ikke udfordre!”, hvor han argumenterer for, at turnaround ikke nødvendigvis skal forbindes med en virksomhed i krise. Det er nemlig helt almindelig god ledelse at udsætte sig selv for udfordringer med jævne mellemrum – og her er udfordringen at få nye øjne på produktionen og åbne sig for nye tiltag. 

    Torben Wiborg gennemgår  turnaround-processens ni faser: Fra etablering af engagement og respekt for processen til en grundig analyse af produktionen, prioritering af handlingsforslag, til anskaffelse af kapitel og endelig fastsættelse og implementering af en handlingsplan. Formålet er at vise dig, hvad foregår der i en turnaround? Hvordan og hvorfor opstår behovet for en turnaround? Og når behovet er der, hvad gør du så?

  • Skal du sælge eller købe en bedrift? Og er der familie involveret? Kapitlet ”Overvejelser ved ejer- og generationsskifte” giver dig svar på, hvad du skal overveje, og hvilke muligheder du skal kende til, før du kaster dig ud i ejerskifteprocessen.

    Står du foran et ejerskifte, enten som sælger eller køber, er der nogle ting, du skal overveje, inden du sætter din underskrift på skødet. Og ved ejerskifte inden for familien er der endnu flere muligheder, du skal kende. I artiklen ”Overvejelser ved ejer- og generationsskifte” giver forfatterne René Moody Nielsen, afdelingsleder i Ejerskifte og selskaber, SEGES, Kristian Skov, afdelingsleder i Forretning & Implementering, SEGES og Kenneth Kjeldgaard, specialkonsulent i SEGES Finans & Formue, dig et overblik over ejerskifteprocessen og de fleste strategiske overvejelser omkring et generationsskifte.

    Forfatterne illustrerer deres pointer og anbefalinger og de enkelte trin i processen med en konkret case for en familiehandel, og vi følger familien Thomsen fra A til B igennem de centrale trin i ejerskifteprocessen. Derefter får du en gennemgang af de overvejelser, du skal have, når du skal udarbejde en ejerskiftestrategi, bl.a. personlig afklaring og rollefordeling. Endeligt tager forfatterne dig ind i de mere officielle dele af ejerskifteprocessen: Fra værdiansættelse til finansieringsmuligheder og -udfordringer til overvejelser omkring valg af ejerform og endelig de skattemæssige forhold og udfordringer, du kan møde i en ejerskifteproces.

    Se også Tema: Ejerskifte - køb eller salg af landbrugsvirksomhed

Støttet af