Feedback Form

  

Oprettet: 10-11-2016

Forretningsudvikling er en naturlig del af din strategiproces

Når du arbejder med strategi, har du ofte brug for at tænke i forretningsudvikling. Du vil måske lave et nyt produkt eller ændre på en arbejdsgang. Forretningsudvikling handler ikke kun om at tænke nyt. Det handler også om at udvikle det eksisterende.

Når du arbejder med strategi, har du ofte brug for at tænke i forretningsudvikling. Du vil måske lave et nyt produkt eller ændre på en arbejdsgang. Forretningsudvikling handler ikke kun om at tænke nyt. Det handler også om at udvikle det eksisterende.

Forretningsudvikling kan være mange forskellige ting som f.eks. investering i en vindmølle, etablering af en gårdbutik, investeringer i udlandet eller UK-produktion. Der sker meget forretningsudvikling i landbruget, og forskelligheden er utrolig stor.

Sådan giver du dig i kast med forretningsudvikling
Hvis du har en idé til forretningsudvikling, bør du gøre dig nogle overvejelser, så du sikrer dig, at du kommer godt i gang. Ellers kaster du dig måske ud i nogle udfordringer, du burde have undgået, eller kommer aldrig i gang.

Ved at svare på nedenstående spørgsmål kan du afklare, om forretningsudvikling skal være en del af din strategi, eller om du bør lægge dine kræfter et andet sted.

Hvilken type forretningsudvikling er den rigtige for dig?
Skal udviklingen af et nyt produkt være en del af din strategi frem for vækst, turnaround eller optimering af din eksisterende forretning? Det er vigtigt, at din strategi hænger sammen med målene for din virksomhed, og du skal derfor være sikker i dit valg af forretningsudvikling, når du vælger retning for din virksomhed.

Er der et marked for dit produkt?
Hvem skal købe dit produkt, og hvordan når du ud til dine kunder? Det er vigtigt, at du får defineret markedet. Hvis du tidligere har haft leveringsret til et af andelsselskaberne, er det pludselig en ny verden for dig, at du selv skal sikre dig købere til dit produkt. Det vil ofte være den største udfordring i forretningsudviklingen.

Hvordan vil du blive udfordret som leder?
Hvilke ledelsesmæssige udfordringer forventer du at få i forbindelse med forretningsudviklingen, og hvordan forventer du at håndtere dem? Når du udvikler din forretning, vil det ofte kræve nye kompetencer. Derfor kan du med fordel overveje, hvilke kompetencer du og dine medarbejdere får brug for til at løse opgaverne.

Hvor meget tid forventer du at bruge på den eksisterende del af virksomheden samt det nye forretningsområde? Du bør overveje om, du kan løse de samme opgaver som i dag, eller om du har brug for nye medarbejdere til at tage hånd om forretningsudviklingen.

Hvad er business casen?
Hvad er de økonomiske mål for virksomheden? Hvor meget skal du omsætte, og hvor stor fortjeneste får du? Hvor lang tid går der, før målene indfries? Du skal have fokus på din business case, så du er sikker på, at du får en størrelse i økonomien, som retfærdiggør forretningsområdet i din virksomhed.

Passer idé og virksomhed sammen?
Kan din virksomhed håndtere din ide? En virksomhed har et livsforløb og vil på forskellige tidspunkter have forskellige styrker. Eksempelvis vil en virksomhed være præget af kreativitet i opstartsfasen, hvor en driftsorienteret virksomhed typisk vil have fokus på styring. Der er også virksomheder, som udvikler særlige evner for at delegere, som f.eks. når der er tale om flere selskaber. Andre virksomheder er gode til at koordinere eller samarbejde. Når du overvejer, hvilke styrker og udfordringer din virksomhed har, får du overblik over, om din forretningsidé passer til din virksomhed.

Arbejd bevidst med forretningsudvikling
Når du arbejder struktureret med forretningsudvikling, får du hjælp til at komme i gang, og samtidig kommer du hele vejen rundt om idéen. På den måde sikrer du dig, at idéen har potentiale, og at de udfordringer, der måtte være, er synlige for dig. I en struktureret proces kan du lettere sammenligne forskellige idéer og på et oplyst grundlag vælge den eller de idéer, som har størst potentiale for dig.

Selvfølgelig vil du støde på udfordringer, som du ikke havde tænkt på fra starten. Lige meget hvor meget du forbereder dig, vil alverdens planlægning ikke kunne hindre udfordringer. Men en gennemtænkt plan hjælper dig godt på vej.

Kontakt din rådgiver
Er du sikker på, at forretningsudvikling skal være en del af din strategi, så tag fat i din strategirådgiver. Hvis du gerne vil vide lidt mere om forretningsudvikling, så læs mere på LandbrugsInfo.

Mere info
Læs mere om forretningsudvikling på LandbrugsInfo.

Læs mere om strategi i hæftet ”Det betaler sig at arbejde med strategi” med tilhørende strategikort.

Få et overblik over, hvordan du arbejder med forretningsudvikling i strategikortet.

Sidst bekræftet: 22-09-2017 Oprettet: 10-11-2016 Revideret: 10-11-2016

Kontakt

Afdelingschef

Torsten Gruhn

Erhvervsøkonomi


Forfatter

Økonomi & Virksomhedsledelse