Feedback Form

  

Oprettet: 08-03-2017

Økonomi i udplantning af økologiske roer?

Ny viden og interesse for økologiske sukker- og foderroer.



Mekanisk renholdelse af roer med lugerobot. Foto: Otto Nielsen

Økologiske roer har været næsten fraværende de sidste 10-20 år på trods af, at det tidligere var en vigtig foder- og salgsafgrøde. Det skyldes bl.a. introduktion af majs, manglende hektartilskud på foderproduktionen, Danisco indstillede produktionen, og de mange timer med håndhakning. I dag er der igen initiativ til at dyrke økologiske sukkerroer, og foderroerne kan være på vej tilbage til de økologiske svine- og kvægbrug. Forbedrede mekaniske løsninger, som sensorstyring af radrensere, præcisionsbrænding og udplantning af roer i kombination med lugerobot, har gjort roedyrkningen lettere og mere økonomisk. Kombineret med det kraftigt voksende økologiske marked gør det, at tiden nu er moden til, at de økologiske roer kan få en renæssance.

Klik på et punkt i menuen for at komme til det ønskede afsnit

To demonstrationsforsøg

SEGES Økologi Innovation har i 2016 gennemført 2 demonstrationsforsøg i henholdsvis Holeby (Lolland) hos ’Nordic Beet Research’ og hos landmand Rud Bruun ved Holsted i Midtjylland. For nærmere information om detaljer ang. roesorter, rækkeafstand, antal planter, såtidspunkt mm. henvises til ”Oversigt over Landsforsøgene 2016” under titlen: ”Roer – dyrkning” af Frank Oudshoorn (s. 290).

Holeby, Lolland

I Holeby blev forsøget anlagt som vist i tabel 1 herunder med mekanisk ukrudtsbekæmpelse i roer og forskellig ukrudtsbestand (kemisk renholdt; naturlig; naturlig + udsået boghvede):

Tabel 1: Fra forsøg med roer ved Holeby på Lolland: Plante, udbytte og vedhængende jord efter mekanisk ukrudtsbekæmpelse med radrenser og lugerobot (testmodel fra F. Poulsen Engineering) ved forskelligt ukrudtstryk. Tabellen kommer fra denne rapport om optimering af mekanisk ukrudtsbekæmpelse i sukkeroer.

Den mekaniske ukrudtsbekæmpelse havde hverken signifikant effekt på antal planter eller udbytte (når renholdt med herbicider). Radrensning øgede sukkerudbytterne signikant fra 13,7 til 17,1 ton sukker pr. ha ved naturligt ukrudtstryk, mens man ved kunstigt højt ukrudtstryk (udsået boghvede) opnåede en øgning i sukkerudbyttet fra 7,0 til 13,1 ton pr. ha. Lugerobotten øgede sukkerudbytterne yderligere – dog ikke signifikant.

Tilstrækkelig renholdelse mellem rækkerne blev opnået med 2 x radrensning i vækstperioden, som var relativt nedbørsfattig. Ukrudtet i rækkerne blev forsøgt luget med lugerobot, som dog lod store mængder ukrudt blive tilbage (48-73 %). Dette skyldes primært problemer med lugerobotten, som efterfølgende forbedres. Mængden af ukrudt i og imellem rækkerne vises på figur 1.


Figur 1: Ukrudt i og imellem rækkerne efter endt ukrudtsbekæmpelse i forsøg med roer i Holeby, Lolland. Søjlerne viser mængden af ukrudtsplanter pr. kvadratmeter, og behandlingerne (A1, A2…, C4) refererer til den forskellige ukrudtsbekæmpelse præsenteret i tabel 1. Figur 1 stammer fra denne rapport om radrensning og lugning. Klik på figuren for en større og tydeligere udgave.

Til top

Rud Bruun, Holsted

I Holsted blev der plantet 0,5 ha roer som ”seedlings” (småplanter). Planterne blev fremdyrket i Holland og plantet med en 3-rækket Ferrari plantemaskine. Fremdyrkning af roerplanterne som ”seedlings” eller alternativt som ”paperpots” (papirpotter) kan lade sig gøre rent teknisk, og der blev ikke konstateret forgrenede rødder ved optagning. Formålet med forsøget var at teste om marken kunne holdes ren udelukkende med mekanisk bekæmpelse. Roemarken blev mekanisk renholdt med 2 x radrensning + robotlugning. Det var ikke muligt at kvantificere indflydelsen af det tilbageværende ukrudt. Roemarkens vækst blev hæmmet af mange andre faktorer såsom for sen plantning, dårligt plantebed og uensartet rækkeafstand, som førte til afgrødeskader i forbindelse med ukrudtsbekæmpelsen. Roerne i Holsted blev taget op af slagtesvin i mobile stalde, som blev flyttet dagligt. Svinene spiste dem som en del af deres daglige foderration.

Til top

Økonomi i foderroer?

Til beregning af omkostninger og udbytte ved plantning af roer bruges standardiserede tal. Disse tal repræsenterer vores bedste bud på omkostninger, potentielt udbytte og dækningsbidrag. Omkostningerne ved maskin- og arbejdsomkostninger beregnes til knap 13.000 kr. pr. ha (tabel 2) inklusiv radrensning og robotlugning. Beløbene beror på budgetkalkuler fra Farmtal Online, samt erfaringer og faglige vurderinger fra gartneribranchen (plantning af ”seedlings”) og maskinbranchen (robotlugning). Jordbehandling, antal plantede roer og den udbragte mængde og type af gødning i beregningen svarer omtrent til de faktiske omstændigheder på marken i Holsted, hvor marksvin selv opsamlede roerne. Foderværdien af roerne til svin og kvæg svarer omtrent til økologisk foderkorn (2,20 kr. pr. kg).

Udbyttet i beregningen repræsenterer et højt udbytte (15.000 FE pr. ha, roer + top), som er noget større end det faktisk opnåede (pga. sen og ujævn plantning). Det høje udbytte forventes dog at være opnåeligt ved almindelig drift med ”rettidig omhu”.

Ved prissætning af roer som økologisk foderkorn, ville det være muligt at betale 15 øre pr. plante og samtidig have et dækningsbidrag på ca. 6.500 kr. pr. ha (tabel 2). Ved beregning af omkostninger indeholder maskin- og arbejdsomkostningerne for foderroer normalt optagning og aftopning, hvilket ikke var nødvendigt i eksemplet med marksvinene i Holsted. Hvis man regner det med (1915 kr. pr. ha), bliver DB noget lavere og vil gøre plantning mere usikkert.

Tabel 2. Udregning af dækningsbidrag fra forsøg med foderroer ved Holsted, Midtjylland.

Økologiske foderroer Kvantum   Pris Beløb/ha
         
Udbytte        
Roer 15.000 FE/ha 2,20 +33.000
Bruttoudbytte       +33.000
         
Stykomkostninger        
Planter (inkl. forspiring) 90.900,00 stk. 0,15 -13.635
Stykomkostninger i alt       -13.635
         
Dækningsbidrag pr. ha       +19.365
         
Maskin- og arbejdsomkostninger        
Pløjning 1   675 -675
Efterharvning 1   200 -200
Gødningsspredning (gylle) 19,4 tons 20 -388
Gødningsspredning (dybstrøelse) 11,6 tons 20 -233
Såbedsharvning/blindharvning 2   160 -320
Roeplantning* 1   7.500 -7.500
Tromling 1   165 -165
Radrensning 2   400 -800
Robot lugning (indkøb + vedligehold)** 2   856 -1.712
Vanding 1   430 -430
Øvrige opgaver  1   500 -500
I alt       -12.923
         
DB efter maskin- og arbejdsomkost.       +6.442 ***

* Sammenlignes med plantning af kål som ”seedlings”. 3-4 mand til plantning i sammenlagt 50 timer pr. ha. Ved 150 kr. pr. time giver det en udgift på 50 t. pr. ha x 150 kr. pr. t. = 7500 kr. pr. ha

** Ved brug af 6-rækket lugerobot:
Indkøbspris = 900.000 kr.; afskrivning over 10 år = 90.000 kr. pr. år; vedligehold = 10.000 kr. pr. år; drift 30 dage pr. år á 12 t. pr. dag = 180 ha pr. år; fart = 2 km pr. t.; kapacitet på ½ ha pr. t. = 2 t. pr. ha; arbejdsløn = 150 kr. pr. t. Samlet pris = 856 kr. pr.
ha

*** Ved timelønssats på 195 kr. pr. time (fastsat ved overenskomst inkl. genetillæg, øvrige arbejdsomkostninger og pensionsbidrag) for roeplantning (omkostning = 9750 kr. pr. ha) og robotlugning (omkostning = 946 kr. pr. ha) falder det samlede dækningsbidrag for dyrkning af økologiske foderroer til 4012 kr. pr. ha

Til top

Økonomi i sukkerroer?

Hvis man dyrker økologiske sukkerroer med samme teknik som foderroerne (plantning) og ønsker et dækningsbidrag på ca. 10.000 kr. pr. ha, må planterne, ved nuværende sukkerpriser (655 kr. pr. tons roer, 18 % POL sukker) og højt høstudbytte (90 tons roer), koste over 30 øre pr. plante (tabel 3). Den samlede tildeling af gødning er lavere end ved foderroerne, fordi behovet er lavere ved sukkerroer.

Tabel 3. Udregning af dækningsbidrag for dyrkning af plantede sukkerroer.

Økologiske sukkerroer Kvantum   Pris Beløb/ha
         
Udbytte        
Roer 90 tons 655,00 +58.950
Bruttoudbytte       +58.950
         
Stykomkostninger        
Planter (inkl. forspiring) 90.900,00 stk. 0,37 -33.633
Stykomkostninger i alt       -33.633
         
Dækningsbidrag pr. ha       +25.317
         
Maskin- og arbejdsomkostninger        
Pløjning 1   675 -675
Efterharvning 1   200 -200
Gødningsspredning (gylle) 12,3  tons 20 -247
Gødningsspredning (dybstrøelse) 8,3  tons 20 -166
Såbedsharvning/blindharvning 2   160 -320
Roeplantning* 1   7.500 -7.500
Tromling 1   165 -165
Radrensning 2   400 -800
Robot lugning (indkøb + vedligehold)** 2   856 -1.712
Vanding 1   430 -430
Optagning af roer inkl. aftopning 1   1.915 -1.915
Øvrige opgaver (herunder fragt)       -500
I alt maskin- og arbejdsomkostninger       -14.630
         
DB efter maskin- og arbejdsomkost.       +10.687***

* Sammenlignes med plantning af kål som ”seedlings”. 3-4 mand til plantning i sammenlagt 50 timer pr. ha. Ved 150 kr. pr. time giver det en udgift på 50 t. pr. ha x 150 kr. pr. t. = 7500 kr. pr. ha

** Ved brug af 6-rækket lugerobot:
Indkøbspris = 900.000 kr.; afskrivning over 10 år = 90.000 kr. pr. år; vedligehold = 10.000 kr. pr. år; drift 30 dage pr. år á 12 t. pr. dag = 180 ha pr. år; fart = 2 km pr. t.; kapacitet på ½ ha pr. t. = 2 t. pr. ha; arbejdsløn = 150 kr. pr. t. Samlet pris = 856 kr. pr. ha

*** Ved timelønssats på 195 kr. pr. time (fastsat ved overenskomst inkl. genetillæg, øvrige arbejdsomkost-ninger og pensionsbidrag) for roeplantning (omkostning = 9750 kr. pr. ha) og robotlugning (omkostning = 946 kr. pr. ha) falder det samlede dækningsbidrag for dyrkning af økologiske sukkerroer til 8257 kr. pr. ha

Den høje pris på sukker gør dyrkning af økologiske sukkerroer potentielt eftertragtet. Man bør dog være opmærksom på, at ovenstående beregning er foretaget med udgangspunkt i det store udbytte, som blev opnået i forsøget i Holeby (90 tons roer = ca. 17 tons sukker). Forventer man lavere udbytte, pga. dårligere jord, højere ukrudtstryk el.lign. (fx 50 tons roer = ca. 9 tons sukker), vil dækningsbidraget blive lavere, og der vil ikke være økonomi i udplantede roer. De forspirede planter, som i forsøgene er indkøbt i Holland, er pt for dyre i indkøb, men større efterspørgslen vil på længere sigt være med til at justere prisen.

Om plantning af foder- og sukkerroer kan betale sig kræver altså først og fremmest en fair pris på indkøb af forspirede roeplanter. Der kræves også udbytter på niveau med dem opstillet i beregningerne, hvilket i mange tilfælde vil kræve adgang til mekanisk ukrudtsbekæmpelse i form af både radrenser og lugerobot.

Til top

Sidst bekræftet: 08-03-2017 Oprettet: 08-03-2017 Revideret: 08-03-2017

Forfatter

Økologi
Konsulent
Casper Laursen
Økologi Innovation
Specialkonsulent
Frank W. Oudshoorn
Økologi Innovation

Af samme forfatter

Have-parkaffalds potentiale på økologiske marker
Stor undersøgelse af kvalitet og tilgængelighed af have-parkaffald hos alle landets kommuner. Følg linket og bliv klogere p...
09.06.17
Plej din regnormebestand
Regnorme er den frugtbare jords arkitekter. I faktaarket her, kan du læse om deres betydning og finde anbefalinger for dere...
19.04.17
Kvælstofregulering - hvordan lever økologer bedst op til det?
Udvaskning af kvælstof er et problem, hvis bedriften eller de tilhørende arealer ligger i et opland, hvor de fysiske forhol...
03.03.17
Gødninger med svovl til økologiske afgrøder
Mangel på svovl koster sandsynligvis udbytte. Tilfør svovl til kløvergræs og vinterraps, men sørg for ”vinduer” i marken, s...
22.02.17

Læs også