Økonomi og ledelse

Høj ramme på din kassekredit er ikke gratis likviditetsstyring

En stor kassekredit på driftskontoen sparer dig måske for bekymringer om overtræk, men det koster for banken at stille kredit til rådighed. Derfor kan det betale sig at arbejde med likviditetsstyring i din landbrugsvirksomhed.

Mange vil mene, at det er spild af tid at forholde sig til sine likviditetstræk, hvis man ved, at udsvingene ikke giver overtræk på kassekreditten. Men en høj ramme på kassekreditten er ikke en gratis form for likviditetsstyring. Måske står der ikke direkte en pris på gebyroversigten fra banken, men det koster for banken at stille kredit til rådighed – uanset om du bruger den eller ej – og derfor koster det også for dig.

For høj ramme på din kassekredit koster dig penge 

Logikken bag, at en for høj ramme på kassekreditten koster dig penge, kan forklares ved at sammenligne banken med en butik. 

Når en bank bevilliger en kassekredit på fem millioner, så køber de i princippet fem millioner og lægger dem på lager. Hvis du som landbrugskunde så bruger to millioner ud af de fem millioner på kassekreditten, så får banken penge for de to millioner i form af renter, men de har fortsat udgiften på ”købet” af de fem millioner, fordi de har lagt dem til side og ikke må sælge dem til andre. 

Hvis banken dermed har udgifter til fem millioner, men kun indtægter på to million. Så ender du som kunde med at betale en højere rente på de to millioner, end du ville, hvis din kassekredit havde været på tre millioner. 

Aktiv likviditetsstyring betaler sig 

Selvom en uudnyttet trækningsret ikke direkte koster, så bør du som landmand alligevel overveje, om der er behov for hele den bevilligede ramme. Eller om du kan reducere rammen gennem aktiv likviditetsstyring. 

Aktiv likviditetsstyring handler ikke om, at du skal vurdere, om regningerne skal betales eller ej. Det handler om, at du har et overblik over din likviditet hele tiden – og specielt ud i fremtiden. Og at arbejde med sin likviditetsstyring er vigtigt i enhver virksomhed – uanset om det går godt eller skidt i virksomheden – for likviditet er altid en afgørende faktor. 

Og det kan betale sig at arbejde med sin likviditetsstyring. For kan du reducere så meget på din kassekredit, at banken opnår en besparelse på at stille kreditten til rådighed, så kan det resultere i en rentenedsættelse – eller i hvert fald give et godt udgangspunkt for en forhandling om en rentenedsættelse. 

Her er det dog vigtigt, at du ikke kun kigger på kassekreditten, men på den samlede finansiering. Der er en balance mellem kassekreditten, leasing og kreditforeningslånet, der sikrer likviditeten og den rigtige rente- og afdragsprofil. Og her handler det om at se 3-5 år frem, så du finansielt set er godt forberedt til fremtiden. 
 

Vil du vide mere?