Planter

Triazoler og resistensudvikling hos patienter med infektion af Aspergillus fumigatus

Det kan ikke afvises, at triazoler anvendt udenfor hospitalsverdenen kan forårsage resistens hos Aspergillus fumigatus, men omfanget er ikke klarlagt. Triazoler bliver også anvendt til træimprægnering, i tekstiler, byggematerialer, maling mv.

Resistens hos svampen Aspergillus fumigatus mod triazoler blev omtalt en del i medierne i februar 2018. Svampen kan være livstruende hos patienter med et svækket immunforsvar - f.eks. hos leukæmipatienter. I medierne er resistensudviklingen blevet kædet sammen med landbrugets brug af triazoler.

Hvad er Aspergillus fumigatus 

Aspergillus fumigatus er en svampeart der lever i jord og på planterester i mange lande i verden og findes overalt i vores omgivelser. Den spredes via vinden over større afstande. Svampen kommer via luftvejene ind i lungerne og kan i patienter med et svækket immunforsvar herfra sprede sig videre til bl.a. hjernen.

Bekæmpelse af svampeinfektioner og resistens

Til bekæmpelse af svampeinfektioner indenfor human medicin anvendes i dag først og fremmest triazoler, men andre triazoler end i landbruget. Ved hyppig brug af triazoler hos patienter kan der udvikles resistens hos Aspergillus mod triazoler. Der kan dog også være resistens hos patienter uden hyppig brug af triazoler, hvis Aspergillus fumigatus er blevet resistent som følge af en anden påvirkning med triazoler.

Der findes en del især hollandske artikler som omhandler resistens hos Aspergillus fumigatus mod triazoler. I en undersøgelse fra 2010 med deltagelse af bl.a. forskere fra Statens Seruminstitut, blev der udtaget jordprøver fra blomsterbedene i haven omkring Rigshospitalet og fra bedene i Tivoli. Heri fandtes Aspergillus fumigatus, som havde resistens mod triazoler, og mutationen svarede til en resistens, som også er fundet i Holland. Denne og andre artikler ses nedenfor. 

Det kan ikke afvises, at triazoler anvendt udenfor hospitalsverdenen kan forårsage resistens hos Aspergillus fumigatus, men omfanget er ikke klarlagt.

Triazoler anvendes mange steder

Triazoler anvendes som bekendt i mange svampemidler i landbruget. Triazoler anvendes i udlandet også til overfladebehandling af frugt og grønt. Triazoler indgår også i biocider. I ECHA’s database (EU's European Chemicals Agency) er tebuconazol, propiconazol og cyproconazol registreret som biocider. Tebuconazol er godkendt som aktivstof til produkter i nedenstående gruppe PT 7, 8 og 10, mens propiconazol er godkendt som aktivstof til PT7, 8 og 9. Disse produktgrupper er:

  • PT 7: film konservering – malinger, indendørsfuge o.lign.
  • PT 8: træbeskyttelsesmidler,
  • PT 9: beskyttelse af polymeriserede materiale, tekstiler og lign.
  • PT 10: beskyttelse af byggematerialer.

Der findes en årlig statistik over forbruget af triazoler i landbruget, men der findes ingen statistik over forbruget i de øvrige anvendelsesområder.

Triazoler fra lægemidler kan også ende i rensningsanlæg og dermed ende på landbrugsjord.

Skal undersøges nærmere

Landbrug & Fødevarer har meldt ud, at de ønsker omfanget af ovenstående belyst, ligesom betydningen af triazoler fra forskellige anvendelsesområder ønskes belyst. Endvidere er det et evt. problem i mange lande.

Vil du vide mere?