Kvæg

Køer - og besætninger - kan fritages fra Bovaer-tildeling

Fødevarestyrelsen præciserer reglerne for brug af Bovaer og eventuel fritagelse for den ellers lovpligtige brug ved mistanke om lidelser i besætningen.

Hidtil har det været sådan, at man kan fritage enkelte køer med fodringsbetingede lidelser fra tildeling af Bovaer. 

Nu har Fødevarestyrelsen præciseret, at hvis man oplever en øget forekomst af fodringsbetingede lidelser, og mistænker at Bovaer er årsag til denne øgede forekomst, kan hele besætningen fritages for tildeling af Bovaer. 

Det sker med reference til, at det altid er den besætningsansvarliges ansvar at sikre dyrenes velfærd. Hvis den besætningsansvarlige vurderer, at fodring med Bovaer kan være med til at forværre en allerede eksisterende lidelse, eller kan være medvirkende årsag til en lidelse, der er opstået efter påbegyndt fodring med Bovaer, kan hele besætningen fritages for Bovaer-tildeling.

Præcisering af reglerne sker efter, at blandt andre SEGES Innovation har været i dialog med Fødevarestyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Tro- og loveerklæring 

Hvis du oplever en øget forekomst af fodringsbetingede lidelser og mistænker, at Bovaer er årsag til denne øgede forekomst, skal du udfylde en tro- og loveerklæring, som skal være opdateret ved eventuelt tilsynsbesøg. 

Nedenfor findes en formular, der kan bruges til erklæringen. Der er ikke formkrav til tro- og loveerklæringen, men SEGES Innovation anbefaler nedenstående formular/dokument for at sikre, at formalia er i orden.

OBS:
Det er endnu uafklaret, om man er berettiget til hel eller delvis kompensation/tilskud, hvis man fritager hele sin besætning i kortere eller længere tid for Bovaer.

Denne side opdateres løbende.

Læs mere om Fødevarestyrelsens præcisering her: Fodertilsætningsstoffet Bovaer - Fødevarestyrelsen (tryk på pdf-link)

Vil du vide mere?