Nyt digitalt kursus: Stil skarpt på goldkøerne og undgå bøvl i laktationen

Kimen til en succesfuld laktation bliver grundlagt i goldperioden. Derfor stiller et nyt digitalt kursus skarpt på netop overgangen fra én laktation til den næste.


Link til kurset - klik på billede

En succesfuld goldperiode har stor betydning for koens trivsel, livstidsydelse og i sidste ende bedriftens økonomi. Dette er baggrunden for, at SEGES netop har lanceret et nyt digitalt kursus, der fokuserer på goldperioden. Bag kurset står seniorkonsulent Henrik Martinussen.

”I overgangen fra en laktation til den næste er køerne særligt skrøbelige, blandt andet fordi deres immunforsvar er svækket. Samtidig ved vi jo, at fodring og management i goldperioden har stor indflydelse på ydelsen i næste laktation. Så det kan virkelig betale sig at give goldkøerne ekstra opmærksomhed,” lyder det fra Henrik Martinussen.

Inspiration uden læsning

Et digitalt kursus består af en række tegninger, øvelser og forklarende speak, og du kan tage det på din smartphone, tablet eller pc, lige når det passer dig.

Kurset ’Bliv skarp på goldperioden’ er tænkt som inspiration til at overveje, om man kan optimere på goldkomanagement i sin egen besætning og derved opnå en gnidningsfri laktation med robuste køer.

Se alle vores digitale kurser på www.landbrugsinfo.dk/digitalekurser

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 23, 2018