Planter

Svampemidlet Entargo er godkendt i hvede og byg

Entargo må senest anvendes i vækststadie 49 (lige før begyndende skridning). Effekten af blandinger af Entargo med de nuværende midler kendes ikke, men løsninger med Entargo vurderes ikke at være bedre end de nuværende løsninger.

Miljøstyrelsen meddeler, at svampemidlet Entargo (500 g/l boscalid) netop er blevet godkendt til svampebekæmpelse i hvede og byg. Midlet må anvendes 1 gang pr. vækstsæson og med maks. 0,7 l/ha pr. sæson (normaldosis).

Entargo må senest anvendes i vækststadie 49 (lige før begyndende skridning), og kan således ikke anvendes ved den sidste delte aksbeskyttelse i hvede. 

Afgiftsdelen er 157 kr/l. Firmaet kan pt. ikke oplyse salgspriser.

Aktivstoffet boscalid er kendt fra Bell (boscalid + epoxiconazol) og Viverda (boscalid + epoxiconazol + pyraclostrobin). Alle midler med aktivstoffet epoxiconazol må som bekendt ikke længere sælges og må ikke anvendes og opbevares pr. 30/10 2021. Firmaet har derfor valgt at sælge boscalid separat i form af Entargo.

Entargo har ifølge forsøg fra Aarhus Universitet (AU) effekt på niveau med Proline. Se tabel 1-2.

Tabel 1.Afprøvning af Entargo i 5 forsøg i hvede ved AU.

Tabel 2. Afprøvning af Entargo i 3 forsøg i byg ved AU.

Entargo skal blandes med andre midler, men der findes kun forsøg, hvor Entargo er blandet med Balaya, som pt. ikke er godkendt. Mereffekten ved at iblande Entargo i Balaya har været meget begrænset. Der findes ingen andre forsøg, hvor Entargo er blandet med andre midler, men der udføres landsforsøg hermed i år.

Effekten af blandinger af Entargo med de nuværende midler kendes derfor ikke, men det vurderes ikke, at løsninger med Entargo er bedre end de nuværende løsninger. 

I landsforsøgene afprøves blandinger af Entargo med Prosaro, Orius Max, Folicur Xpert, Juventus hhv. Propulse. 1,5 l Bell indeholder 0,7 l Entargo og 80 procent dosis af Rubric (epoxiconazol). 1,5 l Bell er anvendt som normaldosering i de senere år både i forsøg og rådgivningen. Man kan derfor lave en ”ny” Bell ved at tilsætte andre triazoler end epoxiconazol. Ønsker man f.eks at anvende halv dosis Bell, dvs. 0,75 l Bell, så skal man blande 0,35 l Entargo med 0,4 l Prosaro/Folicur Xpert eller blandet med 0,5 l Orius Max.

Entargo er et SDHI-middel ligesom Propulse, og det anbefales kun at anvende SDHI-midler 1 gang pr. sæson for at forsinke resistensudviklingen hos Septoria. Kun ved højt smittetryk anbefales to behandlinger.

Der søges nu om en mindre anvendelse til brug af Entargo i frøgræs. Der vil blive informeret herom, når en afgørelse foreligger.

Afstandskravene for Entargo er følgende: 2 meter til vandmiljøet, 1 meter til §3 områder og 2 meter til veje, boliger, institutioner og offentlige arealer.

Se yderligere i Middeldatabasen.

Vil du vide mere?

Støttet af