Fra mystiske overnaturlige væsner til værdifulde naturarealer
Der findes mange sagnombundne fortællinger i den danske folketro om overnaturlige væsner som f.eks. ellefolk, mosekoner og åmænd, der knytter sig til de ufremkommelige, mørke og mystiske steder i naturen som moser, sumpe og tæt krat.
I dag har vi fortrængt mystikken og opfatter i stedet disse tilgroede sump- og moseområder som spildplads fordi de ikke passer i vores brugsmønstre indenfor landbrug, skovdyrkning eller naturpleje. Nyere dansk forskning har dog vist at netop disse næringsrige, fugtige lavbundsjorde kan blive til arealer med høj naturværdi, hvis man tillader at lade arealerne blive til pilekrat og sumpskov.
Pilekrat kommer af sig selv og med det også biodiversitet
Ved udtagning af næringsrige lavbundsjorde er pilekrat en hyppig og naturlig følgesvend. Pil vokser hurtigt, ældes tidligt og danner over tid krat med stor forekomst af dødt ved. Pilekrat betragtes ofte som natur med lav værdi, men rummer i praksis et stort biodiversitetspotentiale. Pil er en af de vigtigste fødekilder for mange insekter og har et usædvanligt stort samspil med både svampe, mosser og insekter. Set i et biodiversitetsperspektiv er pilekrat ofte et undervurderet, men vigtigt levested.