Markært, Mantara

Økologi, Planter

Økologisk dyrkningsvejledning for markært

Ærter har et højt indhold af protein til brug i fodringen, samt ærter er en god vekselafgrøde i kornsædskifter. Der vil i denne vejledning udelukkende være fokus på dyrkning af markært til modenhed.

Markært dyrkes som modne frø til fødevarer og foder. De kan også dyrkes til grønt konsum eller som helsæd til foder.  

På verdensplan er produktionen af markært stabil med ca. 9 mio. ton i 1971 og ca. 11 mio. ton i 2014, dog har produktionen i 1991 været oppe på ca. 15 mio. ton. I samme periode er gennemsnitsudbyttet steget fra 11,6 til 16,1 hkg pr. ha. Hovedområderne for produktion af ærter i 2012-2014 er Nordamerika og Canada (37,9 %), Europa (29,1 %) (FAO: The Global Economy of Pulses 2019).

Vårsåede ærter er langt de mest almindelige og dyrkningssikre i Danmark, og der er kun lavet få forsøg med vinterærter i Danmark. De hidtidige resultater viser, at vinterærter er en meget usikker afgrøde på grund af stor risiko for udvintring og svag vækst om foråret. Der kan læses mere om forsøg med vinterærter i Oversigten over Landsforsøgene i 2010 under økologisk dyrkning. Overvintrer ærterne, har de en fordel i form af en tidlig høst. 

Sådan dyrker du økologisk markært

  • Markærter er tørkefølsomme pga. deres beskedne rodnet, og dyrkningssikkerheden på lette sandjorde er derfor afhængig af, om der kan vandes. Derudover kan markærter dyrkes på de fleste jordtyper dog ikke de sværeste lerjorde. På humusjorde vil afgrøden dog ofte afmodne for sent og uensartet. For at sikre en mere ensartet afmodning skal ærterne sås i marker med ensartet jord.

    Ærter opsamler som andre bælgplanter kvælstof fra luften gennem symbiose med knoldbakterier. Derfor er ærter en god forfrugt især til vintersæd, som kan udnytte mere af det efterladte kvælstof. Sås der vårsæd efter markært, bør der etableres en efterafgrøde i ærten efter endt ukrudtsbekæmpelse. 

    Markært stiller store krav til sædskiftet. Rodbrand og ærterodråd kan kun forebygges via sædskifte. Der anbefales derfor fem frie år mellem ærter, der dyrkes i samme mark. Er problemer med sædskiftesygdomme først indtruffet, er et langt ophold på 12-15 år eller mere nødvendigt. En jordprøve udtaget om efteråret før ærtedyrkning kan vise smittetrykket af rodbrand og ærterodråd. Din planteavlskonsulent kan hjælpe med at udtage og indsende prøven. Der bør være mindst tre års afstand fra raps til ærter, da begge afgrøder angribes af knoldbægersvamp. Se vejledning vedr. sædskiftesygdomme.

    Antal dyrkningsfri år fra markært til modenhed og til nedenstående afgrøder

    Ærter kan fiksere 140-170 kg N/ha. Heraf efterlades ca. 70 kg N/ha i stub og rod.

    For at kvælstoffet kommer den efterfølgende afgrøde til gode, bør jorden være bevokset efter ærter. Halvdelen af de 70 kg N kan udnyttes af afgrøder med en lang vækstsæson f.eks. vinterhvede, hvorimod vårbyg kun kan udnytte ca. 20 kg N/ha efter ærter, hvis der ikke er etableret en efterafgrøde. Ærter bør ikke placeres efter en kløvergræsmark, da de begge har kvælstoffikserende egenskaber, og man dermed ikke kan gøre nytte af afgrødernes forfrugtsværdi. 

  • Såbed 

    Der kan gennemføres en dyb jordbehandling i forbindelse med såbedstilberedningen, fordi ærterne gerne skal sås i ensartet dybde på ca. 6 cm. Ud over en dyb opharvning er forudsætningen for en ensartet sådybde, at der holdes en lav såhastighed på ca. 5 km i timen, samt at såskær mv. er i orden. Dyb såning opnås lettest med en harvesåmaskine eller en skiveskærs såmaskine. Dyb opharvning kan også være med til at sikre en hurtig udvikling af rødderne og dermed mindske markærternes følsomhed over for tørke. 

    Markært er velegnet til såning på rækker, hvis der ønskes ukrudtsbekæmpelse ved radrensning efter fremspiring. Under såning er det vigtigt, der kontrolleres for knækkede frø, da det kan medføre dårlig fremspiring. 

    For at sikre en jævn og stenfri jordoverflade tromles der normalt efter endt ukrudtsharvning, medmindre: 

    • der er risiko for sandflugt. 
    • der er risiko for tilslemning på svær lerjord 

    Såtid og udsædsmængde 

    Markærter skal sås, så snart jorden er tjenlig om foråret, fordi det giver potentiale for højere udbytte. En høj udsædsmængde giver bedre konkurrenceevne mod ukrudt samt højere udbytte, og det anbefales at etablere et plantetal på ca. 90 pr. m2. Udsædsmængde beregnes efter formlen, hvor TKV er tusindekornsvægten:

    Udsæd i kg pr. ha = Ønsket antal planter pr. m2 x TKV / Procent markspiring

    Udsædsmængden kan variere fra 200 til over 300 kg pr. ha pga. sorternes forskellige tusindkornsvægt. Der findes typer af ærter til fødevarer som både er meget små (small blue) og meget store (marrowfat), som giver et endnu større spænd på udsædsmængden. Et eksempel; Ved et ønsket plantetal på 90 og en markspiring på 85 pct. vil der skulle sås ca. 212 og 455 kg pr. ha i hhv. small blue og marrowfat. 

    Procent markspiring kan under gode forhold forventes at være 90 pct. Der kan ved ringere såbed forventes en markspiring der er 10 pct. lavere. Planlægger man at ukrudtsharve efter fremspiring, bør udsædsmængden øges med 10-15 pct. Det er bedre at plantetallet er lidt for højt end for lavt. 

    Udsæd 

    Der skal anvendes økologisk udsæd, hvis det er til rådighed. Udbud af økologisk udsæd ses i OrganicXseeds.dk, hvor der også kan søges dispensation til at anvende ikke økologisk udsæd. Udbyderne af udsæd til økologisk dyrkning bør dokumentere, at angrebet af udsædsbårne sygdomme ligger under de vejledende grænseværdier. Aanalyse for udsædsbårne svampe bør foreligge. 

  • De udbudte ærtesorter har stærkt varierende egenskaber. De seneste mange år har sorter med gule frø været dominerende. Disse har et lavt indhold af tannin og er derfor velegnede til foder og fødevarer. Men der findes mange ærtetyper, og med fokus på den plantebaserede dagsorden er der nu begyndende interesse for en bredere pallette af ærtetyper. Generelt er ærter meget velegnede til fødevarer, og der er en stor variation i smag. 

    Beskrivelse af ærtetyper:

    • Gul ært: Er kendt som foderært med hvide blomster. Flere sorter er velsmagende og anvendes til fødevareproduktion. 
    • Grøn ært: Har ikke været så udbredt som gul. Foderært der samtidig er anvendelig til fødevarer. 
    • Marrowfat: Grøn ært med store frø. Har interesse til fødevareproduktion.
    • Small blue: Grøn ært med små frø. Har interesse til fødevareproduktion.
    • Maple pea: Også kaldet gråært, brunært. Har mørk skal og farvede blomster. Har interesse til fødevareproduktion. 

    Uanset hvilken type man skal dyrke, er det vigtigt at have fokus på, at sorten er kraftigt voksende og har en stor afgrødehøjde ved høst. Både af hensyn til ukrudtskonkurrenceevne og muligheden for en nemmere høst. 

    Maple pea har mørke frø og farvet blomst i modsætning til de gule ærter, der har hvide blomster.

    Maple pea har mørke frø og farvet blomst i modsætning til de gule ærter, der har hvide blomster. Foto: Inger Bertelsen, Innovationscenter for Økologisk Landbrug. 

  • Man kan så en blanding af 2 kg hvidkløver og 8 kg sildig diploid rajgræs som grøngødning eller blot 8 kg sildig diploid rajgræs som efterafgrøde. Der sås med rillesåning efter sidste ukrudtsharvning eller med luftsåning i forbindelse med sidste ukrudtsharvning. Ved sidstnævnte metode sikres spiringen af udlægget ved at tromle efter såningen. 

    For ærter sået på rækker, er der god mulighed for etablering af efterafgrøde ved sidste radrensning, som kan have god effekt, hvis det ikke er for tørt. Såning af efterafgrøder med radrenser kræver frøudstyr på redskabet. Efterafgrøde kan også etableres lige efter høst, der også giver mulighed for jordbearbejdning. Dog er der størst effekt af efterafgrøder ved de tidlige udlagte.

  • Ærter er selvforsynende med kvælstof, og skal derfor ikke tilføres kvælstof. Behovet for P og K dækkes ved at tære på jordens reserver. Ved udbytter på 40 hkg frø pr. ha og nedpløjning af halm bortføres ca. 15 kg P og ca. 40 kg K pr. ha. Fjernes halmen, bortføres yderligere ca. 5 kg P og 40 kg K pr. ha. Ærter er følsomme over for kaliummangel. Ved lave kaliumtal kan der evt. gødes med patentkali eller vinasse.

    Hvis ærter mangler vand omkring tidspunktet for blomstring, sættes der få eller ingen bælge. Det er derfor vigtigt at prioritere ærterne højt i vandingsplanen. Der vandes fra begyndende blomstring til det ønskede antal bælge er sat. Vanding kan optimeres i Vandregnskab Online

  • Ærter er en åben afgrøde og kan derfor være meget følsom over for ukrudt. Arealet bør være fri for kvik og andet rodukrudt, da dette ellers bliver opformeret i marken. Ært bør kun dyrkes, hvor der er lavt tryk af frøukrudt. For at øge ukrudtskonkurrencen kan der dyrkes ært som blandsæd med korn i stedet for renbestand. Se dyrkningsvejledning om blandsæd

    Hvis markært er etableret på række, muliggør det radrensning mod ukrudt. Dette kan have en positiv effekt, hvis der er større ukrudtsproblemer i marken. Men inden man planlægger en strategi mod for meget ukrudt, skal man genoverveje, om marken er egnet til ærter, eller man hellere skal dyrke en mere konkurrencestærk afgrøde. 

    Tidlig ukrudtsharvning er særlig påkrævet, hvis der er tidligt spirende ukrudtsarter, som agersennep, agerkål, raps og pileurt. Blindharvning bør foretages lige inden, f.eks. agersenneps kimblade gennembryder jordoverfladen, så flest mulige ukrudtskimplanter løsrives. Tidlige harvninger skal følges op af senere harvninger, da harvning i sig selv fremmer spiring af mere ukrudt.

    Ukrudtets udvikling bestemmer tidspunktet for harvning. Spirer af ærteplanter lige under jordoverfladen knækker let og derfor skal man harve forsigtigt på dette udviklingsstadie. Eventuelt bør man tilstræbe at harve enten før eller efter dette tidspunkt. 

    Ukrudtsharvning i ærter skal foretages indtil, de første løvblade bliver udviklet, og senere til fangtrådene når sammen. På det tidspunkt bliver ærterne mere følsomme og har en tendens til at knække ved behandlingen. For at undgå stenproblemer ved høst, kan der tromles efter sidste ukrudtsharvning.

  • Der findes både udsædsbårne og sædskiftebetingede sygdomme i ærter. Anvend derfor altid certificeret og sygdomsfri udsæd, og placér ærterne rigtigt i sædskiftet. Ærterodråd (Aphanomyos) er den mest tabsvoldende sædskiftesygdom i ærter (se under sædskifte). Herefter følger Sankt Hanssyge. I vækstsæsonen kan der optræde angreb af ærtesyge, ærteskimmel og gråskimmel. Alle svampe trives under fugtige forhold. I de fleste år optræder kun moderate angreb. 

    Interessen for at dyrke ærter er stigende, og det er mange år siden, ærtedyrkningen fyldte noget i markplanerne. Der kan imidlertid have været alvorlige angreb for op til 20 år siden, der stadig kan give problemer, så skal der dyrkes ærter, kan det anbefales at få testet jorden for jordbårne sygdomme. Anvender man eget udsæd, bør man udover en spireanalyse og bestemmelse af tusindkornsvægt (TKV) indsende en prøve til et laboratorium til undersøgelse for udsædsbårne sygdomme.

    Ærterodråd er den mest tabsgivende sædskiftesygdom i ærter. Svampen kan overleve i 15-20 år i jorden.

    Ærterodråd er den mest tabsgivende sædskiftesygdom i ærter. Svampen kan overleve i 15-20 år i jorden. Foto: Ghita Cordsen Nielsen, SEGES Innovation.

  • Bladrandbiller: Den voksne bille gnaver de unge planter, og larverne kan ødelægge ærternes bakterieknolde. Billerne kan derudover leve på andre bælgplanter som hestebønne, lupin, lucerne og kløver. En placering så langt væk fra tidligere års bælgplantemarker er den eneste mulighed for at reducere angrebet. Selvom ærterne angribes stærkt i begyndelsen af vækstsæsonen, vil det normalt ikke have stor indflydelse på udbyttet. 

    Bladlus kan under varme og tørre vejrforhold udvikle sig stærkt og være tabsgivende i ærter.

  • Høsten af markært sker almindeligvis i august, når afgrøden er ensartet gulbrun, og de enkelte frø er så hårde, at det er vanskeligt at presse mærker med en negl. Høsten sker direkte på roden, dog kan afgrøden også skårlægges og høstes med et pick-up bord. Skårlægning foretages hovedsageligt for at fjerne saftspænding i ukrudt, og det er derfor tilstrækkeligt med en-to dage på skår. 

    Ved direkte høst er det ofte en fordel at tærske med aksløfter på hver anden eller tredje finger. Tærskningen bør foretages skånsomt med god plads mellem cylinder og bro og med lav cylinderhastighed for ikke at skade ærterne, som er meget følsomme over for mekanisk overlast. Dette er ekstra vigtigt, hvis de skal anvendes til udsæd.

    Udbyttet i markært dyrket under økologiske forhold er normalt 30-40 hkg pr. ha men kan variere fra 20 til 50 hkg pr. ha.

  • Hvis vandindholdet er over 14 pct., bør ærterne tørres hurtigst muligt efter høst. Tørringen kan foregå på såvel plan- som gennemløbstørreri. Såfremt spireevnen skal bevares, må tørretemperaturen ikke overstige 40 °C. Hvis ærterne er til fødevarer, er det ligeledes vigtigt med skånsom nedtørring, da varme kan få frøene til at skrumpe og revne. 

    Dyrker man ærter til fremavl og fødevarer, er det vigtigt at høste så tidligt som muligt. Jo senere høst, jo større er risikoen for at fremavlen kasseres pga. smitte af ærtesyge på frøene. Lave sorter eller marker med lav afgrødehøjde ved høst er mest udsatte. Fremavlsærter bør derfor høstes med 18-19 pct. vand og tørres straks. Der er gode råd i vejledning i tørring af hestebønner, som også gælder nedtørring af ærter. 

Vil du vide mere?

  • Inger Bertelsen

    Inger Bertelsen

    Chefkonsulent

    Innovationscenter for Økologisk Landbrug P/S