Katalog - skadedyr - frugt og bær

Katalog - skadedyr - frugt og bær

18. december 2007

 

 

Muligheder for reduceret pesticidforbrug
Frugt og bær - Skadedyr

  1. Forebyg skadedyrsproblemer
    Angreb af skadedyr, der kun er lidt mobile, reduceres ved et godt sædskifte
  2. Ikke-kemisk bekæmpelse
    Rovmider kan holde frugttræspindemider og rustmider under kontrol
  3. Kemisk bekæmpelse - så lidt som muligt
    Skån nyttedyrene, det reducerer behovet for bekæmpelse

1. Forebyg skadedyrsproblemer til top

1.1 Sædskifte

I frugt- og bærdyrkningen betyder den lange omdrift, at man ikke kan tale om sædskifte i mere traditionel forstand - jordbærrene er dog en undtagelse. Generelt gælder det, at et godt sædskifte kan medvirke til at reducere problemerne med specifikke skadedyr. Det gælder specielt planteædende nematoder, der kan begrænses betydeligt ved et velovervejet sædskifte. Men også flyvende skadedyr påvirkes af sædskiftemønstret. Store afstande til tidligere års afgrøde og andre marker kan være afgørende for specialiserede og kun lidt mobile skadedyr som f.eks. øresnudebiller, blommegalmider og solbærknopgalmider. I dette tilfælde er der tale om et rumligt sædskifte, der kan hjælpe til at reducere skadedyrstrykket og dermed reducere bekæmpelsesbehovet.

1.2 Sundt plantemateriale
Sundt plantemateriale er en vigtig forebyggende foranstaltning, både når det gælder skadedyr og sygdomme. Det gælder især vanskeligt bekæmpelige skadedyr som solbærknopgalmider og jordbærdværgmider. Et angreb kan enten helt forebygges eller forsinkes, hvor der anvendes plantemateriale, der er fri for disse skadegørere.

Udover sundheden er også sortsægtheden vigtig. For at sikre både sundheden og sortsægtheden er der i de enkelte lande og i EU en lang række regler og bestemmelser omkring produktion, transport og handel med plantemateriale. Plantematerialet kan deles op i henholdsvis certificerede planter, hvor herkomsten er dokumenteret, og produktionen foregår efter bestemte regler, og ikke-certificeret, de såkaldte CAC-planter, hvor herkomsten ikke skal dokumenteres, men en række minimumskrav og generelle krav skal være opfyldte. I praksis vil det sige, at CAC-planter kan og må være inficeret i en meget let grad af en række alvorlige skadegørere. Et eksempel herpå er ribbesvind og solbærknopgalmider i solbær, hvor en infektionsgrad på bare 0,5 pct. kan få betydning for en plantages levetid. Derfor anbefales det ved etablering af solbær altid at anvende certificeret materiale svarende til AA og ved egenproduktion af stiklinger at anvende AAE-materiale (se faktaboks).

Indtil videre anvender de enkelte lande forskellige benævnelser til de forskellige certificeringer, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne disse. Til gengæld er CAC-betegnelsen fælles i alle EU-landene. Der arbejdes på at få fælles betegnelser for det certificerede plantemateriale i EU, hvilket vil gøre det lettere og mere gennemskueligt, hvad det er for noget plantemateriale, der udbydes til salg.

Ved handel med plantemateriale skal der altid følge et plantepas med, som er et officielt bevis på, at planterne opfylder kravene i EU-plantesundhedsdirektivet. I praksis kan et plantepas være en etiket eller et følgedokument, som placeres på planterne, emballagen eller transportmidlet. På Plantedirektoratets hjemmeside er det muligt at finde de relevante bekendtgørelser og meddelelser.

Faktaboks

Certificeringssystemet i Danmark
Kerneplante: Den oprindelige plante, hvorfra den fortsatte formering sker.
Eliteplante: Det direkte afkom af kerneplanten. Planterne dyrkes under streng observation og er beskyttet mod eventuelle nye infektioner.
AAE: Afkom af eliteplante. Dyrkes under skærpede kontrolregler. 0-tolerance for visse skadegørere.
AA: Afkom af AAE-plante. Dyrkes under skærpede kontrolregler. 0-tolerance for visse skadegørere.
A: Opfylder minimumskrav, der er gældende for handel med planter i Danmark.

I AAE- og AA-planter er der 0-tolerance for visse skadegørere.
I A-planter og i ikke-certificerede planter (CAC-planter) er der krav om opfyldelse af de minimumskrav, der er gældende for handel med planter.

1.3 Varmtvandsbehandling
Varmtvandsbehandling af småplanter eller stiklinger er en metode, som i nogle tilfælde kan anvendes til at sikre et sundt plantemateriale.

Mulighederne for at anvende varmtvandsbehandling af solbærstiklinger til bekæmpelse af solbærknopgalmider er undersøgt i et samarbejdsprojekt mellem Danmarks JordbrugsForskning og Frugt og Grønt Rådgivningen siden 2001. Foreløbige resultater tyder på, at galmiderne dræbes ved 45 grader, og stiklingerne overlever. Metoden praktiseres i nogen udstrækning allerede, og et igangværende forsøg skal optimere og finjustere metoden samt klarlægge behandlingens eventuelle indflydelse på vækst og udbytte samt eventuelle sortsforskelle. Læs mere om varmvandsbehandling af solbær i artiklen "Solbærstiklinger i varmt bad".

Varmtvandsbehandling kan også være en mulighed, når det gælder forebyggelse af problemer med jordbærdværgmider i jordbær. Metoden er tidligere anvendt, men har ikke været praktiseret i større skala. Efter en årrække, hvor der ikke har været nævneværdige problemer med jordbærdværgmider i importerede jordbærplanter, er problemet nu blusset op igen. Med udbredelse af nye jordbærsygdomme i Europa, som jordbærsortråd og en bakteriesygdom forårsaget af Xanthomonas, kan varmtvandsbehandling ikke anbefales, inden det er klarlagt, hvorvidt disse sygdomme også bekæmpes ved behandlingen - og ikke i stedet spredes yderligere.

Forebyg skadedyrsproblemer - specifikke afgrøder:
Se dyrkningsvejledning for æbler, pære, surkirsebær, solbær, jordbær og hindbær.

2. Ikke-kemisk bekæmpelse til top

2.1 Sortsresistens
Anvendelse af helt eller delvis resistente sorter er i teorien den mest nærliggende måde at bekæmpe eller begrænse skadedyrsangreb uden brug af pesticider, men der er forholdsvis få succeshistorier på området.

I hindbær findes en række sorter, bl.a. Glen Moy, Glen Prosen, Autumn Bliss og Tulameen, som er resistente overfor hindbærbladlusen. Der er dog flere lusearter, der angriber hindbær.

I solbær kan anvendelsen af en ny sort 'Ben Hope' være en del af en fremtidig løsning på et stort skadedyrsproblem, nemlig solbærknopgalmiden. Solbærknopgalmiden er smittebærer af virussygdommen ribbesvind, der bevirker, at buskene bliver golde. 'Ben Hope' er en sund sort, den er resistent overfor solbærknopgalmider, og den lever op til de kvalitetskrav, som stilles til en hovedsort.

I en række tilfælde tilskrives sorternes forskellige angrebsniveauer planternes udviklingstrin i forhold til forekomsten af det aktuelle skadedyr. Sentmodnende hindbær angribes ikke af hindbærbillen, da dens fremkomst og æglægning finder sted i juni på de tidligt blomstrende sorter. Noget tilsvarende er fundet for æblebladhvepse, hvor variationerne i angreb mellem sorter generelt afhænger af hvor godt blomstringstiden for sorten falder sammen med fremkomsten af æblebladhvepsen og dennes æglægning. Således ses angreb hyppigere i tidlige sorter som Discovery og Summerred.

I et usprøjtet pæreforsøg med 10 sorter blev angreb af sygdomme og skadedyr registreret. Sorterne Bonne Louise, Colereé de Juillet, Doyenne de Comice, Pierre Corneille, Clara Frijs, Grev Molkte, Clapps Favorite, Conference, Herrepære og Gråpære indgik. Varierende over 1994-1997 var 4-13 procent af frugterne angrebet af viklere, 3-8 procent af frugterne var angrebet af tæger; og 10-22 procent af frugterne var skadet af snudebiller. I enkelte år var nogle sorter mere angrebet end andre af specifikke skadedyr, men set over en årrække blev disse sortsforskelle udvisket.

Når det gælder frugttræspindemider så optræder de hyppigere i sorterne Discovery, Aroma, Rød Ananas, Filippa, Guldborg og Ildrød Pigeon end i f.eks. Jonagold, Elstar, Mutsu og Belle de Boskoop. Forskellen i angrebsgrad synes at være afhængig af bladenes behåring, hvor sorter med mere dunede blade tilsyneladende giver bedre vilkår for spindemiderne.

2.2 Biologisk bekæmpelse
Der er en række muligheder for biologisk bekæmpelse i frugt- og bæravlen. Det drejer sig dels om udsætning af rovmiden Typhlodromus pyri til bekæmpelse af frugttræspindemider og rustmider, dels udsætning af næbtægen Anthocoris nemoralis til bekæmpelse af bl.a. bladlopper. Tripsrovmiden Amblyseius cucumeris kan anvendes til bekæmpelse af jordbærdværgmider, og Bacillus thuringiensis var. kurstaki Biobit, Dipel ES) kan anvendes til bekæmpelse af sommerfuglelarver, herunder viklere.

Rovmiden Typhlodromus pyri kan under gunstige betingelser holde frugttræspindemider og rustmider under kontrol. Rovmiderne forsendes i 'rovmidebånd', som er et stykke filt med voksne rovmidehunner i dvaletilstand. De voksne rovmider kommer frem af båndene i april-maj og etablerer sig på træerne. 1. år spreder rovmiderne sig og opformeres. 2. år efter udsætningen vil der normalt være balance mellem rovmider, rustmider og spindemider. Har man fået etableret rovmider i en del af plantagen, kan disse med fordel fordeles rundt i plantagen ved at afskære skud fra træerne, som sættes ud i andre dele af plantagen. Man kan også købe rovmider i sensommeren, som leveres på grene til at sætte ud i plantagen. Det er vigtigt, at de rovmider, man køber, er fosforresistente, så bestanden ikke ødelægges ved en evt. bekæmpelse af viklerlarver. 

Effektiv bekæmpelse af frugttræspindemider ved hjælp af rovmider kræver bl.a., at man i strategien for skurvbekæmpelse kan vælge midler, som er skånsomme over for rovmider. Gentagne behandlinger med mancozeb og høje doseringer af svovl til skurvbekæmpelse har en negativ effekt på rovmiderne. Den umiddelbare besparelse i form af mindre kemikalieudgift kan give negative konsekvenser senere. Mancozeb og dithianon (Delan WG) har udelukkende virkning på skurv, men dithianon har en bedre virkningen end mancozeb. Den større regnfasthed betyder samtidig, at det er muligt at gennemføre en forebyggende skurvbehandling med reduceret dosering (0,5-0,75 kg/ha) ved udsigt til regn. En sådan behandling giver et lavere pesticidforbrug end en kurativ behandling med fuld dosering (1,0 kg/ha) efter regn. Euparen Multi anvendt lige omkring afblomstring giver en sideeffekt på meldug. Monilia og frugttrækræft i blomsten samt rustmider og er som dithianon mere skånsom mod rovmiderne.

Billede 1. Voksne frugttræspindemider på blad. Udover rovmider kan bl.a. rovtæger og ørentvister gøre indhug i bestanden.
(Foto: Lene Baarts).

Både nymfer og voksne individer af næbtægen Anthocoris nemoralis er nyttedyr. På menuen står skadedyr som mider, bladlus, sommerfuglelarver/æg, bladlopper m.m. Udsætning bør ske i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, hvor den naturlige population af næbtæger ikke er stor nok til en effektiv bekæmpelse. Udsætning kan også være aktuel for at genskabe en naturlig population, hvis tidligere sprøjtninger har ødelagt den. Læs mere om anvendelsen af næbtæger i artiklen " Rovtæger mod bladlopper i frugtplantager".

Der er i lande som England og Finland gode erfaringer med at udsætte tripsrovmiden Amblyseius cucumeris for at reducere opformeringen af jordbærdværgmider. Her hjemme er der i varme somre høstet de samme positive erfaringer. Ved 25 grader C fordobles rovmidernes antal på en uge, men de skulle også kunne overleve i marken selv i koldt vejr.

Billede 2. Et vigtigt redskab til at undgå store skader af jordbærdværgmider er at opdage dem i tide. Hold øje med symptomerne på angreb - nye blade bliver krusede og folder sig ikke normalt ud.
(Foto: Ghita Cordsen Nielsen)

 

Biologiske midler sideholdende Bacillus thuringiensis var. kurstaki må anvendes i frugt og bær generelt og virker overfor larver af sommerfugle, herunder viklere. Midlerne er selektive og optages aktivt af larverne, når de æder af kulturen. Effekten er bedst, når larverne er små og under lune vejrbetingelser (over 15 ° C), hvor larverne er aktive. Da produktet nedbrydes af sollyset, anbefales det at sprøjte sidst på dagen. Det er oftest nødvendigt at gentage behandlingen efter ca. 1 uge. Det anbefales at tilsætte et sprede-/klæbemiddel. Manglende eller utilstrækkelig effekt under kølige vejrforhold, hvor viklerlarverne ikke indtager tilstrækkelig mængde føde/bakterie, er begrænsende for metodens udbredelse.

2.3 Mekanisk bekæmpelse

  • I få tilfælde er det muligt at bekæmpe skadedyr mekanisk.
  • Limbælter kan købes og opsættes rundt om frugttræers stamme, så frostmålerhunnerne hænger fast. Den lille frostmålerhun har ingen vinger og må i det sene efterår kravle op i træerne for at lægge æg.
  • Man kan plukke og destruere galmyg-angrebne frugter, "Skt. Hans pærer", inden de falder til jorden.

Metoderne er arbejdskrævende og normalt kun rentable i økologisk produktion.

3. Kemisk bekæmpelse - så lidt så muligt til top

En vigtig forudsætning for at sikre en rettidig indsats er hyppig og omhyggelig gennemgang af plantagen/markerne og en rettidig opsætning af evt. varslingsværktøjer. Følg eventuelt situationen gennem rådgivningstjenestens nyheds- ellers varslingsbreve, hvor der informeres om den aktuelle status på sygdomme og skadedyr.

Mulighederne for at reducere dosis er betinget af, at:

  • der kan vælges pesticid, som er effektivt.
  • der behandles på det udviklingsstadium, hvor skadegøreren er mest følsom for bekæmpelse.
  • der behandles under klimaforhold, som er optimale for virkning af det pågældende pesticid.
  • der vælges sorter og dyrkningsteknik, som begrænser skadegørerens udvikling (konkurrenceevne, resistens)
  • risikoen for resistensdannelse ikke forøges.

3.1 Monitering, skadetærskler og varslingssystemer
Skadetærskler eller bekæmpelsestærskler er et beslutningsstøtteværktøj, der kan anvendes til at afgøre hvorvidt - og i givet fald hvornår - der skal gennemføres en bekæmpelse. Monitering eller registrering af en given skadevolder indgår som en del af arbejdet. Denne monitering kan f.eks. ske ved hjælp af feromonfælder, limplader af forskellig art eller en bankeprøve.

Billede 3. Ved opsætning af hvide limplader kan bekæmpelsesbehovet og bekæmpelsestidspunktet for æbleblad- og blommebladhvepsen fastslås mere nøjagtigt.
(Foto: Kirsten Stentebjerg-Olesen).

 

I æbler og pærer findes vejledende bekæmpelsestærskler for angreb af æblevikler (Vejledningen kan også bruges til andre arter af viklere). Desuden findes vejledende bekæmpelsestærskler for lille frostmåler, æblebladhveps, grøn æblebladlus, rød æblebladlus og frugttræspindemide.

For at fastslå det nøjagtige tidspunkt for bekæmpelse af pæregalmyg, opstilles en fælde for at konstatere fremkomsten af den voksne myg. Angrebne pærer med larver lægges på et bed, hvor de forpupper sig. Næste forår dækkes bedet med en sort spand. I bunden er boret et hul, ovenpå stilles et glas, hvor myggene samles.

Billede 4. Sværmning af æblevikler kan registreres i feromonfælder.
(Foto: Kirsten Stentebjerg-Olesen).

I hindbær kan hvide limplader anvendes til at registrere hindbærbillens flyvning. Vejledende bekæmpelsestærskel for hindbærbillen er baseret på udenlandske anvisninger.

Gule limplader kan anvendes til vurdering af bekæmpelsesbehov for kirsebærfluen, der generelt kun optræder i sæsoner med for danske forhold ekstreme og varme somre. Yderligere information om kirsebærfluen, biologi, varsling og bekæmpelse kan findes i Grøn Viden Havebrug nr. 102 fra 1997: "Kirsebærfluen - en "døgnflue" eller den største trussel mod produktion af sødkirsebær?" (Kan bestilles på DJF's hjemmeside).

3.2 Nyttedyr og naturlige reguleringsmekanismer
Blandt de måder, der kan medvirke til at forbedre/reducere skadedyrsbekæmpelsen, er strategier, der søger at forbedre forholdene for skadedyrenes naturlige fjender og at forøge deres antal og effektivitet. Et andet og meget væsentligt element i udnyttelsen af naturlige reguleringsmekanismer og nyttedyr er at anvende de plantebeskyttelsesmidler, der er mest skånsomme over for nyttedyrene, når der foretages en kemisk bekæmpelse.

De vigtigste nytteinsekter er svirrefluer, guldøjer, mariehøns, snyltehvepse, ørentvister, rovtæger og rovmider En række tiltag kan forbedre forholdene for nyttedyrene, bl.a. etablering af blomstrende hegn, opsætning af kasser til overvintring af guldøjer eller "dagskjul" for ørentvister.

Blomstrende planter

Billede 5. (Foto: Maren Korsgaard.)

Betingelserne for skadedyrenes naturlige fjender forbedres ved at dyrke blomstrende planter i eller omkring monokulturer for at forsyne de nyttige insekter med yderligere fødekilder i form af nektar eller pollen. Markgrænser eller bånd i marken tilplantet med blomstrende planter har vist sig effektive til at tiltrække f.eks. svirrefluer og næbtæger. Svirrefluer medvirker til at reducere bestanden af bladlus. Næbtæger reducerer bestanden af bl.a. bladlopper, mider, bladlus og cikader. Der er dog også en risiko forbundet med etablering af blomstrende afgrøder, idet også skadelige tægearter tiltrækkes. I praksis er eksempler på store udbyttetab som følge af tægebid (sten i pære) på arealer, hvor der var etableret honningurt i trærækkerne. Læs hvordan der skabes gode betingelser for næbtæger i artiklen "Næbtæger - gratis nyttedyr i kernefrugt".

Kasser til overvintring af guldøjer
Guldøjens larve, den såkaldte bladlusløve, er som navnet siger, en god hjælp i bekæmpelsen af bladlus. Overvintringen af guldøjer kan forbedres ved at opsætte mørke rødbrune overvintringskasser af træ. Kasserne fyldes med hø eller halm og opsættes i 1,5-1,8 m's højde i august måned.

"Dagskjul" for ørentvister
Ørentvister lever af mider og bladlus og kan derfor medvirke positivt i bekæmpelsen af disse skadedyr, men de kan også forgribe sig på bløde plantedele. Ørentvister er natdyr og behøver et skjulested om dagen. Det han være urtepotter eller sorte plastik potteposer fyldt med halm/træuld eller sammenrullede rør af bølgepap, som hænges op i træerne. Skulle ørentvisterne forgribe sig på frugten kan skjulene fjernes igen.

Også mange fuglearter kan bidrage til at formindske skadedyrsangreb. For at drage nytte af det, kan man hænge fuglekasser op i plantagen, og derigennem skaffe gunstige betingelser for musvitter og andre mejser, rødstjert, gråspurve med flere.

Billede 6 og 7. Ved at skabe gode forhold for småfugle kan skadedyrsangreb mindskes.
(Foto: Maren Korsgaard).

Rovfugle som tårnfalk og ugler i plantagen er gode til at tage mus og mosegrise. Høje pæle kan sættes op og fungere som siddepinde for rovfuglene. Lækatte jager også mosegrise og kan tiltrækkes ved at samle stenbunker og grenbunker i kanten af plantagen.

3.3 Sprøjteteknik
Målet ved enhver sprøjtning med et pesticid er 'rette mængde på rette sted uden tab til omgivelserne' eller med andre ord præcision. Det er en stor udfordring for teknikken (sprøjten) og ikke mindst brugeren.

Kontrollér dækningen
En god måde at undersøge dækningen på er at sætte vandfølsomt papir på bladene flere steder i træerne/buskene. Er der færre end 50 dråber per kvadratcentimeter på alle papirer, bør man prøve at ændre på forstøvning, kørehastighed eller at hæve væskemængden.

I en rækkeafgrøde som jordbær er brug af båndsprøjte til bekæmpelse af svampe og skadedyr en oplagt mulighed, der umiddelbart kan give en besparelse på op til 50 procent af doseringen. Hvis dyserne i de enkelte rækker samtidig er afdækket med en tunnel, har forsøg på Forskningscenter Flakkebjerg vist, at afdriften reduceres ganske betydeligt. Læs mere om sprøjtning i jordbær i følgende artikler: 'Sprøjtearbejdet i jordbær kan gøres bedre' og 'Sprøjteudstyret er vigtigt for resultatet'.

En afprøvning og sammenligning af sprøjtetyper i solbær i sommeren 2004 viste, at der er fordele at hente ved at bruge en sprøjte, der specielt er tilpasset solbærbuske, både i form af bedre afsætning og mindre tab til omgivelserne. Læs mere på hjemmesiden www.farmtest.dk under 'Tågesprøjter i solbær'.

I træfrugt er der mange avlere, som kører med ældre udgaver af Schaumann sprøjter, som ikke er tidssvarende. Et firma i Sverige har specialiseret sig i at ombygge ældre Schaumann sprøjter, så de bedre modsvarer moderne krav til sprøjteudstyr, blandt andet et nyt dysesystem, som giver valgmulighed mellem 4 forskellige dysestørrelser, og rentvandsbeholder til rengøring og skyl af dyser og tank. Læs mere i 'Første ombyggede Schaumann sprøjte i drift'.

Den nyeste teknik indenfor tågesprøjter er tunnelsprøjter til busk- og træfrugt, som gør det muligt at anvende fin forstøvning uden risiko for afdrift, idet der sker opsamling og recirkulering af sprøjtevæske, der passerer igennem kulturen og opfanges på modsatte tunnelside. Problemet med tunnelsprøjterne er prisen, deres størrelse, og at de kun kan anvendes i bestemte plantagetyper med begrænset træstørrelser.

Et mere enkelt system er tågesprøjter med sensorer, der registrerer plantedækket/-rækken og er koblet til en enkelt dyse, som slås til og fra afhængig af, om sensoren registrerer plantedække i det område, som dysen dækker. Systemet reducerer afdriften betydeligt, fordi den sprøjtevæske, der sprøjtes ud et sted, hvor kulturhøjden er lavere, eller der er huller i rækken, er meget udsat for vindpåvirkning. Det vurderes, at sensorsystemet kan føre til besparelser på 25-30 pct. i pesticidforbruget i en typisk frugtplantage.