Planter

Registreringsnet uge 39: 5. registrering af rapsjordlopper og 3. registrering af bladlus i vintersæd

Der er pt. fanget rapsjordlopper over bekæmpelsestærsklen på ca.15 procent af lokaliteterne. Der er udløst bladlusbekæmpelse i nogle af de tidligst såede vintersædsmarker.

5. registrering af rapsjordlopper

Forekomsten af rapsjordlopper følges igen i år på ca. 75 lokaliteter via gule fangbakker. Formålet er at vurdere behovet for bekæmpelse rettet mod larver. 

Det varme vejr i september har fremmet rapsjordlopper, og der er tidligere i år meldt om ret kraftige bladgnav i flere marker. Markerne er nu så langt fremme i udviklingen, at de ikke længere er følsomme for bladgnav.

Den vejledende bekæmpelsestærskel for bekæmpelse rettet mod larver er en samlet fangst af 25 rapsjordlopper pr. fangbakke i de runde fangbakker (radius 11 cm) indenfor tre uger i hovedflyvningsperioden, forudsat at æglægningen er begyndt. Æglægningen begynder cirka 10 dage efter indflyvning til marken, og især i varme efterår lægges der mange æg.

Pt. er der fortsat fanget rapsjordlopper over bekæmpelsestærsklen på ca. 15 procent af lokaliteterne.

Bekæmpelse rettet mod larver er ret fleksibelt og anbefales tidligst, når alle planter har mindst 4-5 løvblade. Bekæmpelse kan foretages til omkring medio oktober. I milde efterår er dog også set væsentlig effekt langt inde i november, men bekæmpelse i november tilstræbes ikke. Til bekæmpelse anbefales 0,2 kg Lamdex eller 0,1 kg Kaiso Sorbie.

En god måde at se rapsjordlopperne på er ved at gå med en lygte i marken efter solnedgang. Rapsjordlopperne er her meget aktive og mere aktive end om dagen, fordi de i starten af efteråret er ret lysfølsomme. Fra oktober bliver de mindre lysfølsomme og mere aktive om dagen.

I figur 1 er udviklingen af fangster i fangbakker pt. sammenlignet med tidligere år.

Akkumuleret antal rapsjordlopper i gule fangbakker i 2021 og i tidligere år. 2008 er medtaget grundet de høje fangster. For at kunne sammenligne tallene over årene er alle fangster omregnet til fangster i firkantede fangbakker (er ca. dobbelt så store som de nuværende runde fangbakker).

Figur 1. Akkumuleret antal rapsjordlopper i gule fangbakker i 2021 og i tidligere år. 2008 er medtaget grundet de høje fangster. For at kunne sammenligne tallene over årene er alle fangster omregnet til fangster i firkantede fangbakker (er ca. dobbelt så store som de nuværende runde fangbakker).

3. registrering af bladlus i vinterbyg og hvede

Forekomsten af bladlus følges igen i dette efterår i registreringsnettet i 32 vinterhvedemarker og 23 vinterbygmarker frem til og med 1.-2. november. Der bedømmes i tidligt såede marker (sået før 15. september) og i milde områder, hvor risikoen for angreb af bladlus og dermed havrerødsot er størst. Første bedømmelse sker, når afgrøden er spiret frem.

I hvede er der fundet bladlus på 17 af 30 lokaliteter (0,1-10 procent angrebne planter). I 4 marker er der fundet mindst 2 procent angrebne planter.  

I vinterbyg er fundet bladlus på 7 af 16 lokaliteter ( 0,5-5 procent angrebne planter). I 3 marker er der fundet mindst 2 procent angrebne planter.

Markerne undersøges bedst ved at man lægger sig ned og kigger på bladene i modlys. Hvis der er en eller flere ”mørke pletter” på bladene, kan en nærmere undersøgelse afgøre, om det er bladlus eller ej. Bladlusene kan også sidde på stænglerne lige i jordoverfladen. Bladlusene kan også sidde i hjerteskuddet eller ”kræmmerhuset”, så her er bedst at kigge på planterne ovenfra. 

Der findes ingen bekæmpelsestærskel for bladlus om efteråret i vintersæd, fordi et varierende antal bladlus indeholder smitte af havrerødsot, og fordi det er ukendt, hvornår nattefrost reducerer antallet af bladlus. Finder man dog bladlus på 2-3 procent af planterne, anbefales en bekæmpelse, såfremt marken er sået før ca. 20.-25. september. Jo tidligere såning jo større risiko for angreb. Der er således bekæmpelsesbehov nu i nogle af de første marker, som er sået meget tidligt.

Ved meget tidlig såning vokser der hurtigt nye blade frem, så effekten bliver kortvarig, hvis man sprøjter på 1-2 blade. Bekæmpelse anbefales ved behov her udført ved 3-4 løvblade. Kun hvis der er kraftige angreb, skal man gøre det før. I senere såede marker er væksten langsommere, så her kan ved behov godt behandles lidt før 3-4 bladstadiet.    

Som bekendt har Syngenta udviklet appen ”BYDV Assist”  med den engelske graddageberegner til at beregne det optimale tidspunkt for evt. bladlusbekæmpelse om efteråret. Modellen kan også findes på Landbrugsinfo ved at søge på ordet ”Graddageberegner”. Se figur 2.

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at tærskelværdien på 170 graddage nås i langt de fleste marker i de fleste år. Dette betyder selvfølgelig ikke, at langt de fleste marker skal sprøjtes mod bladlus hvert efterår. Tærskelværdien skal derfor sammenholdes med, om der findes bladlus i marken, og om der er udviklet et vist antal blade i vintersæden, så virkningstiden ikke bliver meget kort.

Graddageberegner på LandbrugsInfo

Figur 2. Graddageberegneren på Landbrugsinfo. Startdatoen er fremspiringsdatoen. I eksemplet er fremspiringsdatoen 14. september, og de 170 graddage er nået 1. oktober på lokaliteten Aarhus.

Vil du vide mere?

Støttet af