Kvæg

Sådan bruger du tankvagt i mælkeproduktionen

For langsom nedkøling af mælken kan forringe kvaliteten og i værste fald medføre kassation på grund af smagsfejl. En Tankvagt - eller tankalarm - på mælkekøletanken er et vigtigt redskab til at sikre en god mælkekvalitet på kvægbedriften. 

Alle mælkekøletanke, som er installeret efter 2007 skal være forsynet med en tankvagt eller tankalarm. Men tankvagten er ikke bare et ekstra stykke unødvendigt udstyr - det er et vigtigt redskab for både mælkeproducenten og mejeriet til at opretholde en god mælkekvalitet og undgå kassation af dårlig mælk på mejeriet.

Daglig aflæsning af tankvagten er derfor en vigtig del af bedriftens management til sikring af en god, stabil mælkekvalitet.

Sådan fungerer tankvagten 

Tankvagten er en enhed, der overvåger mælkens nedkøling og temperatur, mens den opbevares i mælkekøletanken. Samtidig overvåger tankvagten også tankens omrøring og registrerer data i forbindelse med vask og rengøring af mælkekøletanken.

Hvis der er fejl på tankens funktion, afgives der en alarm til landmanden, som han skal reagere på. Alarmen ses som en lille lampe på tankvagten, der blinker rødt. Alarmen er dermed også synlig for tankvognschaufføren, når han ankommer til bedriften for at afhente mælken. Alle tankvognschauffører er instrueret i, at tage kontakt til mælkeproducenten, hvis der blinker en alarm ved afhentning.

Tankvagten skal afgive alarm ved følgende kritiske fejl:

  • Strømafbrydelse i mere end 30 minutter
  • Manglende omrøring i mere end 60 minutter
  • Mælketemperaturen har oversteget 9 °C. i 3 timer

Tankvagten kan især være et effektivt redskab til at tjekke, om kølingen af mælken sker hurtigt nok om sommeren. Mange køleanlæg bliver udfordret, når temperaturen udenfor stiger, og vandet til forkølingen langsomt bliver varmere. De fleste køleanlæg med forkøling er dimensioneret ud fra en grundvandstemperatur på 8-10 °C. Men henover sommeren varmer jorden vandet op, og vi har set temperaturer på vandværksvand fra den kolde hane på over 17 °C. Det er badevandstemperatur.

Desuden skal tankvagten kunne detektere, om der er anvendt rengøringsmiddel i forbindelse med vask af tanken. Endelig skal alle logninger og data lagres i minimum 60 dage og skal til en hver tid kunne udlæses og dokumenteres.

Tankvagten giver besked til landmanden ved alarm

Hvis tankvagten er forsynet med et SIM-kort eller anden kommunikationsenhed, kan den sende besked om alarmer til udvalgte personer på bedriften, der så kan tage hånd om problemet og måske forhindre, at mælken bliver ødelagt og efterfølgende må kasseres. Registrerer tankvognschaufføren en alarm ved afhentning af mælken, skal han være ekstra opmærksom og altid kontakte den ansvarlige på gården.

I 2017 blev der i forbindelse med fire kassationer af hele tankvognslæs på grund af lugt og smag indhentet data fra de pågældende bedrifters tankvagt. I de tre af tilfældene kunne det konstateres, at der havde været kølesvigt og alarm på tanken. Hvis der var blevet reageret på disse alarmer i tide, kunne kassationen af mælken måske være undgået. En tankvagt kan med andre ord spare mælkeproducenten for mange penge, hvis uheldet er ude.

Udover de kritiske alarmer kan de fleste tankvagter også indstilles til at afgive et antal instruktive alarmer. Typisk i forbindelse med overvågning af tankvasken, hvor der f.eks. kan afgives alarm, hvis vasketemperaturen har været for lav, eller hvis vaskeprogrammet af en eller anden grund er blevet afbrudt. De instruktive alarmer er et værktøj til brug på gården, og ikke nogen som tankvognschaufføren skal reagere på.

Eksempel på udskrift fra tankvagt, hvor tanken ikke er blevet vasket den 5/10, og tankvagten er gået i alarm (Y-aksen viser vaskevandets temperatur). Der mangler en top, der viser, at tanken er blevet vasket.

Eksempel på udskrift fra tankvagt, hvor tanken ikke er blevet vasket den 5/10, og tankvagten er gået i alarm (Y-aksen viser vaskevandets temperatur). Der mangler en top, der viser, at tanken er blevet vasket. 

Arlas krav til tankvagt

For leverandører til Arla gælder det at, mælkekøletanken skal overholde en række specifikke krav samt være godkendt og optaget på Arlas ”Grønne liste” over godkendte tankvagter. Det er beskrevet i kvalitetsprogrammet Arlagården, og tankvagten er et kontrolpunkt ved Arlagårdsinspektion.

Arla's ”Grønne liste” med godkendte tankvagter

Nedenfor ser du listen over Tankvagt fabrikater, som opfylder Arla Foods tekniske specifikation 4.3. april 2016

  • Meko (Agrima)
  • Mueller (Arima)
  • Poul Tarp (stand alone)
  • Røka
  • Wedholms
  • Cigologic (stand alone)
  • Gea Farm Technologies
  • Packo
  • Fabdec
  • Welba WTS-300
  • Welba WTS-300-KB
  • De Laval T300
  • De Laval MQA (stand alone)
  • RØ-KA Multi 9500

Yderligere information kan fås ved at kontakte: MedlemsService (Danmark)    + 45 76 43 45 45

Ny generation af tankvagt på vej

Der har været megen kritik af tankvagten, og flere af de ældre modeller har ganske givet også været for ringe. Mange har oplevet for mange falske alarmer og har simpelthen slået tankvagten fra. Men siden sidste år er der kommet fem nye tankvagter på Arlas ”Grønne Liste” over godkendte tankvagter. De nye alarmer er meget mere driftssikre og ikke mindst brugervenlige. Flere af dem gemmer ligeledes data i et Cloud-system, hvor de i princippet er tilgængelige for alle dem, som ejeren giver tilladelse til det. Det kan være firmaet, der har leveret tanken, og som laver service på den, mejeriet, rådgivere m.fl.

I fremtiden vil de nye systemer kunne hjælpe både producent og mejeriet med at forbedre mælkekvaliteten ved at overvåge gårdtankenes køling og rengøring. Tankvagten vil også kunne overvåge tankens fyldning og give besked til mejeriet, når tanken er fuld. Det giver mejeriet mulighed for langt bedre planlægning af indtransport og afhentning af mælken. I sidste end vil det betyde en mere effektiv og billigere indtransport.